 |
 |
|
|
Nedenfor finder du en oversigt over alle Radikal Ungdoms læserbreve. Mangler der nogle, skal du ikke tøve med at sende det til Radikal Ungdoms kommunikationsudvalg på kommunikation@radikalungdom.dk
Det skal her understreges, at læserbrevene ikke altid udgør Radikal Ungdoms officielle holdning, da vi er et ungdomsparti med højt til loftet og plads til uenighed. Derfor er du altid mere end velkommen til at rette henvendelse til vores politiske udvalg for at få et klart svar på et bestemt politisk spørgsmål. Dette gøres på pu@radikalungdom.dk
Af Christina Judson, næstformand for Radikal Ungdom, og Asem Elghiouane, medlem af Muslimer i Dialog
100.000 kr. lige ned i lommen, hvis du som udlænding vælger at rejse frivilligt hjem – dét er det knaldtilbud, som ikke-vestlige udlændinge vil få tilbudt af regeringen, DF, S og SF i fremtiden.
Kristian Thuelsen Dahl udtalte d. 9. november til Politiken, at tilbuddet forhåbentligt kan motivere nogle til at rejse hjem, samtidig med at statskassen kan spare nogle penge. Åbenbart formår hverken Dansk Folkeparti eller regeringen at komme med hele løsninger, der kan løse problemerne med denne gruppe udlændinge. I stedet vælger de at lave en lappeløsning af dimensioner. Og med den udvidede repatrieringsordning har Dansk Folkeparti endnu engang formået at få deres egen politik tydeligt ind over finansloven.
Lars Løkke og hans lakajer burde ikke lade sig trække rundt i manegen og gå med til lappeløsninger, men derimod komme med konkrete forslag til, hvordan vi løser problemer for utilpassede udlændinge, og samtidig behandler vores medmennesker godt og beholder et anstændigt internationalt ry.
Af Christina Judson, næstformand for Radikal Ungdom
(Som respons på Politikens artikler de seneste dage om facere)
Jeg kan ikke lide facere! Jeg er ligeså træt af dem som alle andre, og det er ufatteligt irriterende at mit bidrag til en organisation skal gå til en gadehververs løn. Men så længe VKO-regeringen ikke støtter u-landende i højere grad, bliver de humanitære organisationer nødt til at bruge, lønne og ansætte ”irriterende” unge mennesker for at få skrabet penge ind – og det virker!
Facere i Folkekirkens Nødhjælp samler hvert år ligeså mange penge ind, som både genbrugsbutikkerne og de store kampagner gør – tilsammen! Kampagner og sms’er kan på ingen måde hamle op med hvad private danskere hver måned donerer, som oftest kun fordi de konfronteres direkte på gaden af en halvsmart gadehverver der kun er interesseret i at spilde din tid.
Når både butiksejere og byboere i landets største byer vil have gadehververne smidt ud af byen er det at melde fallit overfor store organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Amnesty International. Men råt for usødet, så kan butiksejerne begynde at overveje at sætte deres kryds på oppositionen til næste valg – facere blev nemlig indført efter VKO-regeirngen i 2002 satte ulandsbistanden væsentligt ned og lavede skrappe krav til hvem der kunne få bistand.
Så næste gang du irriteres af en gadehverver: Smil, eller overvej at stemme på oppositionen til næste valg!
Hvis man er imod regeringens politik, så er man imod ytringsfrihed, faglighed i folkeskolen, man er tossegod, man vil hæve skatten, og det der er værre. Således bliver enhver debat i Danmark lukket. For selvfølgelig kan man ikke have en anden politik end regeringen og stadig forsvare ytringsfrihed, lav skat, faglighed osv. Regeringen er utrolig dygtige til at lukke debatten, før den er startet. Det er i det lys, at Marianne Jelveds udtalelser i Berlingske skal ses! Og jeg synes, at det er frækt overfor folkestyret bare at lukke en vigtig debat om statsledelse ved at sige at det blot er et opgør mellem S og R og mellem Khader og Jelved. Det er simpelthen for nemt at krybe uden om på den måde.
11 lande beder om at tale med statsministeren. Normalt er det god skik i det internationale samfund at lytte til andre landes bekymringer, men det undlod Fogh på arrogant vis. Statsministeren deler landet op i får og bukke uden at sige hvem, der er hvem. Skatteministeren sætter navne på. Dansk Folkeparti sætter andre navne på. Altså forskellige grupper diskuterer, hvem der er får og bukke, og der skabes splid. Hvorfor må man ikke tage disse vigtige diskussioner uden at være imod ytringsfriheden?
Nogle fundamentalister vil have, at Statsministeren skal forbyde folk at tegne, skrive og sige det de vil. Det handler selvfølgelig om ytringsfrihed, og der skal tages afstand fra disse mennesker og lande, hvilket Det radikale Venstre også har gjort anført af Naser Khader.
Men det handler også om noget andet. Da DR viste et program, hvor en komiker sagde, at Jesus kunne onanere gennem sine huller i hænderne fra korsfæstelsen, så måtte DR trække det tilbage og undskylde. Dér blev der ikke debatteret ytringsfrihed. Men det gør der i det muslimske tilfælde. Der er altså forskel på folk, hvilket Jyllandspostens chefredaktør, da også har sagt. Kun islam og ikke andre religioner skulle forhånes.
Denne konflikt viser kulminationen på Venstres ægteskab med Dansk Folkeparti, der jo mener, at islam er pest, kræft og det, der er værre. Husk at det er Pia Kjærsgaard, der har brudt FNs racismekonvention. Spørgsmålet er om Venstre også er klar til at tage afstand fra det?
Så er det igen blevet tid til 1. maj – arbejdernes og socialdemokraternes kampdag. Det er dagen, hvor arbejderne og deres politiske parti har demonstreret for en mere social retfærdig verden - nemlig velfærdsstaten. I dag er 1. maj-festlighederne et symbol på socialdemokraternes krise. For alle er enige om projekt velfærdsstaten og arbejderne stemmer i højere grad på Dansk Folkeparti og ikke Socialdemokraterne. Kampen i dag handler alene om et enkelt efterlønsår, og om hvem der sikrer skattestoppet bedst. Alle er stort set enige om velfærdsstatens overordnede mål.
Det betyder ikke, at der ikke er skel i dansk politik. Det er der – især mellem Det radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Det er et skel mellem centralisme og decentralisme, et skel på udlændinge-, EU-, globaliserings- og reformområdet blandt andre. Dansk Folkeparti står som et nationalistisk parti, der centralt vil lovgive alt i detaljer og isolere Danmark i national selvtiltrækkelighed. De Radikale står for det globale udsyn, hvor menneskerettigheder og mangfoldighed er centralt og for frihed til kommunerne og de offentligt ansatte – mindre statsstyring.
Hvor står Socialdemokraterne så i disse skel på disse områder? Venstre har i lang tid lagt sig tæt op ad DF, og det samme gør Socialdemokraterne, fordi de kan se at deres vælger går til V og DF. Velfærdsstaten er nu en realitet og derfor har S mistet sit politiske projekt. I stedet for gå nye veje forsøger partiet at overbevise befolkningen om, at de kan føre regeringens og Dansk Folkepartis politik - bare bedre. Det er et for tyndt politisk grundlag for vælgerne. Desuden er Pia Kjærsgaard og Anders Fogh for dygtige.
Det er derfor, Det Radikale Venstre har valgt at stille sig frit. Socialdemokraterne mener efterhånden det samme som regeringen og mangler de politiske visioner. Derfor tilbyder Det Radikale Venstre nu befolkningen et andet alternativ. Det handler ikke om, at vi har forladt Socialdemokraterne. Det er nærmere Socialdemokraterne, der har forladt sig selv - eller i hvert fald det politiske udgangspunkt. Uanset, hvilke flertal et kommende valg vil give mulighed for, ønsker det Radikale Venstre på en række områder en anden politik end VKO’s og Socialdemokraternes. Derfor vil vi lægge stemmer til det flertal, der er mest villig til at føre en anden politik. En politik, der bygger på det lokale selvstyre, det globale udsyn og viljen til reformer. En visionær politik, der kæmper for en verden, der bliver bedre i morgen og ikke en verden af i går.
Landsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) Kenneth Kristensen kritiserer i Jyllandsposten den 18. oktober Venstres Ungdom (VU) og Radikal Ungdoms (RU) afstandstagen fra DFU og ungdomspartiets Muhammed-tegninger. Samtidig tager Kenneth Kristensen meget let på situationen, når han kalder det ”harmløst at tegne en kamel på et sommermøde”. Dette bekymrer både VU og RU.
Det var en velovervejet beslutning, der blev truffet, da en række ungdomsorganisationer i fællesskab valgte at tage afstand fra DFU i kølvandet på afsløringen af tegnekonkurrencen. Det var ikke det, at DFU havde formastet sig til at tegne Muhammed, der var problemet. Problemet var, at tegningerne var led i en konkurrence om at nedgøre og forhåne muslimer mest muligt, og at det var ledende DFU’ere og folketingskandidater, der stod bag konkurrencen. Der var altså i alt sin enkelthed og usmagelighed tale om oplæring i dæmonisering af muslimer. Episoden fra sommermødet var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi følte, der var behov for at markere, at der er grænser for, hvad man som leder i et ungdomsparti kan tillade sig at bruge, eller rettere sagt misbruge, sin position til. Det der skete i DFU var udtryk for ledernes kyniske omgang med helt unge medlemmers naivitet, tillid og stræben efter anerkendelse. Det var uetisk – både over for danske muslimer og over for DFU’s egne medlemmer.
Vi er dybt bekymrede og advarer mod at negligere betydningen af DFU’s holdninger og opførsel – ikke bare i forhold til omverdenen, men så sandelig også i forhold til integrationen i Danmark. Én ting er at erklære sig som modstander af integration, som Kenneth Kristensen for eksempel gør på ungdomspartiets hjemmeside. En helt anden ting er at modarbejde integrationen direkte ved at oplære unge mennesker til had og dæmonisering af muslimer. Det er både usmageligt og farligt. Og det er det, vi i fællesskab tager afstand fra.
Villy Søvndal har i den sidste uge fasttømret sin position som Folkepopulisternes leder og bannerfører af en nyudnævnt kulturkamp. Med sine udmeldinger har Søvndal brudt afgørende med venstrefløjens og midtens værdigrundlag og fordømmelse af Dansk Folkepartis hadske og generaliserende retorik. Dette er nu afløst af en hidtil uset leflen for det politiske flertal i befolkningen.
Ifølge Søvndal har muslimerne nu værsgo at tilpasse sig de danske normer og kønslig ligestilling, som SF (tilsyneladende alene) har kæmpet for gennem det sidste halve årti. Disse synspunkter vidner om komplet mangel på forståelse af integration. For det første respekterer langt de fleste udlændinge demokratiet, ligestillingsloven og kvinders ret til at bestemme over deres tilværelse. For det andet er Villy Søvndal misforstående ved at tro, at hans fordømmelse af disse kulturelle problemer kan bekæmpes gennem pressen.
Ved at omtale personer med dansk statsborgerskab gennem flere generationer som ”indvandrere” bidrager Villy Søvndal til den stigmatisering af personer, der har andre rødder end danske,
Søvndal hælder benzin på de fundamentalisters bål, som er kilden til mange af de uroligheder, der ender i voldstrusler eller –handlinger. Intet kan retfærdiggøre religiøst eller æresbetinget vold. Men dette kan ikke bekæmpes eller forhindres ved at gå til skarpt og groft generaliserende til angreb på ”indvandrerne”, som var de roden til alt ondt.
Forblændet af tårnhøje meningsmålinger og idoldyrkelse har SF’s leder kuldkastet både værdigrundlag og anstændighed for at vinde stemmekapløbet med DF. Under Muhammed-krisen i 2006 støttede SF en anstændig ”tone i debatten i et oprør mod Dansk Folkepartis dæmonisering af et religiøst mindretal. I dag er partiet selv med til at komme med usaglige angreb og grave grøfter.
Ingen tvivl om at Villy Søvndal har fået vind i de socialistisk sejl ved at erklære kulturkamp. Med et svækket Socialdemokrati, hvor Helle Thorning ikke har formået at samle oppositionen og et historisk godt valg i efteråret, har Villy endelig set chancen for at træde ud af skyggen som venstrefløjens ”spørge-Jørgen”. Han vil nu gøre SF til et reelt regeringsalternativ og har solgt ud af de politiske værdier for drømmen om ministertaburetterne for at vinde Socialdemokraterne og DF’s stemmer. Formålet er at tilfredsstille denne vælgergruppes drøm om at vende tilbage til det danske samfund, hvor indvandring tilsyneladende var et ukendt fænomen, og Danmark var for danskerne.
Det er på tide at erkende, at det multikulturelle samfund kommet for at blive. Ikke bare det samfund, hvor udlændinge er velkomne, hvis de ellers assimilerer sig til danske normer, vaner og skikke, drikker bajere, ser fodbold og taler med naboen over hækken. I stedet for at se tilbage på fortiden bør vi tage udgangspunkt i en fælles nutid og fremtid.
For Radikal Ungdom er det multikulturelle samfund er ikke bare en realitet, men også en vision. Udlændingene og deres kultur er ikke en trussel imod, men en mulighed for den danske kultur: Indvandringen har altid bidraget til og udviklet kulturen, ligesom de fleste udlændinge har et ønske om at være en del af danske kultur, og samtidig bevare deres egne kulturelle rødder. Dette er ikke uforeneligt med en fælles dansk kultur og demokrati. Ligesom man kan være kristen og fundamentalist, kan man være muslim og demokrat. En moderne og demokratisk tolkning af religionen er hverken umulig eller en utopi – det er drømmen om det homogene danske samfund derimod.
I sin kamp for demokratiet bryder Villy Søvndal med et af dets vigtigste principper, nemlig at demokratiet kun kan opretholdes gennem debat og dialog frem for forbud og fordømmelse.
Vi skal til enhver tid forsvare demokratiet og derfor også kritisere fundamentalistiske bevægelser som Hizb-ut-Tahrir. Men ved at gøre dette til en kulturkamp, hvor man – som i den amerikanske krig mod terror – enten er ”med eller imod demokratiet”, graver Søvndal grøfter og starter en usaglig mudderkastning, i stedet for at begynde en proces, hvor debat og demokratisk tolerance er de bærende værdier. Man kan med rette spørge: Har Søvndal skabt færre terrorister og fundamentalister? Vi tror desværre det modsatte. Villy Søvndal er en farlig mand for demokratiet.
De to unge SF’ere Astrid Krag og Nanna Westerby skriver i Berlingske 10. april, at oppositionen skal samles. Den eneste forhindring herfor er Radikale Venstre. Angiveligt har de radikale en splittermentalitet, kan ikke bestemme sig for, om de er for eller imod regeringen, og de er ultimative. Det får vi så en hel gennemgang af, faktisk hele 800 ords ren kritik uden politik. Ærgerligt at de nye SF’ere ikke har mere politik på hjertet, men kun fnidder og spindokteri. Var der nogen der sagde splittermentalitet? Hvad med SFs ministerkrav, som ingen går ind for? Deres konsekvente uansvarlige økonomiske politik, hvor intet hænger sammen? Skader det ikke også oppositionen?
Det er ikke splittermentalitet, når vi radikale ikke vil imødekomme socialisternes krav om ministerposter – det almindelig logik. Socialisterne har aldrig stemt for udsending af danske soldater, de vil ikke af med EU forbeholdene, Nyrup-regeringerne måtte oftest lave finanslove med VK, da socialisterne ikke ville være med til at finansiere udgifterne, socialisterne har aldrig stemt for et arbejdsmarkedsindgreb, og endelig stemte socialisterne imod velfærdsforliget i 2006, hvilket fulgte traditionen i SF. Hver gang der skal tages ansvar for upopulære beslutninger, og penge skal findes, så stemmer socialisterne imod. Det er helt ok at være økonomisk uansvarlig - sådant er et fløjparti. Men sådant er et regeringsparti ikke. Vi radikale går efter en regering forankret i midten. Derfor mener vi radikale ikke, at økonomisk uansvarlige socialister skal med i en regering. Er det splittermentalitet? Måske. Men hvis socialisterne ville undgå det, så kunne de jo bare lade være med at stille så urealistiske ultimative krav! Anerkend at I er et fløjparti, og ikke et regeringsparti.
Udover at kritisere os for ikke støtte en regering med SF, kritiseres vi for, at laver forlig med regeringen. De unge socialister mener åbenbart, at Radikale Venstre skal stemme imod alt, hvad regeringen kommer med. Også selvom vi med forhandling og pragmatisme kan opnå at få ændret politikken og gøre en positiv forskel for danskerne. De Radikale indgår forlig, fordi vi vil ændre politikken, og vi stiller os ikke over i et hjørne. Radikale Venstre har således sikret, at indvandrere med en indkomst på 275.000/året kan komme ind i landet, indførelse af vaccine mod livmoderhalskræft og styrket efteruddannelsen af bl.a. lærere, bare for at nævne nogle forlig fra de sidste 3 måneder. Vi er uenige med regeringen i de store spørgsmål, og vi vil derfor have en ny regering, men det skal ikke forhindre os i at ændre regeringens politik på andre områder. Det er fint, at et socialistisk fløjparti som SF konsekvent stemmer imod alt, hvad VK kommer med. Men Radikale Venstre er et midterparti, og vi går efter indflydelse på de områder, som vi kan få indflydelse på.
Det tredje argument er, at Radikale Venstre er ultimative og derfor ikke til at forhandle med. Den opmærksomme læser bør her lægge mærke til, at først laver de radikale for mange forlig, og dernæst laver de ingen forlig. Krag og Westerby er nye MF’ere og skriver selv, at deres indlæg er ”brud på etiketten”, men alligevel kunne man godt forvente lidt bedre argumentation når man vil bruge så meget plads på at kritisere den, som man vil samarbejde med. Det handler åbenbart om, at Radikale Venstre kun må lave socialistiske forlig. Ifølge socialisterne skal SF-S-R stille op på et fælles regeringsprogram eller nu ”pejlemærker”. Hvad med SF’s urealistiske ministerdrømme? Er de ikke også et ultimativt krav? De radikale har ingen ultimative krav. Men vi har politik, og den vil vi gerne have gennemført. Væk med EU-forbeholdene, flere velfærdsreformer (SF har aldrig stemt for sådanne) og drop de skattelettelser som skattestoppet giver boligejerne (SF har fredet boligejerne) og finansier alle forslag. Vi har politik, som socialisterne er imod. Derfor er det urealistisk at lave et fælles program. Vil I gå til valg på det radikale program?
Det er blevet en anerkendt sandhed, at SF er blevet et spindokterparti, der laver politik efter gallup. Det gør de godt, faktisk bedre end Fogh og Kjærsgaard. Tillykke med det. Nu håber socialisterne, at der kan hentes endnu flere vælgere ved at udstille de radikale som splittere og sure. Ærgerligt er det, og politik er der intet af. Det undrer, at SF er så ømtålelige overfor politisk kritik. Fogh startede også efter 2001 med at al kritik bare var surhed. Hvorfor vil socialisterne ikke diskutere politik? Hele det socialistiske spindokterspil gavner på ingen måde oppositionen. Socialisternes grænseløse uansvarlige økonomiske politik gavner heller ikke. Fogh vil elske en valgkamp med en socialist som hovedmodstander. Meget få vælgere fra NA-VKO vil, når det kommer til stykket, stemme på en socialistisk regering.
Derfor: En ny regering skal ikke være socialistisk. Anerkend at I er et fløjparti og ikke et regeringsparti. Diskuter politik og ikke taktik. Det vil gavne oppositionen.
Kære Margrethe, Morten, Marianne og alle I andre radikale,
Vi skriver til jer, fordi I kan være med til at gennemføre et magtskifte i Danmark – virkeliggøre en anden kurs for vores samfund. Hvis I vil og tør. Måske er det brud på etikette, at to nyvalgte folketingsmedlemmer tager bladet fra munden – men situationen er alvorlig. Vi skriver til jer radikale med en stærk appel om, at I kommer ned fra den høje og virkeligshedsfjerne gren, I har siddet på siden valget.
SFere, socialdemokrater og radikale kan hurtigt blive enige om, at det går den forkerte vej under VKO – i forhold til vores klima og miljø, i forhold til uddannelse af ungdommen og i forhold til vores fælles velfærd. Men alligevel er det oftest ganske svært at få øje på den alliance, der skal sikre en anden kurs for Danmark. Og man behøver vel ikke engang være radikal for at kunne gennemskue, at oppositionens manglende enhed er VKOs bedste kort på hånden for at bevare magten.
Aviserne bruger megen spalteplads på gisninger om, hvorfor oppositionen ikke rykker mere, ikke får mere vind i sejlene: Helle er for usynlig, Villy er for populær, Helle mangler lederevne, Villy mangler ministererfaring. Sådan vil de politiske kommentatorer altid kloge sig med politiske analyser. Men langt størstedelen af dem er, efter vores bedste overbevisning, både overfladiske og fejlagtige. Oppositionens store problem er, at vi ikke leverer et troværdigt og ønskeligt alternativ til dem, der styrer landet i dag. Og sagt ligeud, så er det jer radikale, der blokerer.
Der skal tegnes et klart alternativ. Vælgerne skal vide, hvad de får, hvis VKO ikke længere skal regere. Et nyt flertal skal i god tid inden valget kridte banen op. Og i den proces er det Radikale Venstre den største udfordring. Personligt ser vi særligt tre problemer hos de radikale, der sætter en stopper for bestræbelserne på at samle oppositionen:
Splittermentalitet. I har konsekvent større interesse for at kritisere resten af oppositionen, end for at kritisere regeringspartierne. Vi undrer os over udmeldinger om, at SF er økonomisk uansvarlige, eller at Socialdemokraterne ikke vil gøre nok for børn i asylcentre. Hvorfor ikke forenes om at levere troværdige alternativer til regeringens skandaløse politik på de områder, hvor der er store samfundsudfordringer som f.eks. udviklingen af den offentlige sektor, folkeskolens tilstand og den danske klimaindsats? Uanset om man er socialdemokrat, radikal eller SFer kommer man altså ikke uden om, at den egentlige politiske modstander er regeringen og Dansk Folkeparti – ikke sidekammeraterne i oppositionen.
Ubeslutsomhed. De radikale har i flere måneder – ja nærmest år – ageret ubeslutsomt pendul, der svinger mellem oppositionsansvar og VKO-beundring. Den ene dag opleves de Radikale som dygtige og benhårde kritikere af regeringens projekt – og som oftest med positive bud på alternative løsninger. Andre dage sidder de Radikale benovede og begejstrede som marionetdukker i regeringens forligsprojekter. Vi kræver ikke 100 procent loyalitet i alle spørgsmål – vi skal fastholde, at vi er forskellige partier. Men det er kontraproduktivt, at de Radikale ikke træffer en beslutning og melder den klokkeklart ud: Er I med på at opbygge et alternativt flertal, eller vil I gå i regering med regeringen?
Ultimatummer. Trods fadæsen fra tiden med Marianne Jelved som statsministerkandidat stiller Radikale Venstre stadig ultimative krav til resten af oppositionen. Politik er som bekendt det muliges og kompromisets kunst – men åbenbart ikke, når man er radikal. Der er nemlig lukket for det varme vand, hvis ikke både SF og Socialdemokraterne først kvitterer for en række radikale ultimative standpunkter om skat eller integration. Hvorfor ikke bare acceptere vores (mindre) uenigheder i oppositionen, og så udbygge den store fællesmængde, hvor vi er enige om at pege på en anden kurs for Danmark? Vi mener faktisk ikke, at man skal acceptere højrefløjens præmis om, at en alliance skal bygges på skat, udlændinge og retspolitik. Radikale, Socialdemokraterne og SF bør for danskernes skyld bygge en alliance på bedre velfærd, ordentlig uddannelse og ambitiøs klimaindsats.
Kære Radikale, vi som oppositionspartier må og skal samles. I hvert fald, hvis vi gerne vil en ny regering, en anden politik og en bedre kurs for Danmark. Vi kan samles om en vision for Danmark, hvor ægte kvalitet i velfærdssektoren er mere end ord. En vision for Danmark, hvor vi er ambitiøse i klimapolitikken. En vision for Danmark, hvor vi igen tager vores del af ansvaret for resten af verden. På alle disse punkter kan vi sammen påtage os det store oppositionsansvar: At give danskerne mulighed for at vælge en ny kurs. Skåret ud i pap er den radikale strategi forfejlet – og den står i vejen for en ny kurs for Danmark.
Vores appel til alle radikale er derfor simpel: Drop splittermentaliteten, kom i stedet i arbejdstøjet.
Afsværg jeres ubeslutsomhed, tag i stedet et klart standpunkt som en del af alternativet til Fogh.
Væk med ultimatummer, søg i stedet kompromisset og derigennem resultaterne.
kampdag: 1. maj er i år atter dagen, hvor støvede og nedslidte røde faner bliver luftet af venstrefløjen og fagbevægelsen. Men 1. maj er ikke, hvad den har været; kun stærkt religiøse venstrefløjsaktivister fornægter de to sikre kendsgerninger; at klassekampen - den traditionelle klassekamp for arbejderne - er død og irrelevant. Og at langt hovedparten af de fremmødte på socialisternes hellige dag gør det for hyggens og ikke for politikkens skyld.
1. maj, som SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gerne så den, er død og begravet. Overhalet af tiden og af udviklingen. Arbejderne er i dag velstillede og en veletableret del af en yderst begunstiget dansk middelklasse. De traditionelle fagforeninger mister medlemmer til mere moderne, apolitiske og effektive konkurrenter. Venstrefløjen er uden politiske visioner og substans. Men der er faktisk brug for en moderne klassekamp. En kamp for de allersvageste i vores samfund. De som ikke har ressourcerne til at demonstrere og til at blive hørt. De, som ikke får den hjælp, de har brug for, bl.a. fordi velfærdssamfundets ydelser gives til alle. Børnechecken, boligsikringen, efterlønnen osv. sendes ud i samfundet uden hensyn til indtægt, og verdens mest indkrævende skattesystem agerer i sin grundvold moder for alle danskerne. Det efterlader et overreguleret system, som uundgåeligt vil dumpe, når det kommer til at tage sig af sine svageste. Velfærdssamfundet har ikke fokus nok på de mest lidende, men på alle de andre.
Det ville have klædt talerne 1. maj at fokusere på denne reelle problemstilling. I stedet bruger man tiden på tomme ord og opfordring til en kamp, der for længst er slut. Det er som at høre en plade, der er gået i hak, og det har den i øvrigt været de sidste mange år. Det er ganske enkelt patetisk at høre på.
Solidaritet er vigtigt, men det skal være med de svageste. Alle der kan klare sig selv, skal klare sig selv. Til gengæld får de en markant lavere skat på arbejde. Velfærdssamfundet skal tage sig af de som ikke kan; det er liberalt hjerteblod. Det er den »klassekamp«, der er brug for i Danmark i dag. Det er mangel på solidaritet med de svageste, når 1. maj talerne maler falske skræmmebilleder og undlader at tage fat på den værdigt trængende klassekamp. Man kunne have erstattet de tomme klicheer med et sagligt indspark til regeringens skattekommission med fokus på de, der har brug for det, men i stedet har man bevidst valgt at misforstå klassekampen.
Med det fælles integrationsudspil fra S og SF har Radikale Venstre fået et vink med en vognstang. Partiet bliver nødt til at gå Socialdemokraterne i møde på udlændingeområdet, hvis det vil undgå at blive kørt ud på et sidespor. Tiden er ved at være moden til, at Radikale Venstre sluger en udlændingepolitisk kamel, så SR som regeringsdueligt alternativ kommer til at virke seriøst.
Alt for længe har R været et parti, der har markedsført sig på de bløde, venstreorienterede emner. Det har betydet, at partiet gradvist er bevæget sig længere og længere mod den yderste venstrefløj. For at stoppe vandringen mod venstrefløjen og dermed afgrunden må partiet skærpe sin økonomiske profil, blandt andet ved at satse benhårdt på at lette skatten på indkomst. Det skal være med til at vise vælgerne, at R er langt mere økonomisk ansvarligt end SF nogensinde bliver.
Et Radikale Venstre med en realistisk udlændingepolitik og en klar økonomisk profil er ikke bare ønskeligt - det er tvingende nødvendigt, hvis vi skal have en regering, der går ind over midten. Og med VK-regeringens metaltræthed kan det kun gå for langsomt.
Peter Norsk udtalte i Information mandag d. 15. februar ”Målet er at påvirke folketingsgruppen til at føre en integrationspolitik, der er mere inkluderende end nu. Dansk Folkeparti har fået for meget indflydelse på integrationspolitikken.”
Man kan kun have ondt af Peter Norsk, i og med at det første på ingen måde er realiteterne, og man kan kun give Peter Norsk ret i det sidste. Men med udskydelsen af Konservatives integrationskonference hen i det uvisse. Og med Naser Khaders diskriminerende, stigmatiserende og forfejlet Burka-Niqab debat, synes Norsks opråb mod Konservatives udlændinge og integrationspolitik kun at klinge huldt i den konservative folketingsgruppe.
Til spørgsmålet om hvorfor Peter Norsk ikke bare bliver Radikal, svarer han: ”Jeg er saftsuseme ikke radikal.” Men hvis Peter Norsk vil en anden vej, med en reform venlig politik og med en anstændig og inkluderende udlændinge politik så byder Radikal Ungdom da Peter Norsk velkommen!
Læserbrev af Politiken har en stor og ærefuld historie. Politiken har altid gået imod undertrykkelse og irrationalitet, de har stået for kvindekamp, religionslighed, bekæmpelse af fattigdom. Vi tvivler ikke på, at Viggo Hørup, Edvard Brandes og Georg Brandes ville stille sig på Politikens side imod fremmedhadet i dagens Danmark. Nu er Politiken med Muhammed-forliget blevet en global snarere end en dansk aktør. Vi opfordrer til at Politiken og alle velmenende danskere gør sig klart, hvilke personer de bakker op om og hvilke de undergraver, når de involverer sig i politik med grupperinger fra andre lande.
Vi arbejder begge som ungdomspolitikere aktivt i Egypten for dialog, menneskerettigheder og bekæmpelse af undertrykkelse, men vores erfaringer kunne sandsynligvis stamme fra ethvert andet muslimsk land. Vi arbejder sammen med unge mennesker, der meget vel kan blive Egyptens Viggo Hørup, Edvard Brandes og Georg Brandes, vi hjælper dem så godt vi kan, for vi sympatiserer med deres sag. De arbejder for civile, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder I et land med større politiske, sociale og religiøse spændinger end vi kan gøre os begreb om, er de dé mennesker, der med ordet som våben, kæmper kampen imod undertrykkelse. Derfor er det kilde til stor frustration, når vi oplever Politiken undergrave den platform, som vores egne kampfæller i Mellemøsten står på. Politiken gør fejl i at opfatte forliget som et skridt i retning af forsoning med ”den muslimske verden”. ”Den muslimske verden” har konservative og progressive, som Danmark havde det for 100 år siden. Når Politiken indgår forlig med ”den muslimske verden”, så er det ikke en udstrakt hånd til vores mellemøstlige åndsfæller, det er ammunition i hånden på deres undertrykkere.
Menneskerettighederne er under stærkt pres i Egypten – meget mere end 10 Muhammedkriser kan presse ytringsfriheden i Danmark. Denne undertrykkelse har en faktisk betydning i en ung håbefuld egypters hverdag. Det er vores overbevisning, at Politiken i fremtiden bør overveje om de i forsoningen med mellemøstens konservative grupperinger undergraver reformkræfternes muligheder for at skabe fremskridt i deres hjemlande. Fremskridtets voksne og unge bannerførere i Egypten har brug for vores støtte. De har brug for, at vi insisterer på ytringsfriheden. De har ikke brug for, at vi indgår aftaler med mellemøstens konservative kræfter. Når vi indgår venskabelige aftaler med konservative fra Mellemøsten så legitimerer vi deres magt i deres hjemlande og vi giver vores åndsfæller i de mellemøstlige samfund ringere betingelser for kampen imod undertrykkelse.
Vi har sympati for Politikens intentioner samt Politikens mod til at tage ansvar for en svær beslutning. Som radikale kan vi tilslutte os Politikens vilje til at give indrømmelser til gengæld for forsoning. Men kampen imod undertrykkelse må altid komme før forsoning og indrømmelser, for forsoning og indrømmelser er undertrykkerens paradis, den undertryktes helvede. John Stuart Mill har skrevet følgende: ”A man who has nothing which he is willing to fight for, nothing which he cares more about than he does about his personal safety, is a miserable creature who has no chance of being free, unless made and kept so by the exertions of better men than himself.” I Egypten har de progressive kræfter meget at kæmpe for. Vil Politiken støtte de progressive kræfters kamp imod undertrykkelse eller vil de kæmpe for forsoning mellem Danmark og Mellemøstens konservative kræfter?
Simon Dyhr, Landsformand Radikal Ungdom
Har politikerne helt glemt, at beslutningen om indkøb af jagerfly til et beløb på den anden side af kr. 30 milliarder skal ske inden for en årrække. Midt i hele sparrediskussionen ville det være på sin plads, hvis politikerne genåbnede forsvarsforliget, droppede indkøb af de for Danmark unødvendige jagerfly og turde prioritere forsvarligt. Kun dét kan Danmarks soldater være tjent med. Med planerne i forsvarsforligskredsen om at skulle spare den danske deltagelse i tre NATO projekter (i alt kr. 380 millioner), rammer forsvarsforligskredsen endnu et lavpunkt i en i forvejen uambitiøs og nationalorienteret dansk forsvarspolitik. Der er i det ene tilfælde tale om et projekt, der via overvågning fra luften skal forbedre soldaternes sikkerhed på landjorden, bl.a. imod de vejsidebomber som udgør en dødelig trussel mod NATO soldater i Afghanistan hver dag. Ud af de 3 milliarder der skal skæres på det danske forsvarsbudget, tør politikerne bag forsvarsforliget oven i købet ikke engang sætte kasernelukninger til forhandling. Fredningen af kasserne er et ærgerligt bevis på, at politikerne fører valgkamp og sikrer deres opbakning i det lokale frem for at varetage danske forsvarspolitiske interesser.
Christina Bach Harboe, International Ordfører for Radikal Ungdom, christinahaboe@radikalungdom.dk
Søren Pinds udmelding om at acceptere nogen grad af korruption for også at kunne bistå svage stater med ulandsbistand, er den første progressive røst fra VK-regeringen på det udviklingspolitiske område.
Regeringens udviklingspolitik har i et helt årti primært bestået af kraftige nedskæringer i bistandens størrelse, bevidst underminering af danske NGO’ers arbejde og overfladiske tiltag, der har reduceret den førte udviklingspolitik til pop og pjat. Og dette på trods af, at Danmark har forpligtet sig på FN’s 2015-mål.
Derfor kan vi glæde os over at have fået en udviklingsminister, som i det hele taget mener noget, og håbe han er mere ambitiøs end resten af regeringen. Et godt sted at starte ville være igen at hæve udlandsbistanden til 1 % af BNP.
De fleste mennesker forbinder Cuba med et ferieparadis: cigarer, rom, dans og musik.
Virkeligheden er en anden. I dag er den syv år siden, at det cubanske regime arresterede og dømte 75 systemkritikere. Begivenhederne den 18. marts 2003 er nu bedre kendt som Det Sorte Forår. De tilfangetagne mennesker er fængslet for at vove i det små at arbejde for et andet, et frit, Cuba. Endnu er 54 af disse samvittighedsfanger fængslet. Sammen med 150 andre politiske fanger holdes de indespærret under frygtelige forhold for blot at udtrykke deres mening, at samles med andre uden tilladelse fra regimet eller for at arbejde for demokrati på Cuba.
Cubanerne er desperate for forandring efter 51 år med diktatur. For nyligt døde den politiske fange Orlando Zapata under en sultestrejke, og at andre systemkritikere efterfølgende har besluttet at gå i Zapatas fodspor og starte sultestrejke viser hvor håbløs situationen på Cuba er.
Tænk på cubanerne i dag, som blot kæmper for basale frihedsrettigheder, som vi nyder godt af hver eneste dag.
I sin dom fra i onsdags slår Højesteret fast at; ”der ikke er grundlag for, at der er handlet i strid med grundloven” når det handler om grundlaget for at fører en sag om Irak krigen. Derfor er et retsligt ansvar skudt til hjørne. Det ærgrer vi os over. Men selvom Højesteret ikke vil fastslås et retsligt ansvar, er der stadig et politisk ansvar at placere.
Det var beskæmmende at regeringen brugte det snævrest mulige flertal i Folketinget til at gå i krig i Irak, uden FN mandat. Ligeså beskæmmende og udtryk for magtarrogance er det, når den borgerlige regering kryber i skjul og sylter en så væsentligt debat som grundlaget for Danmarks deltagelse i en krig, ved at afvise en åben diskussion af begivenhederne. Det er trist for demokratiet, for der er lidt for mange gode spørgsmål, som ikke er blevet besvaret. Hans Engell beskriver det meget præcist, når han siger, at Danmark blev løjet ind i krigen, og at vi også blev løjet ud.
Det er et uomgængeligt krav fra os, at oppositionen skal love vælgerne at den vil iværksætte en offentlig høring om den danske deltagelse i Irak-krigen, hvis den vinder næste valg. En grundig granskning af forløbet op til krigen må være en central del af Helle, Margrethe og Villys valgprogram. Vi får næppe en undersøgelse så længe den borgerlige regering svælger i sin egen magtarrogance. Men der kommer en tid efter VKO!
IRAKKRIGEN: Det er nødvendigt med en debat om alternativerne til krig. Også selvom der er demokratisk værdi i at have en stor antikrigskoalition af danskere.
Det er positivt at opleve, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen til stadighed er til debat.
For tiden holdes debatten for eksempel i kog af angrebet på den danske konvoj, Bushs uventede besøg i Irak, afsløringerne af de amerikanske troppers kritiske måde at behandle irakerne på og en konstant lurende borgerkrig i Irak. Kritikken af krigen er berettiget, og den brede folkelige modstand giver indtryk af en opinion, der ikke ser passivt til, mens det brænder på i andre dele af verden.
Imidlertid er den danske antikrigsdebat præget af et for mig at se, altoverskyggende ideologisk problem. For det første hviler argumenterne imod den danske deltagelse fortsat på en kritik af regeringens måde at håndtere situationen på i foråret 2003.
Det betyder, at oppositionens argumenter ofte drejer sig om, at der ikke var tilstrækkelige beviser på eksempelvis eksistensen af masseødelæggelsesvåben, det irakiske styres forbindelse til terrorgrupper samt graden af undertrykkelse af den irakiske befolkning. Og at interventionen i øvrigt ikke havde FN-mandat. Men betyder det så, at hvis disse kriterier ellers var opfyldt, var Danmarks deltagelse helt acceptabel?
For det andet er det uklart, hvad alternativet så er til en militær intervention, som mange jo rent principielt slet ikke er tilhængere af? Hvad nu hvis vi snart står i en situation, hvor et grumt diktatorisk styre optrapper deres atomprogram og samtidig udfører systematisk folkedrab på en i forvejen forarmet befolkning?
Det er på tide, at oppositionen genopruster ideologisk. For selvom der er en demokratisk værdi i at have en stor antikrigskoalition af danskere, der strækker sig fra langt ud på venstrefløjen og lidt til højre for midten, så er det nødvendigt med en debat om alternativerne til krig, og om kriterierne for at Danmark for eksempel bidrager med fredsbevarende styrker i helt ekstreme konflikter som den i Darfur.
Jeg mener ikke, at Danmark eller nogen andre lande bør deltage i dårligt planlagte aktioner, der destruerer et andet lands infrastruktur og dræber uskyldige borgere. Men jeg mener heller ikke, at Danmarks udenrigspolitik i fremtiden skal være præget af en "hands off"-strategi, hvor vi lader hele folkeslag slagte hinanden eller blive undertrykt af voldelige diktatorer. Eller for den sags skyld at dansk udenrigspolitik skal være præget af en total ignorance over for moralske eller politiske spørgsmål, så længe man får et FN-mandat.
Hvis vi bliver ved med at hægte os fast i kritikken af Danmarks krigsdeltagelse, så er det eneste mulige alternativ i en tilsvarende fremtidig situation, at vi blander os helt udenom, når andre nationer lider. Men kan en samlet opposition anerkende det?
I WA 5/8 kunne man læse en række artikler om krigen i Libanon. Radikal Ungdom ser med stor foragt og fordømmelse på de angreb og massakre på civile, som udføres af Israel og Hizbollah. Hizbollah skal afvæbnes, men at dræbe hundredvis af civile og ødelægge et helt land kan ikke retfærdiggøres!
Vi ser med stor forundring på den danske regerings ageren i denne sag. Det internationale har et ansvar for at indføre en våbenhvile, indsætte en stabil og stor international styrke og for at genopbygge Libanon og støtte det svage demokrati. Derfor undrer det, at Danmark som medlem af sikkerhedsrådet ikke stemte for (eller imod) en resolution, der fordømte Israels nådesløse brug af militær magt mod civilbefolkningen og forlangte frigivelse af kidnappede israelske soldater. Endnu mere underligt er det, at forsvarsministeren ikke mener, at Danmark skal bidrage til en FN-fredsstyrke, hvilket ellers synes som en logisk løsning.
Radikal Ungdom tøver ikke. Vi vil have en FN styrke indsat, der kan stabilisere regionen og vil have Danmark, USA og FN til at fordømme overgrebene på civile i Libanon. At Danmark og andre i FN tøver med handlekraft ser vi som mangel på ansvar, og vi ønsker, at verdenssamfundet sætter sig ned og bliver enige om en løsning straks.
Det er en almen opfattelse, at konfl ikten mellem israelere og palæstinænsere udelukkende finder sted i dagens Israel. Når man besøger Mellemøsten, finder man dog hurtigt ud af, at det er en sandhed med modifi kationer, hvilket der er tydelige beviser på i hele regionen, f. eks. i Syrien, som vi for nyligt besøgte.
I virkeligheden er store dele af Mellemøsten infl ueret af konfl ikten, om ikke politisk og militært, så i hvertfald grundet de mange store og til tider yderst problematiske flygtningestrømme.
Der bor flere millioner palæstinensere udenfor Palæstina. Heraf har langt de fleste hverken ret til at vende tilbage til Palæstina på besøg og ej heller mulighed for at opnå statsborgerskab i andre af Mellemøstens lande. De er statsløse og til tider på den ene eller den anden måde forfulgte. Værst står det til hos den gruppe af flygtninge, der lever på grænsen til Irak, og som på ubestemt tid må leve med at bo i telte langt ude i ørkenen i konstant frygt for angreb fra paramilitære enheder.
Bedst står det derimod til i Syrien, hvor det store palæstinensiske mindretal har fået alle syriske borgerrettigheder med undtagelse af de politiske. Således kan det se ud, som om Bashar Al- Assads diktatur i nogen grad kan lindre den vestlige verdens dårlige samvittighed over at ignorere et stort statsløst folk, som er blevet trumfkort i en tilsyneladende evig international konfl ikt.
I konfliktens spor Vi fulgte i sporet på konfl ikten og brugte en uge i Yarmouk, som er den største og mest etablerede palæstinensiske lejr i Syrien. Her brugte vi en uge sammen med palæstinensiske unge og unge fra andre europæiske lande på at arbejde med konfl ikten både historisk, nutidspolitisk og sidst men ikke mindst i forhold til palæstinensisk identitetdannelse.
For hvordan bliver et menneskes identitet, når han fødes, lever og dør som flygtning? Dette spørgsmål kunne vi i nogen grad svare på efter at have set en gruppe småbørns dramastykke om konfl ikten, et dramastykke, som med al tydelighed fortalte, at det palæstinensiske område stadig tilhører palæstinenserne, og at det skal vindes tilbage med våben.
Disse børn var vel at mærke ikke mere end 10 år men var sig situationen utroligt bevidst. Det var faktisk skræmmende og således et bevis på, at Vesten stadig har et ansvar overfor palæstinenserne, også overfor dem, for hvem det ser ud til at gå godt et sted i Syrien.
Vesten skal ikke acceptere selvmordsbombere, men Vesten skal altså heller ikke acceptere et Israel, der gang på gang overtræder internationale konventioner.
Vesten har et ansvar for, at børnenes drama holder op med at være virkelighed.
Et ansvar for, at det ikke bliver politikere som Bashar Al- Assad, der så at sige » redder « palæstinenserne.
Danmark har fået en ny forsvarschef, Knud Bartels, efter en skandaleplaget tid for forsvaret. Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler, at en hovedopgave for den nye forsvarschef bliver at genoprette den brede tillid til og respekt for Forsvarskommandoen og Forsvaret. Det lyder godt, men hvis forsvarschefen og statsministeren virkelig mener det alvorligt, er der kun én vej frem: sammenlæg Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Det vil sikre øget demokratisk og politisk kontrol med Forsvaret og skabe et tættere, konstant og tillidsfuldt forhold mellem forsvarschefen og den politiske ledelse. Det er nødvendigt på grund af Danmarks store internationale engagement. Kun dét kan Danmarks soldater være tjent med.
Af Sissel Kvist, EU-ordfører for Radikal Ungdom & Christina Judson, Næstformand for Radikal Ungdom
Burka, ninjaturtle kostume eller elefanthue? Alle tre dækker ansigtet, så kun øjnene kan ses, men ifølge franskmændene er det kun det første der skal forbydes. Også Belgien er på vej med et burkaforbud og selv Danmark har flirtet med tanken.
Retten til at gå klædt præcist som man vil, bør være en af grundstenene i et liberalt demokrati og det bør være noget EU som helhed forsvarer. Ideen leder tankerne hen på det maoistiske Kina, hvor man også forsøgte at styre befolkningens påklædning.
Sekularisme handler ikke om ”ingen religion i det offentlige rum” men derimod om ”adskillelse af religion og stat”, men det har både belgierne og franskmændene vidst misforstået. Derfor glæder vi os til hvad menneskerettighedsdomstolen mener om burkaforbud, så det liberale demokrati forhåbentlig atter kan spire i EU.
Christopher Røhl, medlem af Radikal Ungdoms EU-udvalg
Engang havde vi Danmark og verden udenfor, men idag er situationen en anden. Vi er blevet medlem af et europæisk fællesskab. Dette skaber en ny situation, hvor Danmark har part i et fællesskab Bruxelles. Problemet er, at vi ikke bliver gjort nok opmærksomme på dette fællesskab.
For nylig læste jeg den franske internetavis Lemonde.fr og blandt de sædvanlige overskrifter: Sport, international, société og politique var der særligt en, der fangede min opmærksomhed. Titlen på denne overskrift var: Europe. Med en naiv nysgerrighed trykkede jeg på denne fane for at se, hvilken verden denne overskrift dækkede over.
Det, der mødte mig, kom dog ikke som nogen overraskelse, det beskrev interne kriser i EU, ny EU-lovgivning og andre sensationer, der opfylder de berømte nyhedskriterier. Et normalt nyhedsscenarie, som man så ofte møder i aviser, dog kun med EU-relaterede emner og det var det, der fascinerede mig. At en avis kunne lave en hel afdeling kun om EU. Hvor er Europa idag? Dette spørgsmål klemte sig ind i min underbevidsthed og har rodet rundt der siden.
Nogle mennesker vil sige et sted derude i verden, andre vil pege mod bruxelles, nogle vil blot give et let hop og signalere, at den er på dansk jord. Jeg tror, at den er et sted i mellem det hele. Først Danmark, så europa og så verden. Den franske medieverden har fundet deres plads til europa, denne plads bør den danske medieverden også tage til sig. Europa fortjener en fast overskrift i de danske aviser. EU er ikke et projekt, men et fællesskab blandt nationer, et folkeligt fællesskab, som folket også skal have en nem tilgang til, som vi har det til så meget andet i vores veletablerede oplysningssamfund.
I Radikale Venstre og Radikal Ungdom mener vi ikke, at nogen minoritetsgrupper har krav på at blive beskyttet bedre end andre. Vi mener, at alle har ret til beskyttelse og frihed fra diskrimination, uanset baggrund. Derfor hilser vi det velkommen, at EU-Kommissionen nu har annonceret, at den vil fremlægge et direktiv, der skal forbyde alle former for diskrimination.
De antidiskriminationslove, der findes i Danmark, gælder kun på arbejdsmarkedet. Uden for arbejdsmarkedet er det kun personer, der bliver diskrimineret på grund af etnicitet eller køn, der er beskyttet ordentligt.
Kommissionens melding kommer efter, at den for et par måneder siden ellers meddelte, at den ville nøjes med et smalt direktiv, der kun omfattede handicappedes rettigheder. Det var et brud på det løfte om et altomfattende direktiv, som kommissionsformand Barosso kom med i 2004. Kommissionen var simpelthen stødt på for stor modstand i medlemslandene - med Tyskland i spidsen, og rigtig mange lande, der lurepassede - heriblandt Danmark.
Til gengæld førte løftebruddet til så mange protester blandt europæiske NGO'er inden for de diskriminationsgrunde, der ikke blev dækket. Også de organisationer, der arbejder for kvinders, etniske minoriteters og handicappedes rettigheder sluttede sig til protesterne. Europa-Parlamentet var også på mærkerne - og presset virkede.
Man kan spørge sig, om sådanne bestemmelser overhovedet ville have betydning herhjemme. Men det har det. Den danske regering har nemlig valgt en tilbageholdende linje, og vil ikke indføre beskyttelse, der går længere, end hvad EU foreskriver. Heldigvis kan vi nu sætte vores lid til EU.
Derfor opfordrer vi nu regeringen til at arbejde aktivt på at sikre en vedtagelse af Kommissionens forslag. Vi skal have et bredt direktiv, der sikrer lige muligheder for alle grupper i samfundet. Danmark bør ikke længere være et fodslæbende land på dette område. Det klæder os ikke.
Den seneste tids begivenheder i Kaukasus giver mindelser om en svunden tid, hvor stormagter var i stand til at sætte dagsordnen for mindre stater med trusler og vold. Reaktionerne i de europæiske hovedstæder har været vidt forskellige, og splittelsen skyldes især, at Rusland har hænderne solidt plantet på de europæiske gasforsyninger.
Også præsident Sarkozys rolle i forhandlingerne om en fredsaftale har dog været med til at undergrave muligheden for at tale med en fælles stemme i Europa. Fredsaftalens manglende bestemmelser om bevarelsen af Georgiens territorielle integritet og de såkaldte fredsbevarende russiske styrkers højst tvetydige mandat har sat Georgiens suverænitet på spil og skabt det dårligst mulige udgangspunkt for en reel løsning på konflikten. Der er god grund til at frygte, at aftalen vil få konsekvenser i form af et øget pres på Ukraine og Moldova, der ligeledes har russiske tropper udstationeret på omdiskuterede dele af sit territorium.
Dermed har den franske præsidents konsekvente enegang i konflikten åbnet en Pandoras æske af fremtidige sikkerhedspolitiske problemer for EU. En fælles europæisk holdning til Rusland ville have gjort det muligt at indsætte en internationaliseret fredsstyrke med et mandat til at holde parterne adskilt og samtidig undgå det skræmmende scenario, der tegner sig. Det er derfor mere end nogensinde nødvendigt at stille spørgsmålet: Hvor bliver den EU-udenrigsminister af?
Der er brug for en ny tilgang til dansk europapolitik og nye kræfter i den danske europaparlamentsdelegation. Kendisser og afdankede ministre har længe præget de danske europaparlamentsvalg. Det er på tide, at der kommer et generationsskifte, så vi får en tilgang til europapolitikken, der passer til det EU, vi har i dag, og ikke det EU, vi havde for 30 år siden.
Fogh-generationens tilgang til europapolitikken har spillet fallit. I de seneste måneder er det kommet frem, at regeringen har forsøgt at skjule de rettigheder, som EU har sikret danske borgere inden for sundheds- og immigrationsområdet. Det skal være slut med at lade, som om EU ikke eksisterer, ud fra devisen om, at intet nyt er godt nyt. Derfor skal der friske kræfter til.
Det ser ud til, at de kriterier, man skal opfylde i dag, hvis man vil vælges til Europaparlamentet, er kendthed og smartness - og så skal man helst også være fyldt tres. Europaparlamentsvalget er et paradis for gamle afdankede ministre og smarte kendistyper som Jens Okking og Morten Løkkegaard. En politisk kirkegård for politikere og kendisser, hvis karriere er slut, men som alligevel tager fem år i Europaparlamentet. Europæerne står over for en række udfordringer. Nogle af dem er skabt af et europæisk establishment, som anføres af mænd og kvinder, der har rundet de tres og er sendt på efterløn i Europaparlamentet. Det faktum, at der ikke kan sendes en suppleant til Europaparlamentet, hvis en parlamentariker vælger at gå på barsel, er et tydeligt bevis på, at generationsmæssig balance ikke er en prioritet hos det regerende europæiske establishment.
Når du er vokset op i et Europa, hvor samarbejde er en selvfølgelighed og krig utænkeligt, når du har uddannet dig side om side med belgiere, spaniere og polakker og besøger venner i Frankfurt med samme selvfølgelighed som dem i Fredericia, så bliver Europa dit hjem, og Bruxelles er ikke langt væk.
Det er den oplevelse, den nye generation af europæere er vokset op med. Derfor kommer de med en helt unik tilgang til det europæiske samarbejde, der gør dem bedre til at løse fremtidens udfordringer end den gamle generation.
For fremtidens udfordringer kan kun løses i fællesskab. Nationalstaterne kan ikke klare alting selv. Hvis Europa skal spille en rolle i verden, er vi nødt til at stå sammen. Det gælder ikke kun spørgsmål som udenrigspolitik, klima og energi. Danmark nyder godt af det indre marked, men alligevel fastholder de gamle politikere, at vi kan klare immigrations- og asylpolitikken selv. Her må den nye generation vise lederskab og stå fast på, at det kun giver mening at tale om fri bevægelighed inden for de ydre grænser, hvis indvandringsstrømmene samtidig håndteres i fællesskab.
I Radikal Ungdom har vi valgt Sofie Carsten Nielsen som vores kandidat til Europaparlamentsvalget næste år. Sofie har den samme baggrund som os - hun er vokset op i fredens, frihedens og velstandens Europa, ikke i krigens skygge. Vigtigst af alt er hun klar over, at Danmark ikke bliver mindre, når Europa bliver større. Vi skal ikke være bange for at afgive magt til EU, for det er ofte i fællesskab, at den fornuftigste løsning findes.
Det har været beskæmmende at opleve, hvordan Danmarks mest proeuropæiske parti, Det Radikale Venstre, i sidste uge solgte ud af sin EU-politik og sluttede sig til den laveste fællesnævner og accepterede at sende et udvandet retsforbehold til isoleret folkeafstemning.
Selv om det bliver et ja, vil Danmark derfor stadigvæk stå uden for EU's fælles asyl-og udlændingepolitik.
Konsekvensen af den nuværende førte politik med forbeholdene har ledt til gentagen og ærgerlig kritik af bl. a. asylsøgeres vilkår i Danmark af internationale menneskerettighedsorganisationer og FN.
I forvejen lider den danske europapolitik under en voldsom skizofreni. Både V, K og S erklærer sig på den ene hånd som helhjertede EU-tilhængere, men tør på den anden side ikke stå ved de klare fordele, som tættere europæisk samarbejde giver Danmark.
Udskød afstemning
Det blev helt tydeligt, da statsministeren i sin åbningstale brød regeringsgrundlaget og udskød en afstemning om euroen på ubestemt tid.
Regeringens beslutning om at undtage udlændinge-og asylpolitikken fra en eventuel afstemning om retsforbeholdet vidner også om, at den sætter forholdet til Dansk Folkeparti over menneskerettighederne.
Regeringens magtesløshed vises også ved ikke at kunne varetage væsentlige internationale interesser som illegale båd-flygtninge, der hver dag prøver at nå Europa i synkefærdige både. Forbeholdene placerer Danmark i den europæiske periferi, underminerer Danmarks politiske indflydelse i EU og koster private og virksomheder mange penge.
Danmark skal være helhjertet med i Europa. Derfor er der brug for et opgør med dem alle, ikke enkeltvis og med store mellemrum, men på én gang og snart - gerne i forbindelse med et kommende folketingsvalg.
Når statsministeren 25/11 mødes med de øvrige partier, bliver opfordringen forhåbentlig at sætte snævre indenrigspolitiske hensyn til side og lade Danmark træde helhjertet ind i det europæiske samarbejde.
Ellers får DF liv til at svinge dirigentstokken over Danmarks EU-politik.
Forhåbentlig kan den trussel få de såkaldt EU-positive partier til at gøre op med den uambitiøse forbeholdspolitik, der føres lige nu.
Startskuddet har endnu engang lydt til en ny omgang Danmarksmesterskab i undergravning af retssamfundet. Der er kommet en tendens i dansk politik, hver gang fokus bliver rettet mod terror og terrortrusler. Populistpartier både til højre og venstre på den politiske skala, forsøger at overgå hinanden i stramninger og strengere straffe.
Disse partier skal gang på gang ud og vise strammerflaget, med nye kreative terrorlove, som i højere og højere grad bevæger sig uden for domstolene. Dermed vil de gøre sig selv og det danske politi til administratorer af ret og lov. Men det er en opgave som udelukkende bør og skal være hos de danske domstole.
Disse partier glemmer i deres iver, at de selv er med til undergrave det danske demokrati og det danske retssamfund, som de i virkeligheden burde være de stolteste forkæmpere for. Mit budskab til disse partier er derfor: Stik piben ind, og tænk på de langsigtede effekter og i stedet for at lade jer forføre af hverdagspopulisme.
”Det langsigtede mål er at etablere en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol.” Så konkret var ønsket fra den nyudnævnte og visionære tyske udenrigsminister Guido Westerwelle på weekendens internationale sikkerhedskonference i München.
Umiddelbart efter meldte forsvarsminister Søren Gade ud at ”det er gift for den danske EU-debat” (06.02.2010) – hvilken er en ren falliterklæring! Det danske forsvarsforbehold har i snart to årtier forhindret Danmark i at påtage sig det fælles globale og europæiske ansvar. Mens EU-styrker har bidraget til at forhindre folkedrab og øget konfliktspændinger i Den Demokratiske Republik Congo, har Danmark blot set på fra sidelinjen. EU’s største udenrigspolitiske problem er at EU ikke formår at rykke hurtigt nok ud og oftest kommer for sent ind i konfliktområderne til at redde menneskeliv. Søren Gade er både visionsløs og uambitiøs på EU's vegne. Westerwelles progressive udmelding er på ingen måde gift for den danske EU debat, men sætter tværtimod forbeholdsdebatten mere klart op: Skal Danmark i fremtiden gå helhjertet ind i det Europæiske samarbejde og sammen i dette europæiske fællesskab kunne redde menneskeliv i konfliktzoner? Eller skal Danmark vende sit blinde øje til og flygte fra sit internationale og europæiske ansvar ved at lade nuværende og fremtidige konflikter med massemord til følge stå uløst hen?
Lars Løkke har sendt afstemningen om de danske EU-forbehold til hjørne på ubestemt tid.
står det klart i regeringsgrundlaget »Danmark 2020«, at »De danske EUundtagelser hæmmer fortsat varetagelsen af danske interesser«.
Vi er her helt enige. Regeringen vil ganske vist stadig have forbeholdene afskaffet, men regeringen er nu beklageligvis løbet fra sit løfte om en afstemning i denne valgperiode. I stedet vil regeringen på et »passende tidspunkt« diskutere muligheden for en afstemning med Folketingets partier.
Det er for slapt. Forbeholdene skal væk hurtigst muligt. Med Lissabontraktaten bliver alt retligt samarbejde overstatsligt, derfor kommer Danmark til at stå uden for vigtige områder som overvågning af narkokarteller og bekæmpelse af menneskehandel.
På den samme måde har forsvarsforbeholdet længe skadet Danmarks internationale anseelse. Eksempelvis måtte vi træke vores styrker hjem fra Bosnien, da EU overtog kommandoen fra NATO.
Vi vil derfor opfordre regeringen til at holde sit løfte, og sende alle forbeholdene til folkeafstemning i denne valgperiode. Der er ingen undskyldning for at vente.
Det er forfriskende at høre Lene Espersen tale om en kommende afstemning om de danske EU-forbehold, som i stigende grad er en klods om benet for Danmark. Den idé støtter vi, som radikale, gerne op om, da vi finder det glædeligt endelig at høre nogle spæde EU-visioner fra VK. Desværre mener Espersen, at alle forbeholdene skal sendes til afstemning på én gang.
At sende forbeholdene til afstemning på én gang er dels at snyde den danske befolkning for en grundig debat om det enkelte forbehold. og Danmarks medlemskab af Unionen. EU skal ikke trækkes ned over hovedet danskerne, tværtimod skal borgerne høres og inddrages, så en forbeholdsafstemning ikke kun bliver for eller imod EU. Dette sikres bedst med 3 selvstændige afstemninger.
Først og fremmest bør vi gå til stemmeurnerne om retsforbeholdet, så vi fortsat kan deltage i vigtige områder som politi- og civilretligt samarbejde.
Simon Dyhr, Landsformand for Radikal Ungdom, Godthåbsvej 61 a, 2. th. 2000 Frederiksberg
Hvis Socialdemokraterne (S), SF og Radikale Venstre (R) gerne vil være så socialt ansvarlige som de bryster sig af, skulle de hellere ligge op til en gennemgribende reform af licensordningen og indføre en medieskat. I S, SF og R’s fælles medieudspil ”Frihed, fællesskab og kvalitet” gives der flere penge til DR og mere råderum til DR, en god prioritering. Men de tre oppositionspartier tør ikke gøre op med den nuværende forfejlede licensordning, og det er ærgerligt. De tre oppositionspartiers holdning til licensen, er hverken et udtryk for frihed eller fællesskab, som udspillet ellers ligger op til. Licensordningen er ungdomsfjendsk og har en massiv social slagside. Det er for eksempel grotesk, at en studerende fortsat skal betale den samme licens som en familie på fire. Med licensforslaget fra S, SF og R stavnsbinder man en stor del af de unges indkomst. Det er skuffende at de tre partier ikke kan komme med et mere ambitiøst forslag.
Justitsminister Lars Barfods udspil til en skærpet burkalov udstiller en virkelighedsfjern konservativ retspolitik. De Konservative er blevet så fokuseret på, at kommunikere et budskab om strengere straffe og handlekraftige politikere, at de lukker øjnene for samfundets virkelige problemer.
Med skyklapper for øjnene, fremlægger de konservative den ene retspolitiske stramning efter den anden, som udelukkende har til formål at sende et signal til befolkningen om, at være “tough on crime”. At forslagene blot gør mere skade end gavn, er knap så vigtigt.
I stedet for de tomme retspolitiske symboludmeldinger, ville det klæde de konservative at tage udgangspunkt i kriminalitet der eksisterer. Og i stedet for at Justitsministeren bruger alt sin tid på fiktive problemer, burde han hellere tage initiativer til at forebygge kriminalitet.
Det mest fornuftige som Lars Barfod hidtil har foretaget sig i sin tid som minister, har været at være stand-in for Lene Espersen på det arktiske topmøde.
Dansk Folkepartis Ungdom lancerede for nyligt kampagnen "Straffet for livet", hvor de mener, at strafferammen for personskadelig kriminalitet skal op. DFU har dog overset, at de ikke kun straffer gerningsmanden, men også samfundet.
Et samfund med et minimalt antal personskadelige forbrydelser ville naturligvis være ideelt. Det er blot en almen misforståelse, at dette opnås gennem højere fængselsstraffe.
Først og fremmest sker langt de fleste mord, voldtægter og almene voldsforbrydelser spontant. Man tænker ikke over, om det kan koste en to eller fire måneder, før man starter værtshusslagsmålet.
Desuden bliver folk ikke mindre kriminelle af at blive puttet i fængsel. Man bliver som regel påvirket af det miljø, man befinder sig i, og fængselsmiljøer har tendens til at være temmelig kriminelle. Ved at putte folk oftere og længere tid i fængslet avler vi mere kriminalitet og dermed også flere ofre.
I Finland indførte man i slutningen af 1970'erne en lov, som sænkede straframmerne markant og halverede antallet af indsatte i landets fængsler. Dette førte sjovt nok hverken til mere eller mindre kriminalitet, men sparede skatteyderne for millioner af kr. I samme periode fordoblede USA sit antal af indsatte, hvilket gav samme resultat som i Finland. Dog koster dette ikke blot millioner, men milliarder for de amerikanske borgere.
En indsats koster årligt 0,5 mill. kr., og derfor så jeg gerne, at vi fulgte Finlands eksempel. Vi kunne spare millioner, som kunne bruges på at forebygge, skabe gode rammer og uddanne fanger i de danske fængsler, således at de ikke falder tilbage i det kriminelle miljø, når de løslades. På den måde kan kriminaliteten sænkes, og færre ofre vil blive straffet. DFU foreslår det modsatte.
Jeg kan berolige med, at forslaget om officielt at anerkende og registrere polygame forhold hverken bunder i min påståede ustyrlige libido eller sharialovgivning. Derimod bunder det i, at der skal være plads til forskellighed. Som udgangspunkt mener jeg ikke, at staten eller samfundet skal blande sig i, hvordan borgerne vælger at leve, så længe det ikke skader andre. Derfor må jeg spørge, hvordan skulle et polygamt forhold være til nogen skade, andet end på folks forstokkede forargelse?
Jeg bliver kaldt muslimernes forbundsfælle, og noget siger mig, at dette var ment som en fornærmelse, men jeg tager det som et kompliment. Jeg vil med stolthed være både muslimers, hinduers, katolikkers, ateisters og folk der tror på julemandens forbundsfælle. Alle religiøse mindretal fortjener at blive hørt, også selvom deres religion og kulturelle baggrund ikke falder i den gennemsnitlige leverpostejsdanskers smag.
Men selvom både Carl Frede Haugaard og Inga Simonsen tillægger islam stor betydning i denne sag, er religion fuldstændigt irrelevant. Jeg mener netop ikke, at landets love skal tage udgangspunkt i religiøse normer, tværtimod går jeg ind for et sekulariseret Danmark, hvor stat og kirke er adskilt, og hvor lovgivningen bygger på rationalitet, ikke tro og traditioner. Og jeg ser ikke et eneste rationelt argument mod polygami.
Tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse er selvfølgelig noget vi til enhver til skal bekæmpe, men dette kan ligeså vel finde sted i et monogamt ægteskab som i et polygamt. Desuden mener jeg ikke, at kvinder er svage væsener, der skal beskyttes mod mænd. I et moderne land som Danmark, har kvinder alle muligheder for selv at vælge hvordan de vil leve, og hvem de vil leve sammen med, og jeg tror på, at kvinderne også er stærke og ansvarsbevidste nok til at træffe de rigtige valg, på lige vilkår med mænd.
Carl Frede Haugaard påstår jeg har et forkvaklet syn på hvad lykke er. Men jeg har absolut intet syn på hvad lykke er. Jeg kender min egen lykke, og skal ikke være den der tillægger min lykke at være ligeså værdifuld for andre end jeg selv. Hver og en af os må selv definere, hvad der gør os lykkelige, det skal hverken jeg, alle andre eller staten blande sig i. Lykke vil altid være subjektivt.
Elise Patricia Rasmussen, Kultur- Ret- og Etikordfører for Radikal Ungdom
Uwe Max Jensen påstår i et læserbrev den 5. maj, at mit indlæg for polygami skyldes personlige seksuelle hensigter frem for en egentlig omtanke for den irakiske tolk og hans to koner, eller andre der skulle ønske at leve polygamt.
Hvilket scenarie, hvis Uwe Max Jensen havde ret. Så ville alle mine politiske forslag bunde i min egen ustyrlige libido, ja, som den unge blondine jeg er, ville intet andet være muligt. Alt hvad jeg ville udføre her i livet, ville jeg gøre med det ene formål, at indfange flere mænd til mit harem, så jeg kunne få tilfredsstillet mine seksuelle fantasier.
Jeg må dog skuffe Uwe Max Jensen. Min libido er ganske normal, og til ærgrelse for landets ungkarle, er mit erklærede livsmål hverken at erhverve mig mit eget harem, eller blande politik med sex. Derimod tænker jeg på andre end mig selv og mine egne, og selvom det åbenbart kan overraske, kan politiske forslag sagtens bunde i oprigtig omtanke for samfundets minoriteter.
Kampdag: Jeg kan se, at Thomas Bankes, Venstres Ungdom, og min kritik af 1. maj har skabt debat. Vi har ifølge Hans Ørsted helt misforstået, hvad det handler om. I år handlede 1. maj mest om overenskomster, og om at nogle grupper af lønmodtagere skal have mere i løn.
1. maj handlede ikke om de psykisk syge, som der bliver flere af, da psykiske sygdomme ikke er omhandlet af behandlingsgarantien, og derfor spares der.
Solidaritetens kampdag handlede heller ikke om de hjemløse, om de 30.00 børn, der oplever, at deres mor får bank, om de 400 børn på asylcentrene, der ikke har mulighed for et almindeligt liv eller om de små 20.000 unge med spiseforstyrrelser.
Social politik i Danmark handler ikke om de udsatte, men om middelklassen. Den er der nemlig stemmer i, og den har overskud til at demonstrere og råbe op. Det har de svageste ikke.
Sygeplejerskerne har fået 12,8. Måske de får mere. Det vil være ok. Men socialpolitik og solidaritet burde handle om de svageste i samfundet, og de offentligt ansatte er - hånden på hjertet - ikke de svageste i samfundet.
Det er absurd, at en enig regering, med undtagelse af Birthe Rønn Hornbech, har besluttet at ændre retsplejeloven, så dommere ikke længere må bære religiøse eller politiske symboler. Det bærende argument er, at dommere skal fremstå neutrale og upartiske, men man ser bort fra, at dommere altid har været det. Tilliden til domstolene er netop en grundpille i det danske retssystem. Dette ændrer regeringen nu ved at mistænkeliggøre dommerne. Men det afgørende spørgsmål er, om forbuddet mod disse symboler overhovedet gør en forskel for de få, som er forargede over dommere med kalot, tørklæde eller kors? Jeg tror det næppe. Vil det næste ikke blot være, at disse mennesker så føler sig uretfærdigt behandlet på grund af dommerens etnicitet? Nej, gå hellere grundigt til værks med det samme, og sørg for, at ingen kan se hverken dommerens hud, hår, øjne eller eventuelle religiøse symboler. Gør det lovpligtigt for dommere at iklæde sig niqab.
Feminister har længe talt for kønskvotering i erhvervslivet herhjemme, men nu har denne misforståede ligestillingskamp nået nye højder. Således kræver flere kvinder i Europaparlamentet, at mindst én af topposterne i EU skal besættes af en kvinde. Kønskvotering fremmer på ingen måde ligestillingen, men sætter derimod øget fokus på kønnet frem for personen. Ligeledes fremstiller dette kvinder, som mindreværdige personer, der skal tages særligt hensyn til. Det burde være åbenlyst for enhver, at forskelsbehandling aldrig kan fremme ligestilling. Jeg anerkender selvfølgelig, at der er forskel på mænd og kvinder, men dette skal ikke give kvinder særstatus, derimod må kvinder selv tage ansvar for deres karriere. Både mænd og kvinder skal ansættes pga. af deres kvalifikationer og engagement, ikke deres køn, både i EU og i erhvervslivet generelt.
Det har været diskuteret, om Danmark og EU skulle deltage i åbningsceremonien ved OL. Nu har EU's udenrigsministre besluttet ikke at boykotte OL. Dette får SF til at kalde regeringen tøsedrenge. Forholdene i Kina er under al kritik, men beslutningen om at afholde OL i dette land er for længst truffet, og nu gælder det om at støtte idrætsudøverne. Desuden ville en boykot næppe hjælpe hverken menneskerettigheder eller demokrati på vej i Kina, men derimod sætte en stopper for en aktiv udenrigspolitik. Er ikke netop SF nogle tøsedrenge, når de til enhver tid foretrækker symboler frem for realpolitik og aldrig sætter handling bag ord?
Dansk Folkeparti er igen fremme med et krav om, at Hizb-ut-Tahrir skal forbydes. Det, synes jeg, er en dårlig idé.
I Danmark tillader vi bl.a. nynazister, yderligtgående kommunister og altså også Hizb-ut-Tahrir. Alle og enhver er selvfølgelig dybt uenige med deres synspunkter, men de får lov til at sige, hvad de vil.
Det føler jeg mig meget tryk ved. I Tyskland og Sverige har man forbudt nynazisterne, men det har ikke betydet, at man har udryddet nynazismen. Tværtimod. Det eneste man har opnået er, at debatten foregår i det skjulte, og at man ikke kan følge med de kriminelle handlinger og i deres medlemstal. I Danmark foregår det offentligt. Vi kan følge med i debatten og tage afstand.
Nynazister og Hizb-Ut-Tahrir har helt forfærdelige holdninger. Heldigvis stemmer ingen på dem, og de har kun nogle få hundrede medlemmer - måske fordi de udtaler sig offentligt, og så kan vi alle se, hvor dumt det er.
Derfor synes jeg vi skal lade dem sige, hvad de vil og derefter argumentere imod. Også vil jeg i øvrigt opfordre til at debatten om integration kommer til at handle om andet og mere end nogle få hundrede mennesker i en vanvittig forening.
Institut for menneskerettigheder foreslår at prostituerede, som er i faget frivilligt, skal kunne få en licens fra staten, og således blive statsautoriserede prostituerede. Dette forslag kan man kun hilse velkomment.
For at give de prostituerede bedre vilkår er der netop ikke brug for et forbud, men tværtimod mildere lovgivning på området. Udover statsautorisationen kunne man forestille sig, at åbne op for dele af rufferilovgivningen således at det bl.a. bliver muligt for de prostituerede at organisere sig i fagforeninger og leje sig ind på bordeller med ordnede forhold. Det hjælper ikke de prostituerede at overlade dem til sig selv, derimod bør de have samme muligheder som andre arbejdere, også selvom dette vil betyde, at andre end de prostituerede selv tjener penge på prostitutionen.
Nu kan man kun håbe, at regeringen vil tage dette forslag seriøst, droppe spekulationerne om et totalt forbud mod prostitution, og derimod give de frivilligt prostituerede de bedste forhold, og anerkende prostitution som et reelt erhverv.
Når det gælder tortur, er Danmark desværre ikke et ubestridt forgangsland. Gennem en lang årrække er Danmark blevet kritiseret for vores brug af tortur af bl.a. FN's Komité mod Tortur, Institut for Menneskerettigheder, Europarådets torturkomite og Amnesty International.
Det handler om, at vi i Danmark giver nogle af vores fanger en sådan behandling at det medfører depression, kronisk angst, døgnrytmeforvridninger, tab af sprog samt permanente adfærdsmæssige problemer. Dette er bare nogle af de milde gener. Desværre ses også ofte hallucinationer, direkte sindssyge og selvmordstanker.
Denne behandling af fanger anses ikke som nødvendig i så forskellige lande som Belgien, Spanien og Canada. Men i Danmark anser vi det endda for så nødvendigt at vi fra, for tid til anden, anvende den mod børn. En behandling som vi reelt ikke har en øvre tidsgrænse for, og som danske fanger kan blive udsat for i årevis. Så meget for resocialisering i fængsler.
Det handler om isolationsfængsling. I flere måneder kan ens eneste samtaler består i "Vagt, jeg vil gerne på toilettet" og måske et efterfølgende "tak". De vidtgående (anti?)terror-love tillader at fanger overføres til isolationsfængsling uden at de har krav på en begrundelse; hvilket desværre heller ikke hjælper meget, da de ikke kan klage til domstolene. En usikkerhedsfaktor der bestemt ikke hjælper på psyken.
Mens regeringen tøver med at indføre torturforbud i straffeloven (og jeg tror godt jeg ved hvorfor), har den travlt med at sige godkende udlevering af fanger til lande som vi ved bruger tortur, bare der foreligger en erklæring om at denne fange i tortureres. Hvor meget en sådan erklæring er værd er forholdsvis let at sige, for de relevante lande har i forvejen skrevet under på FN's torturerklæring som forbyder al tortur.
I Radikal Ungdom foreslår vi en ny grundlov, hvor "isolationsfængsling og anden tortur er ikke tilladt" og hvor ingen udleveres til "fremmede myndigheder uden fuld sikkerhed" for fangerne ikke udsættes for tortur. Kunne "kampen mod terror" ikke også have plads til "kampen mod tortur"?
Copenhagen Pride er netop løbet af stablen. Her fejrede vi homoseksuelles lige rettigheder og muligheder i et demokratisk samfund. Hurra for dem, selvom der fortsat er en hel del at kæmpe for. Homoseksuelle har bestemt endnu ikke de samme rettigheder som heteroseksuelle i Danmark.
Det skete samtidig med, at Det Konservative Folkeparti opstiller Tove Videbæk som kandidat til Europa-Parlamentet. Partiets politiske ordfører, Henriette Kjær, gør ganske vist meget ud af, at Tove Videbæks reaktionære holdning til abort og modstand mod lige rettigheder for homoseksuelle ikke vil få nogen indflydelse på konservativ politik, bl.a. fordi de emner ikke er på Parlamentets dagsorden.
Intet kunne være mere forkert! Lige rettigheder og abort er i høj grad på dagsordenen i EU. Og derfor også i Europa-Parlamentet. Parlamentet er medlovgiver på alt, hvad der har med disse spørgsmål at gøre. Og så sent som i juli kom Europa-Kommissionen med forslag til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Direktivet skal gælde både på og uden for arbejdsmarkedet.
Hvad vil Tove Videbæk stemme til det direktiv, hvis hun bliver valgt til Europa-Parlamentet? Og hvad vil Det Konservative Folkeparti gøre, hvis Tove Videbæk stemmer imod direktivet sammen med andre modstandere fra i al fald Polen, Malta og Irland?
*
Hvis Tove Videbæk bliver valgt, kan vi se et dansk parti, der på papiret går ind for lige rettigheder, sende en repræsentant til Bruxelles for at stemme imod fremskridt i EU. Så er vi for alvor ved at komme ud på en reaktionær EU-glidebane.
I Det Radikale Venstre og Radikal Ungdom er vi slet ikke i tvivl. Vi stemmer for EU-direktivet, der skal sikre ligebehandling af alle, og vi så gerne, at det gik endnu videre. Alle har ret til lige rettigheder både på og uden for arbejdsmarkedet, uanset baggrund og seksuel orientering.
En kjoleforhandler i Maribo har fået beslaglagt en transaktion på 1000 kroner af CIA.
Dette skete efter et indkøb af kjoler fra en pakistansk fabrikant, hvilket åbenbart vækkede CIA's mistænksomhed.
Det er i sig selv absurd, at man bliver forbundet med terrorisme blot ved at købe kjoler i Pakistan, men at CIA både har adgang til at overvåge og tilbageholde danske borgeres pengetransaktioner burde skrige til enhver danskers retsfølelse. Alligevel reagerer regeringspartierne ved at argumentere for, at terror for enhver pris skal bekæmpes, koste hvad det vil for den almindelige borger.
Man burde i stedet gribe alvorligt ind og gøre vores kære amerikanske allierede opmærksomme på, at denne form for overvågning strider direkte imod dansk persondatalovgivning og er fuldstændig uacceptabel.
Dette kommer næppe til at ske, og kjoleforhandleren i Maribo bliver næppe den sidste overvågede uskyldige danske borger, for når alt kommer til alt, har overvågningen taget overhånd, og det lader til, at et tæt samarbejde med big brothers land på den anden side af Atlanten er vigtigere for regeringen end borgernes retssikkerhed.
Det lader til, at et tæt samarbejde med big brothers land på den anden side af Atlanten er vigtigere for regeringen end borgernes retssikkerhed.
Vi ser, at der dagligt opsttes over 400 nye overvågningskameraer, at datatilsynet giver erhvervsdrivende ret til at tage deres kunders fingeraftryk, at der indføres overvågningszoner i danske byer, at teleselskaber er pålagt at logge information om alle opkald, smser og mails, og at CIA overvåger danske borgeres pengetransaktioner. Dette er dybt forkasteligt.
Det er utroligt, at vi finder os i, at vores personlige frihed på det groveste bliver krænket gang på gang. Det er blevet tabu at være kritisk, når det kommer til terrorbekæmpelse. Der hersker en »er du ikke med os er du imod os«-retorik, hvilket er stærkt skadeligt for Danmark og borgerne. Det er ikke selve terroren men kampen mod denne, som undergraver retsstaten og eliminerer vores elskede frihedsrettigheder.
Borgerne kan kun sikres mod øget overvgning ved en grundlovsændring, hvor den nuværende paragraf om boligens ukrænkelighed udvides og skærpes, således at overvågning kun kan finde sted efter en dommerkendelse og kun ved begrundet mistanke. Dette er det eneste rimelige, hvis ikke overvågningen skal fortære borgernes frihed.
Når en person ligger for døden, kan man undres over, hvem det gavner at fortsætte en umulig behandling, hvis personen ikke selv ønsker at leve mere.
Hvis man rammes af dødelig sygdom, og ikke længere kan gøre fra eller til, må det være op til den enkelte at beslutte, om de ønsker at leve den sidste hårde tid, eller om de derimod ønsker en hurtigere død.
Aktiv dødshjælp er en sidste udvej og skal selvfølgelig kun finde sted, såfremt patienten lider af uhelbredelig sygdom, har fået stille diagnosen af flere læger, og at patientens valg er bevidst og velinformeret. Men når alt kommer til alt burde aktiv dødshjælp være en menneskeret.
Da man indførte den kriminelle lavalder i Danmark i 1905, indså man at børn ikke altid forstår konsekvenserne af deres handlinger. 105 år senere har S og SF valgt at skrue alt moderne børneopdragelse tilbage. Opdragelsesteknikkerne i forslaget om ungdomsdomstole ned til 12 år, lyder som noget fra dengang min bedstefar var knægt. De to partier vil ifølge socialdemokraternes Mette Frederiksen, indføre en ensidig konsekvenspolitik med sociale straffe til børnene.
Partierne vil lade staten lægge et kvælende formynderisk tæppe ned over forældrene, da de nu tilsyneladende har opfundet den universelt bedste opdragelsesmetode.
Men børn lærer ikke nødvendigvis konsekvenserne af deres handlinger ved simpel afstrafning. De skal have forklaret forskellen på rigtig og forkert. Det opnår man ikke ved at stemple dem som kriminelle!
I stedet for altid at straffe sig ud af problemerne, skulle de hellere bruge nogle kræfter på, at styrke SSP-samarbejdet og kommunens muligheder for sociale initiativer.
Kvindernes kampdag er, som ordet indikerer, en dag hvor kvinderne får mulighed for at råbe højt om deres rettigheder.
Men i 2010 er det måske på tide at redefinere kampdagen. Frem for fokus på kvinderne, er det mere aktuelt med et fælles fokus på mænds rettighed til barsel, homoseksuelles rettighed til vielse i folkekirken og indvandrere, der udelukkende på baggrund af deres efternavn frasorteres under jobsamtalen.
Kvinder er ligestillet med mænd langt hen af vejen, og de sidste skridt skal nok komme – i Danmark har vi større ligestillingsproblemer end manglen på kvindelige ledere!
Det er positivt nyt med vækst i hashhandlen på Pusher Street. Hvis justitsminister Lars Barfod vil sikre freden i hovedstaden, skal han dog ignorere den tiltagende handel på Christiania. Efter nedlæggelsen af Pusher Street i 2004, blev hashmarkedet spredt ud over København og banderne har kæmpet om hashmarkedet lige siden. Nu er markedet ved at samle sig omkring Christiania igen. Banderne mister dermed deres indtægtskilder og hashbrugerne vil ikke blive tilbudt hårdere stoffer når de køber hash. Enden på urolighederne kommer ved en accept af hashsalget og ultimativt ved en legalisering, for da kan handlen komme fuldstændig under statslig kontrol.
Det gjorde mig utrolig glad at læse i Frederiksborg Amts Avis den 22. august, at man i Helsinge(hvor jeg har tilbragt en stor del af min ungdom) gør en særlig indsats for børn af psykisk syge. Fra egne erfaringer ved jeg, hvor vigtigt det er at have nogen at snakke med, om forælderens sygdom. Desværre er der mange steder ikke mulighed for at yde den fornødne hjælp, selv om man efterhånden fra mange sider er opmærksom på problemet såvel som behovet.Psykiatrifondens arbejde kan være medvirkende til, at flere børn, som vokser op med psykisk syge forældre, får færre problemer senere i livet grundet den tidlige indsats. Derudover er der for mig at se en kæmpe fordel i, at man kommer ud til skolerne i bus. På den måde får alle børn en reel mulighed for at få hjælp – også de børn, som myndighederne måske endnu ikke har opdaget, har problemer, eller som ikke er hårdt nok ramt til, at der, fra politikernes side, direkte bliver sat midler af til at hjælpe dem.Alt i alt; et glimrende initiativ fra Psykiatrifondens side.
Regeringen vil give flere penge til hjemmehjælp. Dansk Folkeparti vil sørge for, at VK holder det løfte. SF og Socialdemokraterne lover notorisk, at de vil give flere penge end regeringen uanset hvad. Ren overbudspolitik. Løfterne kommer, fordi en undersøgelse har vist, at danskerne mener, at ældreplejen er for dårlig. Mandag den 21/8 udkom dog en rapport (Rockwoll Fonden), der viste et andet billede: Danmark har faktisk en utrolig god ældrepleje.
Omkring 80 procent af de ældre er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmehjælpen og tidligere tal fra ankestyrelsen viste også, at de fleste ældre er tilfredse. Desuden bruger Danmark flest penge per indbygger sammenlignet med andre lande. Endelig er udgifterne steget de seneste år, og mængden af ældre er den samme. Men hverken V, K, S eller DF ønsker at forklare befolkningen alt det. De kæmper nu om, hvem af dem der bedst kan give bedre og mere ældrepleje. Men det er der vel ikke brug for, når de ældre er tilfredse?!
Udover at være tilfredse med ældreplejen har de ældre også store pensionsopsparinger og friværdier i huse. Så måske man skulle koncentrere sig om de svage ældre eller andre grupper, fx unge under uddannelse og børn. Det radikale Venstres forslag om at ansætte flere pædagoger og sørge for mad i skolerne virker mere presserende og fremtidsorienteret. Eller hvad med miljøproblemer? Eller integrationen? Der er masser af reelle problemer som S, SF, V, K og DF kunne kæmpe for at løse frem for at give penge til et område, som brugerne er tilfredse med. Derfor er der brug for en anden vej – Det radikale Venstre.
Politiken bragte den 20.06.07 en nyhed om at antallet af teenage piger mellem 15 og 19 år, der får foretaget en abort har været stigende siden 1999. (http://politiken.dk/indland/article328132.ece). Pigerne bliver kritiseret for at bruge abort som prævention i stedet for at beskytte sig under samlejet. SF mener, at løsningen på denne problematik er at gøre kondomer og p-piller gratis. På den måde mener man, at de unge vil beskytte sig mere og antallet af aborter dermed falde.
Jeg tror ikke, at problemet ligger i, at de unge ikke får købt præventionen, eller ikke har penge til det, men derimod at man ”glemmer” det. Det virker forkert og pinligt for mange unge at stoppe op og beskytte sig under et samleje, og løsningen på det tror jeg, kunne være at sætte mere fokus på det, for eksempel ved at lave nogle små film om emnet, som bryder tabuet.
De unge har nok viden om konsekvenserne af deres handlinger, men de mangler nogle redskaber til at få gjort noget ved det, mens de står i situationen.
Man kunne også appellere til ungdomskulturen, og de steder hvor unge færdes og få nogen af deres rollemodeller til at gå forrest. Ikke alt ligger under politikernes ansvar.
Dorit Otzen, forstander for Reden, svarer i et læserbrev på mit forslag vedrørende statsautoriseret prostitution.
Dorit Otzen henviser til en tysk undersøgelse, der bl. a.
peger på, at de prostituerede i 2004 i høj grad oplever vold og chikane. Der er dog ikke noget ved undersøgelsen, der viser, at de skulle have haft det bedre før indførelsen af licensprostitution i 2000.
Men nej, selvfølgelig ønsker jeg ikke, at de prostituerede skal hverken chikaneres eller udsættes for vold, ligesom jeg selvfølgelig heller ikke vil give menneskesmuglere bedre vilkår, derimod ønsker jeg at give de prostituerede bedre vilkår, end de har i dag.
Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at de prostituerede end ikke kan være i en fagforening, eller lovligt kan have en sikker og tryg arbejdsplads, hvor nogle andre end dem selv sørger for de praktiske foranstaltninger? Jeg tror dog, at det helt essentielle i denne debat kan føres tilbage til to simple spørgsmål. Er kvinder svage væsener, der skal beskyttes mod verdens onder, eller kan de på lige fod med mænd tage vare på sig selv, og skal de derfor også have frihed til at bruge deres krop, som de selv vil? Og skal prostitution anerkendes som et reelt erhverv, eller skal det i feminismens navn stemples som kvindeundertrykkelse af værste skuffe, og dermed forbydes? Jeg tror, at jeg og Dorit Otzen er grundlæggende uenige.
BOLIGMANGEL: Det er nærmest mere sikkert end julens komme. Her i starten af september har mange unge igen problemer med at finde et tilfredsstillende tag over hovedet. Alene i Århus skønnes 500 nye studerende lige nu at mangle en bolig fordi samtlige kollegier er fyldt op, mens byens andre muligheder også er udtømt.
Det er klart utilfredsstillende, og det er en situation, som Århus Kommune ikke kan være bekendt. Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at 500 hjemløse studerende måske ikke betyder alverden ud af de mange tusinde, der lige nu starter på deres studium i byen, men prøv at sig det til den 20- årige unge studerende, der skal starte på et hårdt studie og måske må bo i telt eller på en sofa. Svaret vil være, at det betyder alt.
Samtidig kan vi som by ikke se stiltiende til, at Danmarks andre byer lever op til deres boliggaranti for de unge, og dermed udstiller Århus som et svært sted at starte, hvis man er studerende.
Derfor må vi snarest mulig få genindført boliggarantien til unge og studerende.
Med det stagnerende boligmarked er der sat en bremse for de mange for ældrekøb af lejligheder, der i sin tid betød, at man opgav garantien. Men tiden er ikke længere til, at en ung studerende får en lejlighed eller måske selv køber én med et par venner. I stedet søger de mod kollegier og ungdomsboliger. Århus Kommune må derfor få støvet boliggarantien af og indføre den i en ny og moderne form.
Men garantier gør det ikke - der skal langt mere håndfaste handlinger til.
De mange boligløse studerende, som byen oplever hver sommer, bekræfter os endnu en gang i, at byen mangler mindst et attraktivt og moderne kollegium i midtbyen, hvor der - groft sagt - intet er sket på ungdomsboligfronten siden studenteroprøret i ' 68.
I vore dage gør de studerende ikke oprør over boligsituationen.
Alligevel fortjener de århusianske studerende et nyt og stort kollegium, som ikke skal ligge i Lisbjerg eller Viby, men dér, hvor livet leves bedst, når man er ny studerende i Århus - nemlig i 8000 C.
Tiden er løbet fra store forstadsbetonkomplekser som for eksempel Skjoldhøjkollegiet i Brabrand, der i alt for mange år har sunget på sidste vers og nu står som et trist monument over de manglende boligtilbud til byens nye studerende. I stedet for grå og fugtig beton i forstæderne, skal vi bygge nyt, innovativt og moderne i midtbyen. Gør man det, kan man igen indføre boliggarantien og dermed vil Århus igen fremstå som landets mest attraktive studieby - også på boligfronten.
Politiken kan 29/7 berette at antallet af psykisk syge soldater er eksploderet. Mange soldater føler sig derudover svigtet af psykiatrien. Det danske forsvar har for det første ikke været gode nok til at undgå psykiske lidelser blandt soldaterne, og for det andet er psykiatrien i Danmark desværre ikke gearet til de mange ekstra psykiske syge, som der er i Danmark i dag.
Lad mig med det samme sige, at Forsvaret siden krigen i Eksjugoslavien har fået meget fokus på psykiske lidelser blandt soldaterne. Alligevel mener jeg der kan gøres mere. I Holland og Tyskland screener en psykolog soldaterne inden udsending. Derved kan potentielle syge forhindres i at blive sendt af sted. Det burde vi også gøre i Danmark. Når soldaterne kommer hjem er den store udfordring at få de syge i behandling. Psykiske lidelser er desværre meget tabubelagte i Danmark i forsvaret sikkert endnu mere, hvorfor mange ikke søger hjælp. Derfor vil det være en ide hvis soldaterne var på en kaserne i nogle måneder efter udsendelse, for så vil kammerater og andre kunne opdage sygdommen, inden soldaten bliver sendt ud i det civile.
Nogle soldater har følt sig dårligt behandlet i psykiatrien, blandt fordi de ikke kunne blive indlagt. Det er nu ikke kun soldaterne, der har det problem. Antallet er sengepladser til psykisk syge er faldet drastisk. Det skyldes sandsynligvis, at de er dyre, og psykiatrien mangler midler. Siden 2001 har fysiske lidelser fået 30 % flere penge, mens psykiatrien ikke har fået flere penge (tal fra Danske Regioner). Samtidig har psykiatrien behandlet 20.000 flere. Det betyder, at det mere er kortvarige behandlingsforløb, der gennemføres.
I dag er der flere psykisk syge end tidligere. Det moderne samfund synes simpelthen at producere flere psykisk syge. Antallet af unge med psykiske lidelser er således fordoblet. Og uanset hvad Forsvaret gør, er det nok desværre uundgåeligt, at deltagelse i krige som på Balkan og i Irak og Afghanistan vil skabe soldater med psykiske lidelser. Derfor er der brug for flere midler til psykiatrien samt en diskussion af, om man skal prioritere psykiske lidelser over mindre fysiske lidelser. Sidstnævnte er i dag underlagt en måneds behandlingsgaranti og Lars Løkkes overbetaling af privathospitaler. Man burde prioritere psykiatrien højere end i dag og i hvert fald højere end privathospitalerne.
Af Jeppe Juul, integrationsordfører for Radikal Ungdom Hovedstaden
Bagermester søger deltidsekspedient. Under 16 år eller perker. Vi har nemlig ikke råd til en rigtig arbejder. Er det sådan et samfund Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen ønsker?
For når flygtninge ankommer til EU, skal de søge asyl i det første land, de ankommer til. Hvis de er uheldige, ankommer de til et land, hvor de ikke møder meget andet end bureaukrati og afvisning.
Jeg foreslår, at vi i Danmark benytter Europadagen den 9. maj på at overveje, hvor mange menneskeliv vi tør tabe, før vi får en fælles human asyllovgivning.
I syv år har DF dikteret dansk flygtninge- og indvandrerpolitik og styret den politiske dagsorden. På den baggrund kan det være nyttigt at spørge, om der er kommet færre eller flere problemer med indvandrerbander i denne periode? Er integrationen blevet bedre eller dårligere?
Vi tror, at langt de fleste danskere ville svare, at integrationen er blevet mærkbart ringere, og at problemerne er blevet mærkbart større. Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard har fået gennemført deres politik, men er problemerne forsvundet? Nej, tvangsægteskaberne, kriminaliteten, arbejdsløsheden og mørkemændene er der stadig.
Alt imens regeringen er gået i stå, og DF råber op som vanligt, har oppositionen fundet en række konstruktive løsningsforslag og er klar til at tage udfordringen op: Kriminalitetsbekæmpelse, uddannelse og jobskabelse er vejen frem. Vi vil have samfundet aktivt på banen og ikke mindst civilsamfundet, hvor alle danskere i institutioner og frivillige foreninger skal og kan tage mere ansvar.
Middel og mål
Social integration er et vigtigt middel - og mål. Det er af allerstørste væsentlighed, at ingen i Danmark føler sig diskrimineret. At både Hans og Hassan opnår samme rettigheder, pligter og tillid. Derfor er løsningen ikke at tage rettigheder fra bestemte grupper. Omvendt skal man ikke nægte at anerkende problemerne. SR skal se problemerne i øjnene og vise danskerne, at vi modsat regeringen kan finde løsningerne.
Desværre er der i dag en fordom om, at SR - og især de radikale - intet vil gøre. Den fordom skal manes i jorden.
Desværre er der stadig folk hos oppositionen, der nægter at se kendsgerningerne i øjnene. Til dem ønsker vi endnu en gang at pointere det åbenlyse. Hvis vi ønsker et samlet Danmark med muligheder for alle borgere, spiller tilstrømningen af indvandrere en rolle. Og der er problemer med integrationen, som vi skal løse.
Det er essentielt, at vi ikke falder i samme fælde som forskellige regeringer i både 1980'erne og 1990'erne og blot lader stå til. Intet ville være mindre socialt uansvarligt, og intet ville være mindre mod et nyt og fælles grundlag. Desuden skylder vi unge kvinder med indvandrerbaggrund at gøre noget aktivt for at forhindre tvangsægteskaber.
I strid med reglerne
De nuværende regelsæt ser, trods statsministerens urealistiske formaninger om det modsatte, ud til at være i klar strid med EUreglerne om fri bevægelighed.
I stedet for at afvise det åbenlyse, vil vi hellere finde alternative måder, hvorpå vi kan sikre, at tilstrømningen ikke eksploderer, og hvor tvangsægteskaber bremses.
Derfor skal vi sammen med de andre EU-lande lave en fælles indvandrerpolitik. Når man så nemt kan få ophold i Sverige, og når så mange flygter over Middelhavet til f.eks. Spanien, så skal Danmark her være med og gøre en indsats.
Hvis vi skal have integrationen til at fungere i Danmark, er vi både nødt til at holde tilstrømningen af indvandrere nede samt få en ny SR-regering, der har ideerne og lysten til at gøre noget aktivt ved problemerne.
Før sommerferien var der igen engang gang i debatten vedrørende omskæring af muslimske kvinder. Muslimske kvinder, som har fået dette gjort med tvang, stod frem og fortalte om den forfærdelige oplevelse og de ofte ligeså grusomme mén, som dette efterlader på både krop og sjæl, og de fremmedfjendske kræfter her til lands var selvfølgelig ikke sene til at udnytte dette scenarie til at bevise, at de har ret, når de siger, at den muslimske kultur er betændt, og at der i disse tilfælde bare skal sættes hårdt mod hårdt for at straffe disse barbarer.
I integrationsudvalget tog vi også debatten op. Vi var langt fra enige med ovenstående synspunkter – og heller ikke helt enige indbyrdes – men på den anden side strider en åbenlys mishandling af et frit individ også mod vores liberale værdier.
Det er åbenlyst, at omskæring, som det er tilfældet, skal være strafbart, hvis der er tale om en handling udført mod et barn, det er vold, og vold mod børn blev som bekendt forbudt i Danmark i 1997, og det være sig både kulturelt eller religiøst betinget vold. Men er der på den anden side tale om voksne, ansvarlige og selvstyrende individer, er det jo straks en anden sag at forbyde dem at gøre skade på sig selv, og at gøre det kan i værste tilfælde afføde en domino-effekt; man gør således skade på sig selv, når man går med tørklæde, når man ryger, når man går til tatovør, og selvom det kan lyde absurd, er der jo kun en gradsforskel i at få overpiercet hele fem-øren og få foretaget en frivillig omskæring: At vælge er til enhver tid individets ret – så længe det ikke gør skade på andre – dette er god, klassisk, liberal teori.
Men – for der er et men – det lyder alligevel forkert og føles også forkert blot på den måde at være fuldstændig ukritisk overfor fænomenet omskæring og så helt og adeles udenfor-pædagogisk-rækkevidde-liberale var vi alligevel heller ikke i integrationsudvalget. De Radikale beskyldes tit for at undskylde alt med, at det er kultur, og at denne kulturforhippethed ofte skader mere end den gavner, idet at man hvis man siger omskæring er kultur, og at folk selv vælger i forhold til kultur og religion kaster svage muslimske piger for ulvene, idet de ikke kan stå op imod deres kultur og modsætte sig at vælge ritualer som omskæring til. Et forbud er altså følgende en lovgivning efter laveste fællesnævner, men måske er den nødvendig?
Ultraliberale plejer at sige, at skadesprincippet handler om en så udstrakt frihed for den enkelte som muligt, så længe han ikke gør skade på andre, mens socialliberale også har tradition for at tolke skadesprincippet ikke bare som et forbud mod at gøre aktivt skade, men også som det at afstå fra at hjælpe. Det vi sige at lukke øjnene og være blind for kultur og skikke, som er nedbrydende for individet og individuelle rettigheder faktisk er ligeså slemt som aktivt at skade. Det kan man selvfølgelig være enig og uenig i, men vi var ihvertfald enige om, at der i et civiliseret samfund, som bygger så meget på individuelle rettigheder, at man laver omfattende love og retsinstanser for at beskytte individet mod staten også burde være basis for at beskytte individet mod kultur.
Der er således grænser for, hvad individet må gøre mod sig selv. Vi skal som samfund have grænser for, hvad vi vil tillade, ikke smagsdommeri som i, hvad der god og dårlig kultur, men helt fundamentalt prøve at opnå enighed om, at korporlig mishandling med varige mén til følge bare ikke bør være acceptabelt. Kultur kan dog ikke ændres med hårdere straffe og/eller en retorik, hvor man sætter hårdt mod hårdt, tager afstand, ryster på hovedet og råber skældsord. Det skal løses på andre måder, der skal skabes basis for information og dialog, som skal føre til, at de få potentielle muslimer, som måtte ønske en omskæring, til frivilligt at opgive det. For det er svært at ændre kultur og traditioner fra dag til dag, det er svært at udrydde tusind år gamle skikke, og det er ikke mindst svært at ændre folks tro på, hvad der er rigtigt og forkert, men det skal forsøges, og det må og skal forsøges med det gode. Distance, straf, trusler og skældsord er forsøgt – det virkede ikke. Der er brug for at skabe interforståelse og brug for at skabe konsensus om, at omskæring og lignende ikke kan tolereres.
Sagen om den 14-årige Ahmet Barut og de mere end 450 børn, som i 2007 blev udvist fra Danmark, er endnu et tragisk eksempel på, hvordan regeringen og Dansk Folkeparti med deres katastrofale udlændinge- og integrationspolitik rammer uskyldige børn.
Det er naturligvis vigtigt at forhindre forældre i at sende deres børn på skadelige genopdragelseture, men VKO's politik har ikke vist nogen dokumenteret effekt på dette område.
I stedet rammer loven så bredt, at de fratager skilsmissebørn af danske statsborgere deres fundamentale ret til at være sammen med deres forældre og dette er et udtryk for diskrimination.
I Danmark er det åbenbart sådan, at hedder man Ali, Hassan eller Mohammed, så har man - uanset sagens øvrige sammenhænge - sendt sit barn på genopdragelse, og så er sagen bare ikke længere. Det, mener jeg, er yderst problematisk, da regeringen på den måde skaber andenrangsborgere i Danmark, som på det groveste fratages retten til at leve et normalt liv med deres børn.
Disse mennesker burde have de samme rettigheder som deres danske medborgere, men det er ikke tilfældet, og det er dybt beklageligt.
Det kan kun undre mig, at der i Danmark ikke lyder flere politiske røster som reaktion på disse reglers umiddelbare problematik.
Når regeringen påstår, at de fører en »fair« udlændingepolitik - alt imens venstrefløjen taler om medmenneskelighed - burde samtlige partier - og ikke bare De Radikale - kræve øjeblikkelige ændringer.
For intet barn er illegalt og intet menneske bør diskrimineres i sit eget land.
Dette burde være uomtvistelige sandheder i et land som Danmark, men det er desværre ikke tilfældet med den politiske situation, vi har nu.
Når VKO udvælger Danmarks lille andel flygtninge ud fra hvor stort integrationspotentiale disse dømmes at have, begår de samtidig den forbrydelse, det er at sortere blandt verdens allersvageste og allermest udsatte. Disse mennesker skal hjælpes, de skal ikke måles, vejes og sorteres. Ved netop at sortere og dermed indsnævre nåleøjet yderligere, har regeringen valgt en sammenblanding af at hjælpe og samtidig finde det, der har størst potentiale for Danmark, hvilket giver et forfærdeligt miskmask af asylpolitik og integrationspolitik, som langt fra er en holdbar politik. Det burde være klart for enhver regering, at den handling, det er, netop at tage imod kvoteflygtninge er et humanitært foretagende og ikke et spørgsmål om, hvad der vil minimere danske udgifter, eller hvem der vil have de bedste chancer på det danske arbejdsmarked. Dette skal selvfølgelig ikke forstås, som at det er et problem, at flygtninge klarer sig godt, det er kun et problem, når dette bliver et krav for at blive hjulpet. Det er således dybt kritisabelt, at man lader de allersvageste blive, alt imens de får det stadig dårligere og dårligere, hvilket i sagens natur minimerer deres chancer yderligere. Det er en umenneskelig praksis, som vi som et anstændigt samfund bør tage afstand fra. Danmark tager ikke særlig mange kvoteflygtninge, så vi kan ikke tillade os på den måde at håndplukke blandt mennesker med et så åbenlyst behov for hjælp og beskyttelse.
I en årrække har der i flere kommuner været debat om, hvorvidt muslimer i Danmark skal have lov til at opføre moskeer, og hvordan dette skal finansieres, uden at et svar på hverken det ene eller det andet er blevet fremlagt. For os er svaret dog ligetil. Vi ønsker, at muslimer skal have tilladelser til at opføre moskeer i de største danske byer, og at disse skal være delvist statsfinansierede gennem etablerede støtteordninger. Dette skal gerne ske inden for en overskuelig fremtid. En sådan beslutning ville betyde ekstremt meget for muslimers retsfølelse, da dette ville være et skridt på vejen mod religionslighed og ikke blot tom religionsfrihed. Det ville betyde, at man sendte et signal om, at man tager den store gruppe af befolkningen, som muslimer udgør, en smule seriøst og anerkender dem og deres tro som en del af det danske samfund. Ved at lade moskeerne komme ud af deres skjul i diverse skolekældre og slidte klublokaler ville man således signalere en tolerance, som selvsagt ville have en positiv indvirkning på integrationen. Sidst men ikke mindst bør opførelsen være delvist statsfinansieret, netop fordi muslimerne, i øvrigt som andre ikke-kristne, over skatten tvinges til at betale til f.eks. præsters lønninger, hvorfor staten i sagens natur burde tilbageføre nogle af disse midler til andre trossamfund, heriblandt det muslimske. Ved at give statsstøtte til at opføre moskeerne muliggør man, at ovenstående fordele kan gøres til virkelighed, mens man samtidig forhindrer, at opførelsen sker med økonomisk hjælp og politisk støtte fra fundamentalistiske, muslimske grupper i udlandet.
I Danmark må asylansøgere ikke arbejde, ja de må ikke engang komme i praktik. Det er en forkastelig regel, som kun har ét formål nemlig at afskære asylansøgerne fra omverdenen og gøre deres ophold så utåleligt som muligt. Det er en kendsgerning, som alle undersøgelser understøtter, at personer, der opholder sig længe uden for arbejdsmarkedet bliver gjort uarbejdsdygtige og i mange tilfælde også får helbredsmæssige problemer. Disse konsekvenser slår selvfølgelig endnu hårdere blandt asylansøgerne, som i forvejen er en af Danmarks mest udsatte grupper. Der er ikke rigtig noget rationale for ikke at lade asylansøgerne tage et arbejde eller en praktikplads, såfremt de er istand til det, og dette bliver dem tilbudt. Tværtimod ville man, ved at ændre dette, gøre omfanget af de sociale og psykologiske problemer, som gør livet svært for mange familier i de danske asylcentre, mindre. Ydermere ville man således gøre det muligt for en del af asylansøgerne at tjene deres penge selv, hvilket kun kan ses som en fordel. Ikke at lade asylansøgerne arbejde er altså tom symbolpolitik, hvilket også bevises af det faktum, at alle EU-lande, med undtagelse af Irland og Danmark, lader asylansøgerne arbejde og har rigtig gode erfaringer hermed.
Jonas Lybech, ordfører for Erhvervs- og Økonomipolitik, Radikal Ungdom
Den 17. Juni 2010 skriver Poul Erik Skov Christensen i Politiken, at Det Radikale Venstre er et interesseparti. Skal man tro 3F forbundsformanden, så er Det Radikale Venstre ikke ansvarlige og modige men derimod selvbedrageriske. Vi bliver anklaget for, at vælge den lette løsning, ved at udlægge vismændenes anbefalinger som det uimodsigeligt ansvarlige, samt for at ikke ville skære på uddannelse, fordi mange af vores vælgere er højtuddannede. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle fortælle 3F’s forbundsformand om den danske politisk økonomiske model, globalisering og sund fornuft, men når manden mister realitetssansen og skyder vildt omkring sig, så må der brydes ind.
Danmarks succes bygger på bredt samarbejde. Når vi i Danmark kan være så velfungerende og rigt et samfund som vi er, så er det fordi vi har opbygget en politisk tradition for at forsøge at se nøgternt på samfundets udfordringer. Samfundets stærkeste interesseorganisationer har gennem tiden mødtes med statsmagten og fundet pragmatiske løsninger på fælles udfordringer. I denne sammenhæng er De Økonomiske Vismænd af højeste betydning. De Økonomiske Vismænds anbefalinger bygger på inddragelse af interesseorganisationernes fineste mænd og kvinder indenfor den økonomiske videnskab. Når SR-Regeringen var så god for Danmark, som langt de fleste politiske økonomer må medgive at vi var, så var det ikke fordi vi havde en guddommelig indsigt, men derimod fordi vi indtog den rolle danske Regeringer traditionelt har indtaget i det danske politisk økonomiske system – vi fandt pragmatiske løsninger på de udfordringer De Økonomiske Vismænd identificerede.
Den danske model fungerer. Vi er et af verdens rigeste lande og samtidig det mest lige. Vores model har tilladt os at skabe et samfund, hvor vi har råd og vilje til at hjælpe dem, der bliver ramt af en skæv udvikling som følge af eksempelvis teknologisk udvikling og globalisering. En økonomisk ansvarlig Regering, er en Regering der formår at få samfundet til at omstille sig og at sikre, at de der lider under omstillingen, får hjælp til at komme på benene igen. Derfor er en økonomisk ansvarlig Regering kendetegnet ved, at den indtager sin rolle i den danske politisk økonomiske model.
Når Poul Erik Skov Christensen skriver, at vi er et interesseparti fordi vi styrker uddannelserne, så er det ganske usandt. For det første er det, hvad samfundets interessegrupper i fællesskab har fundet frem til er nødvendigt for at klare globaliseringen – vi fortsætter den tradition der har gjort Danmark til verdens mest lige land og samtidig et af verdens rigeste. For det andet er det ikke i vores højtuddannede vælgeres interesse, at der afsættes en masse penge til uddannelse – vores højtuddannede vælgere har allerede en uddannelse og deres økonomiske interesse (for det er jo kun økonomiske interesse forbundsformanden går op i) er derfor at skære ned på uddannelse, for mindre uddannelse betyder mere mangel på arbejdskraft og lønstigninger til vores højtuddannede vælgere (på bekostning af de ufaglærte skatteydere). For det tredje er det netop mennesker fra ressourcesvage familier samt ufaglærte, der nyder godt af, at vi gerne vil bruge samfundets penge på at give alle mere uddannelse. Vores massive fokus på uddannelse og forskning er ikke klassepolitik, det er selvopofrende, og det er den højeste grad af solidaritet.
Indrømmelse: Det skaber meget utryghed, at vi hele tiden taler om at udfase efterlønnen – og utrygheden rammer ikke i særlig høj grad dem der allerede stemmer på os. Indrømmet. Men det samme gælder for ekstra arbejdstid. Vores højtuddannede vælgere arbejder i højere grad af glæde end ufaglærte. Derfor er arbejdet for at øge arbejdstiden i realiteten ligeså skæv som en reform af efterlønnen. Ekstra arbejdstid, fin løsning for mig at se, men specielt fair? Nej.
Indrømmelse: Ikke alle vores løsninger virker som vi håber. Nogle virker bedre og andre virker dårligere. Sidder fagbevægelsen på viden vi ikke kender, så lytter vi gerne. Men hvad vi ikke vil acceptere, er en passiv laden-stå-til tankegang – for at udsætte er at forstørre problemerne.
Jeg kan også godt forstå, at Erik Skov Christensen føler, at det er uretfærdigt, at globaliseringen går mere ud over de ufaglærte end de højtuddannede. Det synes jeg også. Jeg kan også godt se, at vores forslag mange gange kan føles som en kold spand vand i hovedet på danske arbejdere. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det ikke er os der former globaliseringen og bestemmer hvad den byder os som samfund. Jeg synes det er utrolig ærgerligt, at vi bliver nødt til at ændre et samfund, som danskerne er rigtig glade for at leve i. Det står dog ikke til at rokke, at vi skal forandre for at kunne bevare. Alternativet til at forandre er at blive forandret. Havde VK-Regeringen lyttet til De Økonomiske Vismænd, så kunne vi have gennemført reformer på en meget blidere måde end VKO nu er ved. Regeringen har trykket på udsæt – igen og igen – og føler sig nu tvunget ud i forhastede reformer der for mange børnefamilier må føles som et rambuktyveri direkte ind i soveværelset. Dét er økonomisk uansvarlighed.
Er vi modige? Det mener Poul Erik Skov Christensen ikke. Men nu har mod og stolthed aldrig været noget Det Radikale Venstre har slået sig politisk op på (spørg bare Anders Fogh Rasmussen om Scavenius var optaget af national stolthed). Vi fokuserer på pragmatiske løsninger. Så politiske kujoner, det er vi ikke. Stædige, fandens irriterende, jo, måske i nogles øjne. Men modsat resten af Folketingets partier holder vi fast i, at politik skal bedrives på den måde, at politikerne forholder sig til de konklusioner De Økonomiske Vismænd har fundet frem til, i stedet for at kaste tal i hovedet på hinanden og skabe dyb forvirring i befolkningen. Det er trods alt denne danske model, der har gjort os til verdens mest lige og et af verdens mest rige lande. Rigdom og lighed, det er solidaritet jeg kan stå inde for. Alternativet, Poul Erik Skov Christensens kortsigtede varetagelse af de ufaglærtes interesse, det er en solidaritet jeg ikke kan stå inde for, for det er lighed i fattigdom.
Så kære Poul Erik Skov Christensen, når vi ikke er helt tilfredse med SSF’s halvfair-halvløsning, så er det fordi den ikke forholder sig til den virkelighed De Økonomiske Vismænd skitserer. Konsekvensen er, at vi kommer til at mangle vækst, jobs og penge til videreuddannelse af dine medlemmer samt omsorg for vores svageste. Velbekomme!
Af JONAS LYBECH JENSEN ERHVERVS-OG ØKONOMIORDFØRER, RADIKAL UNGDOM
I FINANSKRISENS modvind blæser flere vestlige meningsdannere til kamp imod kinesisk protektionisme. Frygten for Kina stiger. Lars Trier Mogensen (Politiken), David Trads (Berlingske Tidende), Martin Wolf (Financial Times) og Dansk Industri tilhører en bevægelse af opportunister og sinofober ( mennesker, der frygter det kinesiske), der sætter Kina op som modsætningen: det ukendte, det farlige, det totalitære, det nationalistiske, det uciviliserede, roden til det onde. Sinofobernes historie vil kunne føre til mange øst-vestkonfrontationer.
Derfor må vi gøres os fri af de to grundlæggende illusioner, som sinofoberne bygger deres historie på. Kan vi gøre os fri af sinofobernes historie, så kan vi se virkeligheden i øjnene og tage ansvaret for vores egen fremtid.
Første grundlæggende illusion er, at en verden med Kina som stormagt vil være ond af natur. Historien taler sit klare sprog, Kina har sammenlignet med Vesten ikke været en stor undertrykker af andre lande. Men har Kina før været stor nok til at kunne undertrykke? Sandheden er, at Østen og Kina har været Europa overlegne i størstedelen af verdenshistorien, og alligevel har de undladt at undertrykke os.
Som pointeret af professor i international politik John M. Hobson fik Østen både en landbrugsrevolution og en industriel revolution længe før Vesten. Østens samlede produktion var dobbelt så stor som Vestens i 1750, og Kinas samlede produktion var på samme tid 16 gange større end Storbritanniens samlede produktion.
Helt frem til 1860 var levestandarden lige så høj i Japan som i Storbritannien.
Kompasset, trykpressen, krudtet, bomben, raketten og dampmaskinen blev alle opfundet i Kina.
VESTEN OVERHALEDE først Østen, da vestlig racisme blev kombineret med ressourcerne skabt af imperialisme og slavehandel.
Vi har glemt Kinas storhed, fordi vi selv har skrevet historien.
Næste grundlæggende illusion er, at vestlige værdier, oplysningsværdierne, skulle være kinesiske værdier overlegne.
Sandheden er, at oplysningsværdierne ikke er udsprunget af Grækenland, men snarere er en udvikling af østlig filosofi.
Montaigne, Leibniz, Voltaire, Hume og Adam Smith var således dybt inspireret af ideerne, der udsprang fra Kina.
Jeg påstår ikke, at kineserne er som os eller bliver som os. Jeg påstår, at der ikke eksisterer noget dem og os, for vi er en del af dem, og hvis vi åbent imødekommer kineserne, så kan vi lære af hinanden og udvikle os.
Illusionerne er allerede i gang med at skabe den første af mange fremtidige østvest-kriser. Fortællingen er, at Kina stjæler arbejdspladser fra Vesten ved at skabe det, sinofoberne kalder ' unfair' og ' ufri' konkurrence - betegnelser, der i højere grad fortæller noget om, hvordan Vesten undertrykker ulandene, end om, hvad der er godt og skidt i denne verden. Kritikken går både på, at Kina skulle give statsstøtte til deres virksomheder, og at de skulle manipulere deres valutakurs.
HVAD ANGÅR Kinas angiveligt ' unfair' valutapolitik, så påstår sinofoberne, at den koster vestlige arbejdspladser. Som Nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz for nyligt pointerede, så glemmer sinofoberne imidlertid at fortælle, at USA i lige så høj grad som Kina har manipuleret med verdens velstandsfordeling ved at føre en uansvarlig finanspolitik.
På lang sigt er det i alles interesse, at Kinas valutapolitik bliver ændret, men hvad ret har vi til at tvinge Kina til dramatiske og pludselig ændringer, når resultatet kan blive kinesisk massearbejdsløshed? Kineserne stiller samme spørgsmål, så den vestlige aggression kan, som professor i økonomi ved Pekings universitet Michael Pettis rigtigt påpeger, meget vel føre til en global handelskrig med store globale velstandstab til følge.
At kineserne giver statsstøtte til deres virksomheder, er mange gange rigtigt, men det er på ingen måde hele historien.
Igennem de sidste 50 år har vi undertrykt ulandene ved at forstå protektionisme som den praksis, at et land giver sine industrier direkte tilskud eller opkræver told på importerede produkter.
Denne opfattelse af protektionisme bygger på en opfattelse af virksomheden som værende isoleret fra resten af samfundet og fortæller derfor ikke noget om, hvordan stater understøtter deres virksomheder ved at pumpe penge i virksomhedernes omgivelser.
DET ER REELT også statsstøtte, når vi i Danmark får staten til at uddanne arbejdsstyrken, bygge infrastruktur og udbetale dagpenge. Vestens opfattelse af ' fri' og ' fair' konkurrence er en norm for, hvordan staten og samfundet må blande sig i virksomhedernes produktion. Normen har takket være vestlig magt fået global autoritet, til trods for at den undertrykker ulande og tilgodeser Vesten.
Derfor tager sinofoberne fejl, når de betragter Kinas politik som ' unfair' - den skal snarere ses som en indsigelse imod vestlig undertrykkelse. Kinas stigende magt skal altså ikke ses som en bevægelse imod en verdensorden karakteriseret ved kinesisk egoisme. Kinas stigende magt skal snarere ses som en bevægelse væk fra en verdensorden karakteriseret af vestlig egoisme til en verdensorden, der balancerer både vestlige og østlige interesser.
SINOFOBERNE søger efter ondskaben uden for landets grænser i stedet for at se synderen i sig selv - det er mere bekvemmeligt.
Jeg mener, at vi må anerkende, at verden forandrer sig, og så få det bedste ud af det. Vi må møde verden med et åbent sind og forbedre os, hvor vi kan. Vi må indse, at Vestens problemer skyldes politikere, der ikke tør lave reformer, arbejdere, der ikke har ladet sig efteruddanne, og politikere, der ikke har givet arbejderne gode nok betingelser for efteruddannelse.
Spørgsmålet er, om vi vil lade ulandene og fremtidige generationer betale prisen for vores svagsind.
Det går godt en dejlig sætning på blot tre ord, som mange fra regeringsblokken har brugt det sidste års tid. Venstre lovede under valget, at skoler, sygehuse og den offentlige sektor ville få et markant og mærkbart løft. Dertil kom, at kommunernes budgetoverskridelser ikke ville få konsekvenser. Alt sammen noget, der var afgørende nødvendigt for at kunne opretholde den velfærd, som VKO havde skabt.
Men nu står vi så ved Folketingets sommerferie, og man kan spørge sig selv, hvordan kan det være, at Danmark ikke har oplevet, at de løfter, som regeringspartierne og den evige støtte, DF gav under valgkampen, er blevet indfriet.
Svaret er klart: Regeringen har ikke skabt nogen velfærd, den har levet fedt og godt på en højkonjunktur grundet i et internationalt økonomisk opsving, og som nu er ved at være slut. Det er derfor, at den nu må sande, at den økonomiske politik, man har ført, ikke er holdbar i længden. Det er på tide at gribe fat og lave de nødvendige ændringer, så Danmarks økonomi ikke bliver for solbrændt på en for lang sommerferie.
Det er måske ikke populistisk at sige, at skattestoppet skal afskaffes, det er ikke populistisk at ville øge boligbeskatningen, og det er ikke populistisk at snakke om øget brugerbetaling, men det er nødvendigt, hvis man gerne vil opretholde en god dansk økonomi.
Det er derfor sørgeligt at se Venstres politiske ordfører pure afvise økonomisk uansvarlighed, og at regeringen allerede har gjort noget ved det, ved at lette foden fra speederen. Dertil kommer de arrogante tilbagemeldinger, når der bliver spurgt om vigtige spørgsmål, såsom hvordan Danmark vender udviklingen med den forringede konkurrenceevne, som jo ikke er god, når man går mod nedgang i økonomien.
Danmark bliver nødt til at skabe de bedste betingelser for konkurrenceevnen, og det kræver mange ændringer. Det er dog vigtigt at fremhæve nogle af de vigtigste områder såsom øget fokus på den forsatte uddannelse af den danske befolkning, øget socialindsats, øget fokus på en velfungerende offentlig sektor, som uden unødvendigt bureaukrati hurtigt kan hjælpe private, såvel som virksomheder, og sidst men ikke mindst øget fokus på udvikling og forskning.
Danmark har mulighederne for at undgå at blive solbrændt, men det er op til regeringen, om man ønsker at få smurt Danmark ind i et tilstrækkeligt lag solcreme og sørge for, at vi ikke får en tredjegradsforbrænding, der kan mærkes i de næste mange år.
af Sebastian Hvid Jedzini
Som Dansker bosat på Fyn, kunne besparelser på de danske skoler i Sydslesvig vel være ligegyldige, men det er de langt fra ikke. For disse besparelser rører ved noget helt fundamentalt, ikke blot for det dansk-tyske mindretal på begge sider af grænsen, men det rører ved hele vores forståelse og accept af mindretal i vores samfund. Det er et fælles ansvar for alle lande at sikre og påskønne mindretal og deres kulturelle udvikling. Det er derfor fuldstændig uforståeligt at det nu forslås at man ændre tilskud til de danske skoler fra 100% i forhold til de tyske, til nu kun 85 %. Det er ok at spare, men det skal ske på lige fod skolerne imellem, således at besparelser ikke er rettet mod en bestemt gruppe i samfundet, som tilfældet er her.
Hvis det skulle ske at man gennemfører disse besparelser, må det stærkt overvejes om man ikke fra dansk side skal lægge op til at København-Bonn erklæringen ændres, således at begge parter forpligter sig til at give 100 % tilskud.
Normalt er jeg ikke meget for at blande mig i andre landes økonomiske politik, men dette er ikke en normal besparelse, men snarere et angreb på et mindretal i befolkningen, og det kan ikke accepteres, , uanset om det foregår i Danmark, Tyskland eller hvilket som helst andet land i verden.
Af Jeppe Juul
Venstre kalder sig stadig ’Danmarks Liberale Parti’. Alligevel kommer de med et forskningsudspil så detailstyrende at selv Jesper Langballe må sige fra. Måske ville ”Danmarks Formynderiske Parti” være et bedre slogan?
Der går sjældent en uge uden nye undersøgelser eller nye politiske
udspil på folkeskoleområdet. Sidste uge udløste en undersøgelse lavet
af Dansk Erhverv igen debat. Undersøgelsen var en sammenligning af
OECD landene. Konklusionen var at danske lærere i folkeskolen, såvel
som på gymnasierne, bruger væsentligt færre timer på undervisning end
de lande vi normalt sammenligner os med. Radikal Ungdom mener vi, at
underviseres primære funktion er undervisning, og synes at
undersøgelsen er interessant for debatten.
Det er dog vigtigt at understrege at der fra vores side ikke bliver
rovdrift på lærernes forberedelsestid, hvis det går ud over
kvaliteten. I fremtiden er det ikke kun mængden af dem vi uddanner der
tæller – ligeså vigtigt vil kvaliteten være, fordi vi på den lange
bane kun kan konkurrere på den.
Radikal Ungdom mener at det er tid til reformer på folkeskolen som
giver en bedre kvalitet! Vi skal have fagligheden i højsæde - igen…
Morten Schiellerup Bager Uddannelsesordfører, Anne Kathrine Nielsen
medlem af Uddannelsesudvalget RU.
Siden undervisningsministeren rejste spørgsmålet om mobning har ordførere, eksperter og diverse lederskribenter foreslået alt fra kommunale laissez-faire modeller til absurde forslag om en decideret kriminalisering af de mindreårige elever. Her er det forstemmende, at oppositionens bedste løsningsforslag på mobbeproblemerne har været de gamle initiativer, der for længst har vist sig utilstrækkelige. Hvor Bertel Haarder har foreslået håndgribelige lovgivende initiativer, har S og R svaret ved at trække den gamle politik fra SR-regeringens tid op ad skrivebordsskuffen. En politik, der med undervisningsmiljøvurderinger som omdrejningspunktet fokuserer for meget på administrative evalueringer og for lidt på løsninger i hverdagen.
Oppositionens kritik af VK-regeringens forkærlighed for central detailstyring af kommunerne er bestemt reel, men den må ikke blive ensbetydende med, at ansvaret for nationale problemer overlades til kommunerne.. Når hver femte skoleelev stadig oplever mobning i de danske skoler, er mobning ikke blot et kommunalt, men også et landsdækkende problem.
Der er behov for en proaktiv mobbelov, fordi mobning er et meget mere omfattende socialt problem end hvad der falder ind under betegnelsen ’god orden i timerne’. Ofte foregår mobningen netop i den sfære, der ikke direkte er en del af undervisningen, men danner rammen omkring den. I frikvartererne, i skolegården, i fritiden. Hvad enten den tager form af udefrysning, hånlige kommentarer, øgenavne, rygtespredning, sms-beskeder eller direkte fysiske overgreb, er mobning en alvorlig affære der ofte har voldsomme konsekvenser for børns selvværd, skolegang og senere tilværelse. Derfor bør Folketinget komme med forslag til en ramme for eliminering af mobning på alle danske skoler.
En sådan ramme skal være grundstenen i en kulturændring på skolerne, der ikke efterlader tvivl, om at mobning ikke tolereres. Som minimum skal alle skoler have en mobbepolitik og en handlingsplan for, hvordan mobning håndteres, der skal oprettes en børneombudsmand, og lærerne skal efteruddannes. Problemet med mobning skal løses på den enkelte skole, men Folketinget bør opstille minimumsstandarderne. Her ville det klæde oppositionen at gå forrest, frem for at fortsætte deres reaktionære insisteren på at deres gamle medicin var rigtig, og at den bare skal have mere tid til at virke. Børnene der får ødelagt deres skolegang af mobning har ikke tid til at vente. Der er brug for lovgivning mod mobning nu.
DF har været ude med et meget visionært Folkeskoleudspil (JP 10/4-2007). Staten skal styre alt, undervisning i andre kulturer skal væk og andre kulturer skal i det hele taget væk. Dansk og historie skal opgraderes. Og som kronen på værket skal der være obligatorisk morgensang. Visionært er det, men også fuldstændig vanvittigt nationalistisk og konservativt.
Vi har brug for en Folkeskole, der passer til et globaliseret og positivt Danmark. Hvor engelsk opgraderes til at starte samtidigt med danskundervisningen. Der skal undervises i flere religioner og kulturer, og om frikadellen er svinekød eller kalkun må være lige meget. Desuden bør der indføres en lektie fri heldagsskole for de mindste klasser, så uligheden i lektie hjælp mindskes, og hvor der er plads til lange spisepauser med skolemad og alternativ og differentieret undervisning.
Der er brug for debat og visioner for Folkeskolen. I RU mangler vi Det Radikale Venstre. De er imod nationale tests, men ellers mangler der visioner. Folkeskolen og uddannelse er radikalt hjerteblod, og det undrer hvorfor partiet ikke kommer på banen.
I år er antallet af ansøgere til universiteterne faldet dramatisk.
Jeg tror, at det skyldes to faktorer; for det første at karaktererne fra gymnasietiden hænger ved én hele livet, og for det andet at de specifikke fagkrav er for ugennemskuelige og dertil alt for høje. Derfor foreslår Radikal Ungdom , at man lader en andel af pladserne være forbeholdt dem, som kan bestå en prøve. Derved kan de springe uden om alle de andre krav.
Efter et halvt år i gymnasiet skal unge vælge fagpakke. Den fagpakke skal være nøje tilrettelagt i forhold til ens ønskestudie. For de seneste år er kravene på universiteterne blevet skærpet.
En kammerat er blevet ramt af, at der lige pludselig kræves tysk B-niveau for at læse historie.
Mange unge ved ikke, hvad de vil studere, når de er 16 og går i 1. g. Derfor mener vi, at der skal være mulighed for at komme ind, hvis man kan bestå en prøve, studiet laver. Også selv om man ikke lige har tysk B-niveau.
Optagelse skal som udgangspunkt være afhængig af ens karakterer i gymnasiet. Ellers er der ingen grund til at give den en skalle. Alligevel er det ærgerligt, at man hele livet skal 'straffes' for sin gøren og laden, mens man var 15-18 år. Man bliver som bekendt ældre.
Derfor mener vi, at en optagelsesprøve vil være en anden mulighed for dem, der ikke fik det rigtige karaktergennemsnit i gymnasiet. Hvis de alligevel er dygtige nok til det konkrete studie, vil de kunne bestå prøven og komme i gang uden at skulle bruge år på at tage fag om.
Af Jeppe Juul, Frederiksberg Bredegade 13 B, 2000, miljøordfører for Radikal Ungdom Hovedstaden
Bragt i Politiken d. 12 juni
København er verdens bedste cykelby. Vi cykler for miljøet og motionen og vi er stolte af det. Alligevel er de københavnske bycykler mildest talt elendige. Hvis man overhovedet kan at opdrive en bycykel, kan man være rimelig sikker på at hjulene er flade. Den ringe standard og manglende konsekvens ved hærværk indbyder ikke til at passe godt på cyklerne.
Hvad med at udskifte bycykelsystemet med ’cykloteker’: ubemandede og døgnåbne biblioteker med cykler i stedet for bøger. I stedet for at lægge en tyver i depositum, låner man cykler af høj kvalitet på sit sygesikringsbevis. Hvis man ikke afleverer cyklen tilbage i god stand inden fx 24 timer, vanker der bøde, ligesom på biblioteket. Med et sådant initiativ ville København virkelig gøre sig fortjent til titlen ’verdens bedste cykelby’.
Af Jeppe Juul
Det er muligt, at klimaaftalen ville have været lige så uambitiøs, hvis Helle Thorning havde siddet i formandsstolen i stedet for klodshansen Lars Løkke. Men den danske klimaindsats ville være meget mere ambitiøs, hvis Helle sad som statsminister med en radikal klima- og energiminister.
Af Jeppe Juul
I stedet for at skære i børnepengene for familier med flest børn, hvorfor så ikke målrette dem familier med lave indkomster? I stedet for at spare på ulandsbistanden, hvorfor så ikke afskaffe den forældede værnepligt? Og i stedet for at skære i forskningsmidlerne, som vi skal leve af i fremtiden, hvorfor så ikke stoppe med at betale åndsfriske 60-årige for at gå hjemme? Det er dejligt, at Løkke gør noget for økonomien. Men hvorfor ikke gøre det fornuftige?
Af Jeppe Juul
Endelig mærker man livstegn fra SFs bagland. Man kunne ellers frygte, at ’Villyeffekten’ ville holde socialisterne i deres politiske koma. Forhåbentlig vil de opvågnede lokalformænd og gruppemedlemmer nu også sætte spørgsmålstegn ved SFs støtte til skattestoppet, som jo ikke bare skader økonomien, hæmmer beskæftigelsen og undergraver det kommunale selvstyre. Det er også en klimamæssig katastrofe! Skattestoppet har siden 2002 har udhulet de grønne afgifter med 12 mia. kr., og sat en stopper for utallige klimainitiativer. Skal de radikale fortsat være det eneste ansvarlige parti imod skattestoppet?
Jeppe Juul og Simon Dyhr, hhv. fysikstuderende og landsformand for Radikal ungdom
Dansk Folkepartis energiordfører Per Dalsgaard er ked af, at der endnu ikke er opført atomkraftværker i Danmark. Samtidig har Dansk Folkeparti og VK regeringen siden 2001 effektivt bremset opførslen af vindmøller i Danmark. I de sidste fire år af SR regeringen blev der opført over 400 vindmøller pr år. Fra 2004 til 2007 blev der opført 48 i alt.
Sammenlignet med olie, kul og gas er kernekraft et grønt alternativ. Men ligesom de fossile brændsler er kernekraft en midlertidig løsning, som har sine egne ulemper – ikke mindst affaldsproblemet. Derfor bør Danmark i stedet satse målrettet på vedvarende energikilder. Gør vi det, vurderer Ingeniørforeningen Danmark, at vi kan blive CO2 neutrale og selvforsynende af energi inden 2050.
Men dette mål kommer vi ikke sovende til. Det kræver massive, målrettede investeringer i forskning, grøn energi og offentlig transport. Det kræver strenge miljøkrav ved nybyggeri. Og ikke mindst kræver det en grøn skattereform, hvor skat flyttes fra arbejde til grønne afgifter. Alle disse tiltag er foreslået i folketinget af Det Radikale Venstre. Og alle er blevet nedstemt eller modarbejdet af Dansk Folkeparti. På samme måde modsatte Pia Kjærsgaard sig, at klimatopmødet skulle afholdes i København, og opfordrede Lars Løkke til ’at skrue ned for ambitionerne’.
I stedet for at fremføre urealistiske drømme om atomkraftværker i Danmark, bør Dansk Folkeparti begynde at kæmpe for den vedvarende energi. Det ville gavne både klimaet, økonomien og forsyningssikkerheden langt mere, end kernekraft nogensinde ville kunne.
Citat af Pia Kjærsgaard: http://ing.dk/artikel/100279-pia-kjaersgaard-vi-aner-ikke-om-vi-har-indflydelse-paa-klimaet
Udviklingen i antallet af vindmøller i Danmark: http://www.ens.dk/da-DK/UndergrundOgForsyning/VedvarendeEnergi/Vindkraft/Fakta/Noegletal_statistik/Sider/Forside.aspx
Af Frank Sloth Aaskov
Miljøminister Karen Ellemann har nu accepteret at landbruget kan dumpe langt mere gylle end hvad regeringens uambitiøse ”Grøn Vækst”-plan først udlagde. Ugen før hævede fødevareministeren pesticideniveauet for hvor meget gift landmændene må bruge. Alt dette var tilsyneladende for at redde et vaklende landbrug?
Nej, det er leflen for Venstres vælger. Vi hjælper ikke landbruget ved at gøre deres produkter dårligere og ødelægge vores miljø. Danmark er for lille til at konkurrere på kvantitet, derfor skal vi satse på kvalitet. Det betyder økologi og selskabsdrevet storlandbrug som vil bane vejen frem i et kæmpe europæisk marked for dansk landbrug, hvis vi ønsker at bibeholde det.
Et flertal af danskerne er nu positive for at bruge atomkraft som middel mod den globale opvarmning. Det er desværre bare årtier for sent for Danmark at investere i atomenergi. Med de akutte klimaudfordringer vi står overfor, burde den politiske prioritering derfor være at satse på energikilder som vind, sol og biomasse. A-kraft er en for dyr samfunds- og energi investering. Danmark burde hellere investere meget mere i at opbygge en energi-infrastruktur, der er tilpasset energiforsyningen opbygget omkring vedvarende energi.
Der bør derfor ikke investeres i atomkraftværker i Danmark, af den simple grund, at det er muligt og nødvendigt indenfor en overskuelig fremtid at dække hele Danmarks energiforbrug med vedvarende energi. Atomkraft på verdensplan, i de lande det giver mening, er selvfølgelig en nødvendighed for at slippe for afhængigheden af olie, gas og kul, og dermed sænke udspillet af drivhusgasser. Men Atomkraft i Danmark? Nej tak.
Radikal Ungdom ønsker at fremme projekter, der gavner miljøet og samfundet. I Holland har afkast fra grønne investeringer siden 1997 været stort set skattefrit, hvilket har betydet, at investeringslysten for netop disse projekter er steget kraftigt, skrev Information den 10. juni 2006. Danmark bør, ligesom Holland være med i denne udvikling og bane vejen for en bæredygtig udvikling. Grønne investeringer har en indirekte positiv effekt på omverdenen, som ikke bliver medregnet i investeringskalkulen.
De positive eksternaliteter, der eksisterer ved de pågældende investeringer, skaber markedsfejl. Det vil sige, at investors gevinst er mindre end den samlede samfundsmæssige gevinst. Derfor mister vi alle et positivt bidrag fra de investeringer, som ikke bliver realiseret. For miljøets skyld er det nødvendigt at opveje denne markedsfejl. Ved at sænke skatten på grønne investeringer vil det være muligt at fremhæve de reelle gevinster ved investeringerne.
Radikal Ungdom mener, det er vigtigt at sikre et bæredygtigt miljø for både os selv og fremtidige generationer, og at det er muligt at lade økonomisk vækst og naturbeskyttelse gå hånd i hånd. Det er en oplagt mulighed at lempe skatten på investeringer, som har en potentiel positiv virkning på miljøet. Det betyder, at investeringer, som indirekte gavner samfundet, vil blive opprioriteret til gavn for os og eftertiden.
Det skulle være en amerikansk avis, der som de første i lang tid opsnappede fornuft fra vores Statsminister.
I et interview til New York Times den 10. august udtaler Fogh, at man ikke skal ty til at sænke benzinafgifterne, tværtimod.
Fogh mener, at man i stedet bør sætte de såkaldte grønne afgifter, herunder benzinafgifterne, op, således afhængigheden fra olie begrænses.
Ydermere ønsker Fogh at benytte de øgede indtægter fra afgifterne på at lette skatten på arbejde.
Jeg er glad for, at Fogh endelig kommer med konkret politik, og så endda en politik, som også indeholder sund radikal fornuft.
Synd er det blot, at det først er efter lang tid, at Fogh vælger at kopiere og dermed indse fornuften i store dele af den Grønne Radikale Skattereform, der indeholder stort set det samme:
Højere grønne afgifter til gengæld for lavere beskatning på arbejde.
For at sætte håndgribelige tal på en stigning på benzinafgiften viste en undersøgelse fra Handelsbanken foretaget for dagbladet Børsen, at et afgiftsløft på blot to kr. pr. liter ville være nok til at afskaffe mellemskatten.
Selvom Fogh ikke nævner boligbeskatningen i sit interview, håber jeg også, at regeringen vil tage fat her.
På trods af skattestoppet har regeringen givet skattelettelser på op mod 20 mia. til boligejerne, da disses takster ikke har fulgt inflationen, som normal indkomstskat ellers gør.
Jeg så ikke, at disse penge var blevet opkrævet. Lettelserne skulle blot være blevet givet på indkomstskatten, da dette ville have givet en langt større samfundsgavnlig effekt. Det gør lavere boligbeskatning ikke.
