Nye venner, frihandel og belgiske øl

RU-delegation satte sig godt til rette i EU-parlamentet, under LYMEC/ALDE sommerakademi i Bruxelles d.28-30 juni.

Vi var så heldige at være tre deltagere fra RU – Emil Vogelius, Helena Vestergård og jeg (Lukas Lunøe). Vi havde aldrig mødt hinanden før, men det tog ikke længe, før snakken gik om morgenen i lufthavnen, mens vi fik morgenmad fra Lagkagehuset.
Efter flyveturen kørte vi med Uber til hotellet. Man kan sige meget, men Ubers service er altså lidt savnet.

Kattevideoer og Trump
Nu ved jeg godt, at jeg skal rose oplæggene til skyerne, men helt ærligt var ikke alle første dags oplæg helt vildt spændende. Det var oplægget om brug af sociale medier til gengæld. Vi så alt fra kattevideoer til Macron og Trump som eksempler på brug af sociale medier politisk. Efter det gode oplæg var der debat om EU’s fremtid.
OG SÅ var der mad, og vi var godt nok sultne efter 14 timer uden fast føde. Heldigvis arbejdede RU’eren Nickolas Pagonakis i Bruxelles, så han viste os en god restaurant. Og vi var endda så heldige, at RU-medlem Josefine var dernede som LYMEC medlem, og så havde VU sørme også sendt to vildt søde repræsentanter. Så vi var lige pludselig syv danskere til middag i Bruxelles. Alle kan ses på billedet herover.

Varm luft og frihandel
Så startede vi dag to med at høre om entreprenørskab. Jeg må sige, at jeg efter at have hørt oplægget, var jeg bange, for at parlamentet ville flyve væk af alt den varme luft. Men så kunne vi alle tre trøste os med, at RU faktisk har seriøse bud på, hvordan vi sikrer entreprenørskab i Danmark.

“The thing with free trade is that it has worked.”
Vi var nu alle klar over, at vi var i godt selskab. For nu handlede det om frihandel. Og det var både spændende og lærerigt. Nu skulle vi diskutere det statement, vi ville have klar som LYMECs endelige holdning. Det endte med fokus på frihandel og entreprenørskab.

Højdepunktet med netværk og fri bar
OG SÅ kom der det, vi i virkeligheden havde glædet os mest til. Nemlig festen. Her var der fri bar (hvilket jeg kunne mærke dagen efter), men det var også her, at vi oplevede, hvad det i virkeligheden handlede om at være afsted. Nemlig at møde andre engagerede unge mennesker med den samme tro på Europa og en bedre fremtid for alle.

Så blev det fredag og tid til at tage hjem igen. Men inden da så nåede Helena faktisk at være kulturel og se adskillige museer. Og Emil tog endda ud at drikke belgiske øl med VU’erne og fik sikret lidt ungradikalt netværk på tværs af partiskel. Jeg selv fik drukket noget vand og spist lidt pizza.

Vi kom hjem med mange gode minder, et godt sammenhold og ikke mindst et fornyet håb om et bedre Europa.

Skrevet af Lukas Lunøe, medlem af Radikal Ungdoms Økonomi- og Erhvervsudvalg

Radikal Ungdom