Er Folkemødet elitens fest?

Jeg elsker folkemødet. Alle mine venner og bekendte samlet på ét sted. Interessante debatter dagen lang. Kolde fadøl i solnedgangens flotte skær. På mange måde indkapsler folkemødet alt det smukke ved dansk demokrati og samfundsdeltagelse.

Alligevel bliver folkemødet altid indhyllet i en monoton debat om, hvor meget folk der i virkeligheden er over hele misæren. Det ligger jo i navnet, at det er ’folkets’ møde, hvorfor dette folks tilstedeværelse er temmelig essentiel. Ikke desto mindre kritiseres folkemødet af mange for at være elitens klub, stedet hvor DJØF’ere møder andre DJØF’ere og selvfede bloggere endelig kan blive genkendt, når de bevæger sig rundt i gadebilledet.

Reimer Bo forsøgte at affeje kritikerne, da han under åbningen af folkemødet spurgte publikum, hvor mange der ikke var almindelige mennesker. Ganske få rakte hånden i vejret, for hvem betegner sig selv som et ualmindeligt menneske? Derfor kunne vi fra start konkludere, at det altså er helt ordinære folk, der kommer på folkemødet – med et stærkt blink i øjet, bemærkes.

Jeg er sådan set enig i Reimer Bos underliggende pointe om, at journalister, lobbyister, embedsmænd og politikere jo også tilhører det danske folk og ikke uden videre kan negligeres, når man opgør, om ’folket’ er til stede på folkemødet.

Men jeg synes også, kritikerne har fat i noget. Vi er nødt til at anerkende, at gruppen af akademikere er i massivt overtal over for fx borgere med en kort eller ingen uddannelse. At de fleste folkemødedeltagere har mønt på lommen, og at dem, der befinder sig på samfundets bund, aldrig kommer afsted. At der formentlig er flere til stede på folkemødet, som har et formål med at være der, fx ved at skulle debattere, lobbiere eller sætte bod op, end folk som bare kommer, fordi de har lyst.

Hvis folkemødet skal leve op til sit kæmpe potentiale, er det nødt til at blive mere tilgængeligt. Hvorfor skal det ligge i midten af juni måned, når tusindvis af studerende landet over har eksamener netop her? Flyt det til slutningen af august i stedet. Hvorfor skal det være så helt ufattelig dyrt at finde et sted at overnatte? Tænk i billige sovepladser til folk, som ikke behøver havudsigt og dobbeltseng.

Der er mange knapper, man kan skrue på, og jeg tror egentlig ikke, der skal så meget til. Selvom vi næppe kommer til at se en fuldstændig ligelig repræsentation af professioner, postnumre, og etniciteter, uanset hvor meget vi skruer. Men det gør heller ikke noget. Så længe vi arbejder hen imod et folkemøde, der virkelig er for alle, vil det gøre underværker.

Én ting er stensikkert. Hvis politikere, meningsdannere og arrangører bliver enige med sig selv om, at folkemødet i sin nuværende form ikke fejler noget, og at vi bare skal fortsætte som hidtil, vil diskussionen af folkemødets folkelighed blive ved. Og det bliver vi nok trætte af i længden.

Radikal Ungdom