Radikal Ungdom til Generalforsamling i IFLRY

Radikal Ungdom er medlem af tre internationale paraplyorganisationer – den ene hedder IFLRY og samler unge liberale og socialliberale fra hele verden. Medlemsorganisationerne kommer fra lande så forskellige som Danmark, Ghana og Venezuela, og på trods af, at forudsætningerne for liberalisme er markant forskellig i de mange lande, er der alligevel enighed om et fælles mål: at udbrede frihed og liberalisme i så mange forskellige lande så muligt.

I weekenden var der generalforsamling i IFLRY i Beirut, og Radikal Ungdom sendte en delegation på tre afsted. Den ene var Radikal Ungdoms formand, Sigrid, den anden Radikal Ungdoms Internationale ordfører, Jonas, og den tredje var Sofie, som sidder i Forretningsudvalget med ansvar for internationalt samarbejde.

Generalforsamlingen blev holdt i Beirut i Libanon; et land, som for bare et par tyve år siden var præget af en blodig borgerkrig, og som i dag kæmper med at skaffe leveforhold til en million syriske flygtninge som er kommet til landet som konsekvens af krigen i Syrien.

Til Generalforsamlingen fik Radikal Ungdom stemt hele to resolutioner igennem: den ene om at afskaffe sommertid, den anden om at give den oprindelige befolkning i Vestsaharas ret til en folkeafstemning om territoriets fremtid.

Til Generalforsamlingen var der desuden en mængde spændende oplæg og debatter om liberalisme i Mellemøsten, kvinders deltagelse i politik i regionen og om integration og migration på tværs af landegrænser.

På trods af, at IFLRYs medlemsorganisationer kommer fra vidt forskellige lande, og at forudsætningerne for liberalismen er meget forskellige rundt omkring på kloden, er det noget helt særligt at opleve at medlemsorganisationerne kæmper om det samme – om det er i Venezuela, hvor det kan have store konsekvenser at være liberal, eller om det er i Danmark, hvor ytringsfriheden sikrer, at vi i Radikal Ungdom kan udtrykke vores holdninger frit. Generalforsamlingen har dermed også været en påmindelse om, hvor privilegerede vi er i Danmark, og en påmindelse om, at vi må stå sammen med vores liberale søsterpartier andre steder i verden, som drømmer om fremtid hvor de frit kan udtrykke deres holdning uden at skulle frygte konsekvenserne af deres politiske arbejde.

Vi glæder os allerede til næste gang vi får lov til at diskutere frihed og liberalisme med vores venner fra hele verden!

Radikal Ungdom