At kunne observere de seneste mange ugers morbide forfærdeligheder i Aleppo i medierne har i sandhed været en hjerteskærende oplevelse. En følelse af magtesløshed har skyllet ind over vores samvittighed, og vores afmagt i muligheden for at gøre noget har kun gjort situationen sørgelig, ja, oprigtigt deprimerende. Følelsen af skyld er enorm because, let’s face it, vi har ikke givet situationen den opmærksomhed, som den så inderligt havde behov for.
Jeg er først og fremmest vred. Jeg er rasende på de politikere, der er påbegyndt den helt store fingerpegningskonkurrence. Undskyld mig, men har I absolut ingen skam i livet? Stå dog for satan på jeres førte politik og drop det usmagelige spind. Vi har alle et lige stort ansvar i den humanitære katastrofe, der lige nu finder sted i Aleppo, og den forsvinder ikke bare fordi, du giver andre skylden.
Jeg håber, at det her vil blive en lektion for os alle. At vi skammer os fra top til tå. Vi har været alt for dårlige til forstå alvorligheden af situationen i Syrien, og alt for gode til at fralægge os ansvaret og blot bekymre os om vores lille andedam. Om vores bil nu bliver lidt billigere, om vi mister lidt af SU’en – undskyld, men til hekkenfeldt med det. Hvor er Danmark blevet småligt. Vi diskuterer helt seriøst, om 500 kvoteflygtninge er bristepunktet for den danske velfærdsstat, og om ulandsbistanden skal være fedtede 0,01% højere eller lavere, mens kvinders, mænds, børns liv og hjem dagligt bliver jævnet med jorden.
Hvad blev der af den tid, hvor vi påtog vores forpligtede moralske ansvar? Hvor vi gik helhjertet ind i de udenrigspolitiske diskussioner, aktioner og pligter, uden en eller anden forbeholden diskurs om, at vi alligevel kunne gøre en udslagsgivende indflydelse?
Jeg sidder selv tilbage med en smag af skyldfølelse i munden, for et sted ved jeg godt, at jeg kunne have gjort så meget mere. Og jeg tror, og håber, at jeg langt fra er den eneste.
Af Jonas Hall-Andersen, ordfører for internationale forhold