Hvad blev der af det moralske ansvar?

At kunne observere de seneste mange ugers morbide forfærdeligheder i Aleppo i medierne har i sandhed været en hjerteskærende oplevelse. En følelse af magtesløshed har skyllet ind over vores samvittighed, og vores afmagt i muligheden for at gøre noget har kun gjort situationen sørgelig, ja, oprigtigt deprimerende. Følelsen af skyld er enorm because, let’s face it, vi har ikke givet situationen den opmærksomhed, som den så inderligt havde behov for.

Jeg er først og fremmest vred. Jeg er rasende på de politikere, der er påbegyndt den helt store fingerpegningskonkurrence. Undskyld mig, men har I absolut ingen skam i livet? Stå dog for satan på jeres førte politik og drop det usmagelige spind. Vi har alle et lige stort ansvar i den humanitære katastrofe, der lige nu finder sted i Aleppo, og den forsvinder ikke bare fordi, du giver andre skylden.

Jeg håber, at det her vil blive en lektion for os alle. At vi skammer os fra top til tå. Vi har været alt for dårlige til forstå alvorligheden af situationen i Syrien, og alt for gode til at fralægge os ansvaret og blot bekymre os om vores lille andedam. Om vores bil nu bliver lidt billigere, om vi mister lidt af SU’en – undskyld, men til hekkenfeldt med det. Hvor er Danmark blevet småligt. Vi diskuterer helt seriøst, om 500 kvoteflygtninge er bristepunktet for den danske velfærdsstat, og om ulandsbistanden skal være fedtede 0,01% højere eller lavere, mens kvinders, mænds, børns liv og hjem dagligt bliver jævnet med jorden.

Hvad blev der af den tid, hvor vi påtog vores forpligtede moralske ansvar? Hvor vi gik helhjertet ind i de udenrigspolitiske diskussioner, aktioner og pligter, uden en eller anden forbeholden diskurs om, at vi alligevel kunne gøre en udslagsgivende indflydelse?

Jeg sidder selv tilbage med en smag af skyldfølelse i munden, for et sted ved jeg godt, at jeg kunne have gjort så meget mere. Og jeg tror, og håber, at jeg langt fra er den eneste.

Af Jonas Hall-Andersen, ordfører for internationale forhold

Når sproglige og kulturelle barrierer bliver for høje

I den forgange uge var 3 RU’ere i Holland. Ordfører for integration og udlændinge Freja Fokdal fortæller her om sine erfaringer: 

I sidste uge var jeg nært blevet vidne til en mindre diplomatisk krise. Jeg var nemlig til et seminar i Haag, arrangeret af vores søsterparti i Holland, Jonge Democraten.

I seminaret deltog repræsentanter fra socialliberale ungdomspartier i Sverige, Jordan, Østrig, Libanon, Storbritannien, Marokko, Tunesien, Holland og naturligvis Danmark. Temaet for seminaret var flygtningekrisen. Vi skulle lære af hinanden og indgå et samarbejde om et projekt med et søsterparti fra en anden region.

Selvom flygtningedebatten er betændt, så var det faktisk ikke det, som skulle ende med at udlede en mindre konflikt mellem de arabiske og europæisk deltagere. I stedet var det nogle grundlæggende kulturelle forskelle samt sproglige barriere.

I Europa har vi en kultur, hvor vi taler ret bramfrit. Grundet den store ligestilling vi oplever, går vi ikke synderligt ud af at undgå at være ’’sexistiske’’. En ung fyr fra Østrig skulle fremlægge hans forslag til en film man kunne lave, hvor han sagde: ’’hun stod i sit køkken’’. En marokkansk pige sagde højt ’’SEXISME’’, ogpåpegede at det var ikke HENDES køkken, men familiens. Jeg troede, at det var en joke, så jeg grinte lidt.

Det viste sig senere, at det overhoved ikke var en joke. I Europa er vi ikke så opmærksomme på vores sprog, fordi kvinder og mænd mere eller mindre er lige. Men i Marokko er det feministernes fineste opgave at sætte foden ned, når de oplever sexisme i deres hverdag i processen om at opnå den ligestilling, som vi har i Europa. Når en marokkansk mand siger ’’hendes køkken’’ så mener han måske, at kvinder hører til i køkkenet. Men når Max fra Østrig siger det, så lægger han ikke noget i det.

Det og flere lignende hændelser, endte ud i en eskaleret konflikt da vi besøgte det hollandske parlament. Vi havde en diskussion om Geert Wilders, som er underlagt enorm sikkerhed grundet adskillige dødstrusler. Han går ind ad forskellige indgange hver dag, og når han bliver hentet fra arbejde, bliver han kørt hen til en forskellig destination hver dag, som hverken ham selv eller omverdenen ved hvor er.

Max fra Østrig påpegede, at det var en stor krænkelse mod ytringsfriheden, at han ikke kunne sige hvad han mente uden at få dødstrusler. Det endte ud i, at en af de marokkanske piger forlod lokalet i vrede med tårer i øjnene.

Personligt mente jeg, eller nogen af de andre fra Europa, bestemt ikke at det Max sagde var radikalt på nogen måde. Faktisk var vi meget enige med ham. Og det tror jeg egentlig også, at de marokkanske piger inderst inde var.

Konflikten lå formentlig i en sproglig barriere. Vi talte alle på vores andet- eller tredjesprog, og ovenpå kom dialekter som kan være svære at forstå. Pigerne fra Marokko, havde forstået det Max sagde som om, at han billigede Geert Wilders holdninger. Det gjorde han naturligvis ikke, han mente blot, at han havde ret til at have dem.
Heldigvis fik parterne i konflikten snakket sammen, og fik den afværget inden den eskalerede uproportionelt.

For det er jo netop derfor vi var der. For at snakke med folk, der kommer fra en anden kultur end os selv. For at forsøge at forstå dem, og for at finde lighederne og ikke forskellighederne.

Jeg tror, at den her konflikt er et godt tegn på, hvad det ofte er vi oplever i konfrontationen mellem to kulture. Når man har to vidt forskellige udgangspunkter, så misforstår man hurtigt hinanden. Og når der dertil også er en sproglig barriere, så eskalerer det lynhurtigt!

Indtryk fra Jordan

Ved første øjekast er alt normalt. Kedelig lufthavn, sand, palmer, dårligt engelsk og vovede taxachauffører. Jordan er på mange måder et land som alle andre.

Alligevel befinder Jordan sig i en liga for sig.

De menneskelige tragedier hænger på stribe. Arbejdsløsheden er galoperende og økonomien gået i stå. Flygtningekrisen har ramt alle samfundets afkroge med 180 km/t.

Det er med andre ord en ganske deprimerende liga, Jordan befinder sig i.

Jeg nåede at tilbringe 5 dage i Jordan, nærmere bestemt hovedstaden Amman. Her afholdt den internationale paraply for liberale ungdomspartier – IFLRY – generalforsamling, hvor jeg repræsenterede Radikal Ungdom.

Da generalforsamlingen var slut, og vi fik lov at kigge ud af konferencesalenes gardinbelagte facader, besøgte jeg et behandlingssted for traumatiserede flygtningebørn og var hjemme hos en syrisk flygtning. Det var hårrejsende.

Først lytte. Derefter hjem på gader, hotel og i flyet for at fordøje. Men da indtrykkene havde lagt sig, blev det lysende klart for mig, at vi altid har en vis sproglig distance, når vi snakker om flygtninge herhjemme.

De er et antal. 5.000, 10.000, 100.000. De er en masse. Syrere, irakere, afghanere. De er en udfordring, vi skal løse med bedre integration, de er fanget i dårlige EU-regler, de er gode eller dårlige. Men de er ikke her for øjnene af os.

I Jordan er de der. 1,5 millioner flygtninge i et land, der arealmæssigt er lidt større en Danmark med en samlet befolkning på 9 millioner og en rusten økonomi.

Jeg ved ikke, hvordan de i jordansk politik snakker om flygtninge, men ude i marken snakker man om mennesker.

Mennesker, der lider af psykologiske traumer, fordi de har mistet mand og to sønner til ISIL.

Mennesker, der lever i et skur med tusindvis af andre flygtninge og er tvunget til at se dårligt producerede tegnefilm dagen lang.

Mennesker, der er fanget mellem syrisk undergang på den ene side og europæisk modvilje på den anden.

Det har både været lærerigt og ganske modbydeligt at komme så tæt på flygtningekrisens egentlige ansigt. Helt sikkert er det, at vi aldrig må stoppe kampen for bistand, flygtninges rettigheder og internationalt samarbejde. Der er brug for det som aldrig før.

Af Victor Boysen, landsformand for Radikal Ungdom

RU’er valgt som Vice President i ILFRY

Radikal Ungdom er Danmarks internationale ungdomsparti. Vi kæmper for flygtninge og bistand, vi har projekter i Zimbabwe og Marokko og vi har altid siddet tungt på lederposterne i vores internationale paraplyorganisationer.

I den forgangne weekend kunne Radikal Ungdoms helt egen Nickolas Pagonakis føje endnu en international fjer i den ungradikale hat, da han efter et højspændt drama på blev valgt som vicepræsident for ILFRY, den globale paraply for internationale ungdsomspartier.

Nickolas, der er tidligere international ordfører og nu også projektleder for RU’s Marokkoprojekt, stillede op til selvsamme vicepræsidentpost ved ILFRYs seneste ordinære generalforsamling i april, men måtte efter stemmelighed i første runde desværre se sig slået med et mulehår, da stemmerne blev gjort op efter anden runde.

Da en af ILFRY’s tidligere vicepræsidenter (der er 4 i alt) har været ukontaktbar siden august måned, blev det imidlertid besluttet at afsætte vedkommende ved weekendens ekstraordinære generalforsamling, hvor der ellers ikke skulle være valg.

Nickolas var desværre ikke selv til stedet i Amman, Jordan, da generalforsamlingen fandt sted, men det var landsformand Victor Boysen. Han var ikke sen til at øjne muligheden for et ungradikalt comeback af de helt store, og i samarbejde med Sigrid (medl. af FU med ansvar for internationale samarbejder, red), Jonas (international ordfører, red.) og Nickolas selv fik han fremsendt et nomineringsbrev og en velsmurt valgkampsmaskine blev stablet på benene.

Nickolas blev udfordret af Nikolay, en russisk kandidat af skarp kaliber, men trak sig sejrrigt ud af opgøret efter benhårdt lobbyarbejde i Jordan, en brandtale under selve valghandlingen og solide støtter blandt ILFRYs medlemsorganisationer.

Victor Boysen beretter om en episk stemning i den danske lejr efter valget, og siger: “Jeg skal ikke kunne afvise, at der fra RU-delegationen blev danset en sejrsdans eller to i de jordanske gader den aften.”

Og Nickolas selv? Ja han glæder sig til sit nye hverv og skriver om sit kommende arbejde: “Den næste tid skal jeg deltage i mit første bureau-møde, sætte gang i ILFRYs nyhedsmedie, Libel, og få gang i samarbejdet med det liberale netværk i Afrika. Tiden kommer til at flyve hurtigt – der er ordinær generalforsamling allerede i april, hvor jeg vil være på valg igen. De næste måneder kommer til at være spændende!”

Vi ønsker Nickolas alt held og lykke med hans fremtidige arbejde. Hvis du vil følge med i, hvad han og ILFRY arbejder med, så kan du besøge deres hjemmeside her.

Radikal Ungdom – de spæde år

Tidligere landsformand for Radikal Ungdom og nu kandidat til kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune er helt vild med historie og bøger – især dem, der handler om politik og den radikale bevægelse. Her i december deler han en lille julegave på Røhls Radikale Reol. 

I år er det 105 år siden vores ungradikale bevægelse blev konstitueret som en organisation. Den kendte historiker, politiske kommentator og gamle redaktør af det ungradikale medlemsblad, Tage Kaarsted, guider os igennem de første 50 i månedens bog: Radikal Ungdoms politiske historie 1911-1961. Bogen er svært tilgængelig og derfor vil I i denne måned få en udvidet gennemgang af bogens indhold, som I kan hygge jer med i juleferien eller som overspringshandling i eksamenslæsningen.

God fornøjelse.

1910’erne. På egne ben.
Det hele startede i Randers i 1911, hvor 16 unge mennesker mødtes i forlængelse af det Radikale Venstres landsmøde og landsforbundet blev stiftet.

Inden da havde man allerede haft en diskussionsklub i København fra 1904 og Socialdemokratiet og Konservative havde længe haft ungdomsforbund. Det radikale Venstre var imidlertid bekymrede ved stiftelsen, da man frygtede, at man ville miste engagementet i deres parti. Tiden vil imidlertid vise, at ungdomspartiet har været et vigtigt arnested for senere engagerede i det radikale bagland og folkevalgte. Et sted, hvor man har pustet til den radikale ideologiske glød, når den synes, at have været ved at dø ud hos moderpartiet. Samme beskrivelse af ungdomspartiets rolle brugte ungdomspartiets stiftere også i det radikale medlemsblad, ”Det frie ord”, ved organisationens stiftelse.

Men inden det bliver for højtideligt må vi tilbage til historien. Og ved stiftelsen var blandt andre Bertel Dahlgaard med, der senere blev politisk leder for Det radikale Venstre. Deltagelsen på mødet endte med at koste ham sine støvler, der senere blev fundet af politiet, slidt op. Den første formand blev imidlertid Anders Hansen.

Stiftelsen satte gang i mange initiativer. Heriblandt en foredragsaften i Frederiksværk, der endte i et bal ind til kl. 3 om natten. I det radikale blad skrev man: ”Enten skal man stryge ballerne eller det radikale navn.” Det var dog også klart, at man ikke skulle samles om morskaben men om ideerne, understreges det af ungdommen selv. Andre initiativer var de socialpolitiske søndagskurser i København i 1913 og 1914 under mottoet: Kunstskab er magt.

Efter Anders Hansen tog så Bertel Dahlgaard over som landsformand. Han kom fra en Venstrefamilie og skulle have været landmand, men helbredet forbød det og han blev derfor cand. polit i stedet. Da han første gang mødte op til et politisk arrangement i Skive i 1911, skulle en deltager have sagt: ”Det wil hans får it ha tøt om”. Men sådan blev det.  En af hans helt store fokusområder var det nordiske arbejde, hvor der blev startet et samarbejde med Sveriges frisinnade ungdom (I dag det liberale ungdomsforbund).

Temaerne for den politiske diskussion lå i forlængelse af partiprogrammet for Det radikale Venstre af 1905, hvor særligt spørgsmålet om stemmeret og nedrustning fulgte. Man fik imidlertid gennemført mange af tingene under C. Th. Zahle ministeriet fra 1913 til 1920 og som Bertels efterfølger, Anders Olsen, slog fast: ”Man rejser ikke en radikal ungdomsbevægelse på en agitation for kornordning, maksimalpriser, rationering, nye skatter eller noget af alt det andet, som regeringen tvunget af nødvendigheden har gennemført.”

Mange ting blev da også debatteret. I 1917 foreslog man f.eks. i en resolution, at antallet af stemmer, man kunne afgive ved valg, skulle følge antallet af børn, man havde. Det blev ikke vedtaget så vidt vides.  En større debat var alkoholspørgsmålet og tre positioner blev indtaget i foreningen: Forbud, frihed og en mellemting af sociale hensyn.

Uafhængigheden var vigtig og i 1918 slog Anders Olsen fast, at han ikke ville være kandidat til folketinget. Til det sagde han: ”Vi har vore egne krav at varetage og af føre dem frem er først og fremmest landsforbundets formandspligt og for at gøre dette bør han stå så frit og uafhængigt som muligt.” En ting, der 40 år senere blev vedtægtsbestemt.

Sådan gik de første år, hvor den ungradikale bevægelse begyndte at stå på egne ben.

1920’erne. Efter regeringstiden.
Foreningen var kommet op at køre og var blevet selvstændig. I 1920’erne var man klar til at etablere et internationalt samarbejde. Drivkraften bag var i høj grad Hermod Lannung, der startede arbejdet allerede i 1919 og fortsatte sit engagement i Radikal Ungdoms internationale arbejde helt frem til 1938. I første omgang resulterede det i den radikale-liberale kongres, hvor blandt andre Dahlgaard fra RU og Hartling fra VU deltog.

Man stiftede “den internationale ungdomsliga”, der i formålsparagraffen slog fast, at krig var umoralsk og fornuftsstridig, at man arbejdede for at vække broderlighedens og den gensidige forståelses ånd, at gøre det klart for enhver borger, at han har pligter ikke alene over for sig eget fædreland men overfor hele menneskeheden. Et ikke helt uambitiøst formål i en tid efter første verdenskrig.

Men det var ikke bare ord. Hovedbestyrelsen vedtog også at sende sin støtte til det Tyske demokratiske ungdoms rigsforbund i 1923, da Frankrig og Belgien rykkede ind i Ruhr-området. I stedet for at sende et telegram, som var dyrt, sendte man et brev og vedlagde de 10 kroner telegrammet ville koste. Det svarede til 40.000 mark.

I 1924 gik Oluf Johansen af som formand. Han var blandt andet blevet presset af den københavnske forening, der ikke mente han var rød nok. En næstformand måtte også stoppe på et tidspunkt, da han ikke opnåede genvalg til hovedbestyrelsen, der dengang valgte og konstituerede næstformanden.

Efter ham kom Hother Kirkegaard og derefter N. P. Nielsen, der havde været redaktør på RU’s medlemsblad. Han havde blandt andet haft klummen ”Fra statskirkens mødding”, hvor han udstillede problemerne ved en statskirke. N. P. Nielsen mente, at RU’s opgave er at holde konservatismens unoder i ave.

1930’erne. Tingene spidser til.
Det var lige præcis de konservative, der blev de helt store modstandere i 1930’erne for Radikal Ungdom. Man havde ellers haft tradition for at gå mod Venstre og VU. Mens Radikal Ungdom havde et større oplysningsarbejde i gang omkring den tyske nationalsocialisme i Danmark og dens mange uhyggeligheder, havde Konservativ Ungdom travlt med at adoptere de nationalsocialistiske tanker. KU’s formand, Poul Hjermind, skrev bl.a. i deres medlemsblad i 1933: ”Vi nægter ikke, at vi adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune batailloner. Vi beundrer nazismens nationalfølelse, offervilje og disciplin, og vi mener, at Europa skylder den en tak, fordi den har slået kommunismen ned og derigennem reddet Tyskland for Vesteuropas kultur, men – og det ønsker vi at understrege – vi sympatisører lige så lidt som Politiken med de tyske jødeforfølgelser og naziterror, hvis voldsomhed for øvrigt overdrives stærkt i regeringspressen…” og han slutter: “Vi nærer den beskedne tro, at dansk konservatisme kan lære adskilligt af engelsk og svensk konservatisme, af italiensk facisme og af tysk nationalisme.” Tragikomisk som det er, har han fjorten år senere sagt i folketinget: “Man bør ikke kunne have været agitator for nazismen uden nu at rammes af retfærdighedens arm.”

Nedrustningen og anti-militarismen fyldte også meget i den radikale debat i 30’erne. Man stod fast på nedrustningen og et medlem, Helge Jensen, blev sat i arrest for ikke at møde op til session. Noget foreningen dog ikke opfordrede medlemmerne til at praktisere. Reglerne om værnepligt skulle ændres ved lov og ikke med civiludlydighed.

En af fortalerne for nedrustningen var Karl Skytte, der allerede som 14 årig deltog med et læserbrev i RU’s medlemsblad Fremtiden i 1923, hvor han skrev: “Det kan ikke hjælpe at man tror, som radikale venstre, at man kan gennemføre freden ved at nedsætte militærudgifterne. Det er at gå på akkord med uretten.” Man burde skride til fuldstændig afrustning. Karl Skytte var formand i 1933 til 1937 og sad i hovedbestyrelsen helt frem til 1943.

Nedrustning blev et stort tema og problem for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre i regeringen frem mod krigen med Stauning og Munch. Socialdemokratiet ville opruste mod truslen fra Tyskland og Radikale ville nedbringe militæret til kun at være grænsebevogtning. Radikal Ungdom gik endnu længere og vedtog en resolution i 1937: ” Vi udtrykker vor store utilfredshed med den gennemførte militære ordning og fastholder vort principielle synspunkt: Danmark kan ikke løse militære opgaver.” Andre temaer var tvungen voldgift inspireret af Henry George, abort, 21 års valgret og afskaffelse af landstinget.

I 1930’erne var der stor aktivitet. Det fremgår blandt andet fra landsmødet i 1935, hvor der var 180 delegerede. Medlemstallet var 4549. I 1936 var det 5117. Efter Karl Skytte tog Axel Jensen og var formand igennem fem år. Det længste nogen formand har siddet jvn.fr. bogens forfatter i 1961. Axel lagde Radikal Ungdom ud på den yderste venstre fløj.

1940’erne. Besættelsen og efterkrig.
Krigen kom og Radikale blev syndebuk som konsekvens af nedrustningspolitikken. Den radikale logik var ”hellere besættelse end oprustning og en forgæves, ødelæggende kamp.” Forfatteren bag bogen, der var en anerkendt politisk kommentator, understreger også, at det først og fremmest var storpolitik og en tysk og britisk interesse i Norge, der var årsag til besættelsen og altså ikke nedrustningspolitikken.

Arbejdet var ifølge S. Bjørn Hansen, der blev formand for København RU seks dage efter besættelsen: at samle ungdommen, ikke på et polemisk, politisk grundlag, men… på et dansk kulturelt grundlag.”

Man søgte at skabe en politisk fællesfront allerede i 1934 på initiativ af RU med ungdommens fredsforbund, VU, DSU og Retsforbundets ungdom. Af åbenlyse grunde ikke med KU, da de havde indtaget fascistiske synspunkter. Men det mislykkedes at få det stiftet. Samme forsøgte man i 1940. Det viste sig, at en modvilje mod RU havde afholdt folk fra at deltage og et andet initiativ løb derfor bag om RU. Det blev til dansk ungdomssamvirke (DU – I dag dansk ungdomsfællesråd, DUF), hvor Hal Koch blev formand i landsorganisationen. Et stort tema i DU under krigen var forsvarspolitikken, hvor RU stod meget alene mod den generelle holdning om et stærkere forsvar. RU truede med at forlade DU, men ”Folk og Værn” ville også smide dem ud i en rasende debat om forsvaret. Hal Koch skrev til Bjørn Hansen: Går RU ud, vil DU dø.

På landsmødet i 1943 kunne man opgøre RUs medlemstal til 6047 mod 5050 året før. Men tiden var også en anden for partierne dengang end det solide medlemstal på 900 vi nærmer os i dag.

Samme år begyndte adskillelige RU’ere at gå over i modstandsbevægelsens arbejde. Hvor blandt andet Per Markussen måtte lade livet i et flugtforsøg fra Shell-huset og Tage Nielsen blev skudt under en våbenmodtagelse d. 24 april i 1945.

Den forsvarspolitiske linje var den samme efter krigen. Nedrustning og afskaffelse af værnepligten. Det nye var imidlertid, at man ville give FN magtmidler, hvilket foreløberen inden anden verdenskrig, Folkeforbundet, ikke havde haft.

RU forlod World federation of democratic youth i 1948 da denne var blevet for kommunistisk. I 1947 skabtes WFLRY på engelsk initiativ i Cambridge, hvilket var en genoplivelse af det radikale ungdomsliga fra før krigen. VU blev også en del af WFLRY (I dag IFLRY) trods stor modstand fra RU og særligt Norges unge venstre. Nogle vi i øvrigt den dag i dag har et tæt samarbejde med.

I 1948 begyndte man at rykke over mod at være fortalere for et nordisk forsvarsforbund, som radikale politikere mæglede for at skabe. Norge ville have det udvidet til hele vesten. Det ville svensken ikke. Hvorfor intet skete.

Hilmar Baunsgaard tog over som formand efter Bjørn. Han kom ind i RU som 17 årig i 1937, efter storebroren havde banket ham til at blive sufflør til RUs amatørteater og dermed var han blevet hvervet.

1950’erne. En bevægelse fra neutralitet.
I 1947 mønstrede man ca. 7000 medlemmer. I 1953 var det 5921.

Omkring 1953 sad Tage Kaarestad, bogens forfatter, og Sven Skovmand, fortsat aktivt medlem i Radikale Venstre den dag i dag, med redaktionsarbejdet. I 1955 oprettedes RU’s veteranforening med Karl skytte, Kresten Helveg Petersen, Hilmar Baunsgaard med flere i bestyrelse. Et netværk i stil med det netop oprettede i RU.

I 1954 blev Asger Baunsgaard landsformand efter Arne Lindegaard Rasmussen. Kun 22 år gammel og dermed den hidtil yngste landsformand dengang. I 1956 kom det til en konstitueret gruppering om neutralitetsspørgsmålet, og Asger fik samlet om langsigtet neutralitet. Udover skredet i nedrustningspolitikken var blokpolitikken også et tema i 1950’erne og radikale placerede sig i midten fra start. Et sted hvor vi har stået lige siden.

Forfatteren bag bogen konkluderer, at vi i løbet af de første 50 år har opnået mange af de ting vi blev skabt på med Odense programmet af 1905. Det er værd at spørge, om vi fortsat kan prale af de sejre, og om vi så har fået andre mål med tiden.

Diskussionen om forsvarspolitikken kører endnu den dag i dag i vores forening. Men enigheden for total nedrustning og den anti-militaristiske linje er langt fra så klar som den tidligere har været. En god og sund diskussion, der fortsat lever i partiet og i lyset af vores lange historie.

Det ovenstående er en forkortet udvalg af den 45 sider lange bog om Radikal Ungdoms første spæde år.