Radikal Ungdom – de spæde år

Tidligere landsformand for Radikal Ungdom og nu kandidat til kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune er helt vild med historie og bøger – især dem, der handler om politik og den radikale bevægelse. Her i december deler han en lille julegave på Røhls Radikale Reol. 

I år er det 105 år siden vores ungradikale bevægelse blev konstitueret som en organisation. Den kendte historiker, politiske kommentator og gamle redaktør af det ungradikale medlemsblad, Tage Kaarsted, guider os igennem de første 50 i månedens bog: Radikal Ungdoms politiske historie 1911-1961. Bogen er svært tilgængelig og derfor vil I i denne måned få en udvidet gennemgang af bogens indhold, som I kan hygge jer med i juleferien eller som overspringshandling i eksamenslæsningen.

God fornøjelse.

1910’erne. På egne ben.
Det hele startede i Randers i 1911, hvor 16 unge mennesker mødtes i forlængelse af det Radikale Venstres landsmøde og landsforbundet blev stiftet.

Inden da havde man allerede haft en diskussionsklub i København fra 1904 og Socialdemokratiet og Konservative havde længe haft ungdomsforbund. Det radikale Venstre var imidlertid bekymrede ved stiftelsen, da man frygtede, at man ville miste engagementet i deres parti. Tiden vil imidlertid vise, at ungdomspartiet har været et vigtigt arnested for senere engagerede i det radikale bagland og folkevalgte. Et sted, hvor man har pustet til den radikale ideologiske glød, når den synes, at have været ved at dø ud hos moderpartiet. Samme beskrivelse af ungdomspartiets rolle brugte ungdomspartiets stiftere også i det radikale medlemsblad, ”Det frie ord”, ved organisationens stiftelse.

Men inden det bliver for højtideligt må vi tilbage til historien. Og ved stiftelsen var blandt andre Bertel Dahlgaard med, der senere blev politisk leder for Det radikale Venstre. Deltagelsen på mødet endte med at koste ham sine støvler, der senere blev fundet af politiet, slidt op. Den første formand blev imidlertid Anders Hansen.

Stiftelsen satte gang i mange initiativer. Heriblandt en foredragsaften i Frederiksværk, der endte i et bal ind til kl. 3 om natten. I det radikale blad skrev man: ”Enten skal man stryge ballerne eller det radikale navn.” Det var dog også klart, at man ikke skulle samles om morskaben men om ideerne, understreges det af ungdommen selv. Andre initiativer var de socialpolitiske søndagskurser i København i 1913 og 1914 under mottoet: Kunstskab er magt.

Efter Anders Hansen tog så Bertel Dahlgaard over som landsformand. Han kom fra en Venstrefamilie og skulle have været landmand, men helbredet forbød det og han blev derfor cand. polit i stedet. Da han første gang mødte op til et politisk arrangement i Skive i 1911, skulle en deltager have sagt: ”Det wil hans får it ha tøt om”. Men sådan blev det.  En af hans helt store fokusområder var det nordiske arbejde, hvor der blev startet et samarbejde med Sveriges frisinnade ungdom (I dag det liberale ungdomsforbund).

Temaerne for den politiske diskussion lå i forlængelse af partiprogrammet for Det radikale Venstre af 1905, hvor særligt spørgsmålet om stemmeret og nedrustning fulgte. Man fik imidlertid gennemført mange af tingene under C. Th. Zahle ministeriet fra 1913 til 1920 og som Bertels efterfølger, Anders Olsen, slog fast: ”Man rejser ikke en radikal ungdomsbevægelse på en agitation for kornordning, maksimalpriser, rationering, nye skatter eller noget af alt det andet, som regeringen tvunget af nødvendigheden har gennemført.”

Mange ting blev da også debatteret. I 1917 foreslog man f.eks. i en resolution, at antallet af stemmer, man kunne afgive ved valg, skulle følge antallet af børn, man havde. Det blev ikke vedtaget så vidt vides.  En større debat var alkoholspørgsmålet og tre positioner blev indtaget i foreningen: Forbud, frihed og en mellemting af sociale hensyn.

Uafhængigheden var vigtig og i 1918 slog Anders Olsen fast, at han ikke ville være kandidat til folketinget. Til det sagde han: ”Vi har vore egne krav at varetage og af føre dem frem er først og fremmest landsforbundets formandspligt og for at gøre dette bør han stå så frit og uafhængigt som muligt.” En ting, der 40 år senere blev vedtægtsbestemt.

Sådan gik de første år, hvor den ungradikale bevægelse begyndte at stå på egne ben.

1920’erne. Efter regeringstiden.
Foreningen var kommet op at køre og var blevet selvstændig. I 1920’erne var man klar til at etablere et internationalt samarbejde. Drivkraften bag var i høj grad Hermod Lannung, der startede arbejdet allerede i 1919 og fortsatte sit engagement i Radikal Ungdoms internationale arbejde helt frem til 1938. I første omgang resulterede det i den radikale-liberale kongres, hvor blandt andre Dahlgaard fra RU og Hartling fra VU deltog.

Man stiftede “den internationale ungdomsliga”, der i formålsparagraffen slog fast, at krig var umoralsk og fornuftsstridig, at man arbejdede for at vække broderlighedens og den gensidige forståelses ånd, at gøre det klart for enhver borger, at han har pligter ikke alene over for sig eget fædreland men overfor hele menneskeheden. Et ikke helt uambitiøst formål i en tid efter første verdenskrig.

Men det var ikke bare ord. Hovedbestyrelsen vedtog også at sende sin støtte til det Tyske demokratiske ungdoms rigsforbund i 1923, da Frankrig og Belgien rykkede ind i Ruhr-området. I stedet for at sende et telegram, som var dyrt, sendte man et brev og vedlagde de 10 kroner telegrammet ville koste. Det svarede til 40.000 mark.

I 1924 gik Oluf Johansen af som formand. Han var blandt andet blevet presset af den københavnske forening, der ikke mente han var rød nok. En næstformand måtte også stoppe på et tidspunkt, da han ikke opnåede genvalg til hovedbestyrelsen, der dengang valgte og konstituerede næstformanden.

Efter ham kom Hother Kirkegaard og derefter N. P. Nielsen, der havde været redaktør på RU’s medlemsblad. Han havde blandt andet haft klummen ”Fra statskirkens mødding”, hvor han udstillede problemerne ved en statskirke. N. P. Nielsen mente, at RU’s opgave er at holde konservatismens unoder i ave.

1930’erne. Tingene spidser til.
Det var lige præcis de konservative, der blev de helt store modstandere i 1930’erne for Radikal Ungdom. Man havde ellers haft tradition for at gå mod Venstre og VU. Mens Radikal Ungdom havde et større oplysningsarbejde i gang omkring den tyske nationalsocialisme i Danmark og dens mange uhyggeligheder, havde Konservativ Ungdom travlt med at adoptere de nationalsocialistiske tanker. KU’s formand, Poul Hjermind, skrev bl.a. i deres medlemsblad i 1933: ”Vi nægter ikke, at vi adskilligt sympatiserer med nationalsocialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune batailloner. Vi beundrer nazismens nationalfølelse, offervilje og disciplin, og vi mener, at Europa skylder den en tak, fordi den har slået kommunismen ned og derigennem reddet Tyskland for Vesteuropas kultur, men – og det ønsker vi at understrege – vi sympatisører lige så lidt som Politiken med de tyske jødeforfølgelser og naziterror, hvis voldsomhed for øvrigt overdrives stærkt i regeringspressen…” og han slutter: “Vi nærer den beskedne tro, at dansk konservatisme kan lære adskilligt af engelsk og svensk konservatisme, af italiensk facisme og af tysk nationalisme.” Tragikomisk som det er, har han fjorten år senere sagt i folketinget: “Man bør ikke kunne have været agitator for nazismen uden nu at rammes af retfærdighedens arm.”

Nedrustningen og anti-militarismen fyldte også meget i den radikale debat i 30’erne. Man stod fast på nedrustningen og et medlem, Helge Jensen, blev sat i arrest for ikke at møde op til session. Noget foreningen dog ikke opfordrede medlemmerne til at praktisere. Reglerne om værnepligt skulle ændres ved lov og ikke med civiludlydighed.

En af fortalerne for nedrustningen var Karl Skytte, der allerede som 14 årig deltog med et læserbrev i RU’s medlemsblad Fremtiden i 1923, hvor han skrev: “Det kan ikke hjælpe at man tror, som radikale venstre, at man kan gennemføre freden ved at nedsætte militærudgifterne. Det er at gå på akkord med uretten.” Man burde skride til fuldstændig afrustning. Karl Skytte var formand i 1933 til 1937 og sad i hovedbestyrelsen helt frem til 1943.

Nedrustning blev et stort tema og problem for samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre i regeringen frem mod krigen med Stauning og Munch. Socialdemokratiet ville opruste mod truslen fra Tyskland og Radikale ville nedbringe militæret til kun at være grænsebevogtning. Radikal Ungdom gik endnu længere og vedtog en resolution i 1937: ” Vi udtrykker vor store utilfredshed med den gennemførte militære ordning og fastholder vort principielle synspunkt: Danmark kan ikke løse militære opgaver.” Andre temaer var tvungen voldgift inspireret af Henry George, abort, 21 års valgret og afskaffelse af landstinget.

I 1930’erne var der stor aktivitet. Det fremgår blandt andet fra landsmødet i 1935, hvor der var 180 delegerede. Medlemstallet var 4549. I 1936 var det 5117. Efter Karl Skytte tog Axel Jensen og var formand igennem fem år. Det længste nogen formand har siddet jvn.fr. bogens forfatter i 1961. Axel lagde Radikal Ungdom ud på den yderste venstre fløj.

1940’erne. Besættelsen og efterkrig.
Krigen kom og Radikale blev syndebuk som konsekvens af nedrustningspolitikken. Den radikale logik var ”hellere besættelse end oprustning og en forgæves, ødelæggende kamp.” Forfatteren bag bogen, der var en anerkendt politisk kommentator, understreger også, at det først og fremmest var storpolitik og en tysk og britisk interesse i Norge, der var årsag til besættelsen og altså ikke nedrustningspolitikken.

Arbejdet var ifølge S. Bjørn Hansen, der blev formand for København RU seks dage efter besættelsen: at samle ungdommen, ikke på et polemisk, politisk grundlag, men… på et dansk kulturelt grundlag.”

Man søgte at skabe en politisk fællesfront allerede i 1934 på initiativ af RU med ungdommens fredsforbund, VU, DSU og Retsforbundets ungdom. Af åbenlyse grunde ikke med KU, da de havde indtaget fascistiske synspunkter. Men det mislykkedes at få det stiftet. Samme forsøgte man i 1940. Det viste sig, at en modvilje mod RU havde afholdt folk fra at deltage og et andet initiativ løb derfor bag om RU. Det blev til dansk ungdomssamvirke (DU – I dag dansk ungdomsfællesråd, DUF), hvor Hal Koch blev formand i landsorganisationen. Et stort tema i DU under krigen var forsvarspolitikken, hvor RU stod meget alene mod den generelle holdning om et stærkere forsvar. RU truede med at forlade DU, men ”Folk og Værn” ville også smide dem ud i en rasende debat om forsvaret. Hal Koch skrev til Bjørn Hansen: Går RU ud, vil DU dø.

På landsmødet i 1943 kunne man opgøre RUs medlemstal til 6047 mod 5050 året før. Men tiden var også en anden for partierne dengang end det solide medlemstal på 900 vi nærmer os i dag.

Samme år begyndte adskillelige RU’ere at gå over i modstandsbevægelsens arbejde. Hvor blandt andet Per Markussen måtte lade livet i et flugtforsøg fra Shell-huset og Tage Nielsen blev skudt under en våbenmodtagelse d. 24 april i 1945.

Den forsvarspolitiske linje var den samme efter krigen. Nedrustning og afskaffelse af værnepligten. Det nye var imidlertid, at man ville give FN magtmidler, hvilket foreløberen inden anden verdenskrig, Folkeforbundet, ikke havde haft.

RU forlod World federation of democratic youth i 1948 da denne var blevet for kommunistisk. I 1947 skabtes WFLRY på engelsk initiativ i Cambridge, hvilket var en genoplivelse af det radikale ungdomsliga fra før krigen. VU blev også en del af WFLRY (I dag IFLRY) trods stor modstand fra RU og særligt Norges unge venstre. Nogle vi i øvrigt den dag i dag har et tæt samarbejde med.

I 1948 begyndte man at rykke over mod at være fortalere for et nordisk forsvarsforbund, som radikale politikere mæglede for at skabe. Norge ville have det udvidet til hele vesten. Det ville svensken ikke. Hvorfor intet skete.

Hilmar Baunsgaard tog over som formand efter Bjørn. Han kom ind i RU som 17 årig i 1937, efter storebroren havde banket ham til at blive sufflør til RUs amatørteater og dermed var han blevet hvervet.

1950’erne. En bevægelse fra neutralitet.
I 1947 mønstrede man ca. 7000 medlemmer. I 1953 var det 5921.

Omkring 1953 sad Tage Kaarestad, bogens forfatter, og Sven Skovmand, fortsat aktivt medlem i Radikale Venstre den dag i dag, med redaktionsarbejdet. I 1955 oprettedes RU’s veteranforening med Karl skytte, Kresten Helveg Petersen, Hilmar Baunsgaard med flere i bestyrelse. Et netværk i stil med det netop oprettede i RU.

I 1954 blev Asger Baunsgaard landsformand efter Arne Lindegaard Rasmussen. Kun 22 år gammel og dermed den hidtil yngste landsformand dengang. I 1956 kom det til en konstitueret gruppering om neutralitetsspørgsmålet, og Asger fik samlet om langsigtet neutralitet. Udover skredet i nedrustningspolitikken var blokpolitikken også et tema i 1950’erne og radikale placerede sig i midten fra start. Et sted hvor vi har stået lige siden.

Forfatteren bag bogen konkluderer, at vi i løbet af de første 50 år har opnået mange af de ting vi blev skabt på med Odense programmet af 1905. Det er værd at spørge, om vi fortsat kan prale af de sejre, og om vi så har fået andre mål med tiden.

Diskussionen om forsvarspolitikken kører endnu den dag i dag i vores forening. Men enigheden for total nedrustning og den anti-militaristiske linje er langt fra så klar som den tidligere har været. En god og sund diskussion, der fortsat lever i partiet og i lyset af vores lange historie.

Det ovenstående er en forkortet udvalg af den 45 sider lange bog om Radikal Ungdoms første spæde år.