Radikal Ungdom søger fuldtidsansat generalsekretær

Vil du være med til at præge og udvikle en ung, dynamisk og mangfoldig politisk organisation fuld af engagerede mennesker? Så er du måske Radikal Ungdoms nye generalsekretær.

Radikal Ungdoms sekretariat er foreningens administrative og organisatoriske hjerte, hvor generalsekretæren har sin daglige gang. Generalsekretæren varetager en række centrale funktioner i relation til Radikal Ungdoms medlemmer samt foreningens interne og eksterne relationer. Arbejdsopgaverne udføres i samarbejde med de øvrige ansatte og i tæt sparing med ledelsen.

Generalsekretærens arbejde består i:

  • Daglig ledelse af sekretariatets ansatte
  • Servicering af medlemmer og lokalforeninger
  • Understøttelse af lokal aktivitet
  • Daglig administration, herunder medlemsregistrering, besvarelse af henvendelser, indsamling af dokumentation ifbm. ansøgning til driftstilskud mv.
  • Deltagelse i Forretningsudvalgets møder
  • Støtte foreningens frivillige i planlægningen og gennemførelsen af arrangementer
  • Koordination og sparring med ledelsen
  • Opdatere foreningens hjemmeside og andre IT-relaterede opgaver
  • Repræsentere Radikal Ungdom eksternt og besøge lokalafdelinger

Stillingen er normeret til 37,5 timer ugentligt, men det forventes, at generalsekretæren herudover lægger interessetimer til deltagelse i større arrangementer og møder med ledelsen. Disse kan ligge om aftenen og i weekenden.

Hvad forventer vi af dig?
Vi forventer, at du:

  • har et indgående kendskab til Radikal Ungdom
  • er god til at samarbejde og kan lide at arbejde i et ungt og dynamisk miljø
  • kan arbejde selvstændigt og er i stand til at prioritere og overskue flere arbejdsopgaver på samme tid
  • er fleksibel
  • har et godt humør, stort gåpåmod og ikke er bange for at stille spørgsmål
  • har lyst til at blive i stillingen i minimum 1 år
  • er idérig, fx med henblik på medlemshvervning samt effektivisering af administrationen
  • er kommunikativt stærk

Stillingen er egnet til dig, som netop har afsluttet en ungdomsuddannelse og holder sabbatår, eller som tager orlov fra studiet. Du vil hovedsageligt arbejde fra Radikal Ungdoms sekretariat på Islands Brygge, men vil også besøge lokalafdelinger og deltage i møder rundt om i landet. Det forventes at generalsekretæren deltager ved Radikal Ungdoms landsmøde, som afholdes årligt i august, for at bistå landsmødets afholdelse. Ved særlige lejligheder kan du også blive sendt til udlandet for at repræsentere Radikal Ungdom hos vores internationale samarbejdspartnere.

Hvis du er interesseret, så send ansøgning og CV til ru@radikalungdom.dk

Ansøgningsfristen er den 8. december kl. 12.00 Der holdes jobsamtaler i uge 50 med tiltrædelse kort tid derefter.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du henvende dig til nuværende generalsekretær, Sissel Rasmussen, på ru@radikalungdom.dk eller telefon 42 40 13 36.