8139 gange tak

Efterhånden som støvet har lagt sig, er der ikke meget andet tilbage at sige end tak. Tak for jeres tid, jeres stemmer, og jeres debatvillighed. Det har været helt fantastisk at følge Radikal Ungdom 35 kandidater landet over til kommunal- og regionsrådsvalget, hvor kampagner er blevet ført morgen, middag, aften (og ind i mellem også nat).

Det har budt på aktivitet i alle kroge af Danmark og hele 4 ungradikale stemmer i byråd. Kristian Hegaard i Fredensborg, Christopher Røhl Andersen i København, Maria Katarina Nielsen i Frederikssund og Johan Brødsgaard i Silkeborg. Et kæmpestort tillykke til de 4 indvalgte kandidater og stort tillykke til de resterende med deres resultater og fremragende kampagner.

Det har været 3 hårde uger – men også lærerige og sjove. Læs herunder et par ungradikale kandidater fortælle om deres valgoplevelser:

”Jeg har ofret min værdighed på livstid for sagen ved at stå udenfor halvnøgen, sølvmalet og synge med en fesen stemme, men hva’ faen.. valgkampen har sgu været en vildt god lærerig oplevelse, på trods af at partiets fremgang ikke var nok til at sikre os andet mandat.
Nu glæder jeg mig til at gro hår igen og drikke bajer. Og så ses vi om 4 år.”
– Adam Nikolaj Margaard, 22 år, kandidat i Helsingør kommune

”Kommunalvalgkampen har været vild og voldsom. Det har været en fantastisk rejse med et utal af paneldebatter, kæmpe shitstorme og fantastiske gadeevents.
Det var desværre ikke nok til en plads i byrådet, men det går nok når jeg kun var 1 stemme fra mit mål om 1000 personlige stemmer. Jeg og min kampagnegruppe kan i den grad være stolte af den valgkamp vi ført, men det skyldes primært at vi har haft opbakning fra alle de frivillige i Århus Radikale Ungdom.”
– Andreas Gram Drachmann, 23 år, kandidat i Aarhus Kommune

”Hvor har det været vildt at være med til. Følelsen af at være en del af noget større hvor folk fra andre dele af landet skriver og spørger om de kan hjælpe på nogen måder. At man i en gruppe kan dele sit opslag og få kæmpe støtte. Det er bare fedt at være ungradikal kandidat.”
– Emil Vogelius, 19 år, kandidat i Skanderborg Kommune

Radikal Ungdom