|  

EUROPA-DAG: Radikal Ungdom går på gaden for at fejre EU og opfordre til en afskaffelse af danske forbehold

Radikal Ungdom går d. 9. maj, på Danmarks officielle Europa-dag, på gaden for at fejre Europadagen og samtidig vil de sende et politisk budskab, om at det er på tide, at de danske EU-forbehold kommer til afstemning.

Den 9. maj vil de unge radikale være på gaden i alle landets store byer med pro-europæiske events, der bl.a. indkluderer hundredevis af blå/gule-flag, Europa-formede chokoladekager og ”Kast æg på forbeholdene”. De vil således bruge Europa-dagen på at tale EU-politik med danskerne:

”Radikale Venstre og Radikal Ungdom er praktisk talt Danmarks eneste europæiske hhv. parti og ungdomsparti, og da Danmark hele tiden mister indflydelse såvel politisk som økonomisk grundet de forældede forbehold, ser vi det som vores ansvar at gøre danskerne opmærksomme herpå netop på Europa-dagen”, siger Sissel Kvist, EU-ordfører for Radikal Ungdom.

Heller ikke landsformand, Simon Dyhr, mener, at den danske regering kan være deres EU-sløseri bekendt:

”Det er en uansvarlig EU-politik der bliver ført fra dansk side. Den har store omkostninger, når politikerne ikke vil være med, hvor beslutningerne bliver truffet. De danske forbehold skader derfor Danmarks interesser i EU og kører Danmarks indflydelse ud på et sidespor. Det gælder både, når der skal findes et fælles svar på finanskrisen, når EU skal finde fælles fodslag for at bekæmpe human trafficing samt et fælles EU engagement udenrigspolitisk.”, udtaler Simon Dyhr og afslutter:
”Således kan jeg kun komme med én opfordring til Lars Løkke og VK på dagen i dag: Tag jeres regeringsansvar på jer og send forbeholdene til afstemning – jo før jo bedre”.

Radikal Ungdom af 1994 - Berghorasgade 15 - 2300 København S - Tlf.: 33130231 - ru@radikalungdom.dk