Get the Liberal Message Out

I midten af juli måned var Clara Torp og jeg, Mikkel Schack, til kommunikationsseminar hos LYMEC i Gdansk i det nordlige Polen. Efter et lidt kaotisk check in og en kort flyvetur, landede vi i den fine østeuropæiske havneby, hvor vi skulle tilbringe weekenden sammen med ca. 20 andre liberale europæiske unge. Det var ikke helt let at finde rundt i den polske infrastruktur, så vi endte bl.a. med at krydse nogle lidt for store jernbaneskinner til fods for at nå frem til vores hostel.

Vi ankom om formiddagen og seminaret skulle først begynde sen eftermiddag, så vi tilbragte dagen på diverse cafeer, fiskemarkeder og med at lede efter kommunistiske monumenter (desværre uden held).

Vi ankom i god tid til det hotel, hvor seminaret skulle afholdes. Efter at have ventet i et kvarters tid, dukkede der 10-15 mænd i jakkesæt op. Lige pludseligt følte vi os rimeligt underdressed og mindreårige, – vi var 5-6 år yngre end de fleste andre. Personligt havde jeg en lettere eksistentiel krise over min hat og min oversized cardigan. Men efter nogle meget officielle håndtryk opstod der en rigtigt hyggelig stemning i det lille konferencelokale (hvor de bl.a. serverede super underlige polske pindemadder.)

Kurset hed ”How to get the liberal message out”, og fokuserede meget på at få de humanistiske elementer frem i den liberale ideologi. Fra start af blev det meget tydeligt, hvor lidt den danske regering lever op til den liberale ideologi. Kurset var opdelt i to dele. Om fredagen hørte vi indledende oplæg om selve de liberale mærkesager og om kommunikation på de sociale medier, samt debattræning i praksis. Selve delen om de sociale medier var ret basic, set med danske øjne, men det var utroligt lærerigt at høre om, hvad liberalisme betød i de andre europæiske lande, og dermed kunne sammenligne med Danmark. Især var det interessant, fordi seminaret foregik i netop den weekend, hvor der var store protester i Polen, omkring de frihedsberøvelser, som regeringen heldigvis ikke endte med at få igennem. Det var ret vildt at sidde og snakke med polske ungdomspolitikere om den sag. Efterfølgende havde vi en super hyggelig fredag aften, hvor vi hurtigt opdagede et stort politisk spænd internt mellem os liberale unge (som endte med at en af de andre sagde, at han mente, at man bør begynde at skyde flygtninge ved Europas ydre grænser. Nej Kenneth Kristensen Berth var ikke med.)

Lørdag morgen var alle (forholdsvist) friske, og vi brugte dagen på en del flere deltagerorienterede programpunkter. Vi blev alle hver især interviewet og filmet omkring en mærkesag, som vi havde skulle have forberedt hjemmefra. Clara havde valgt 1% ulandsbistand og jeg havde valgt mindre skat på arbejde. Det var virkeligt interessant at prøve at blive optaget live og efterfølgende se sig selv, og få feedback fra de andre. Vi blev begge to rost, efter at have været ret nervøse. En yderst behagelig og intelligent kampagneleder for det største oppositionsparti i Holland, som var med for at afholde seminaret, skabte massiv motivation, god stemning og gode resultater. En anden aktivitet var at man skulle forklare den liberale ideologi for forskellige typer mennesker, eksempelvis små børn. Sidst blev vi alle sammen, i grupper, bedt om at finde på slogans til LYMEC. Min gruppe fandt på ”Europe at heart, freedom in mind”, hvilket folk var ret begejstrede for.

Lørdag aften tog vi alle sammen på bar, og fik en masse billige polske drinks og senere var vi på klub i en gammel 5 etagers høj bunker. Det var en super fed afslutning på en lærerig weekend, hvor vi fik lov til at være kreative og samtidig lærte enorm meget om europæisk liberalisme. På trods af, at vi til at starte med, følte at vi skilte os lidt ud, fik vi det rigtigt godt med de andre, som endte med at kalde os ”the energy of the group”.

Radikal Ungdom