Face-off om privatisering af DSB, RV vs. RU

Radikale Venstre: Har Radikal Ungdom drømt?
Af Andreas Steenberg, Medlem af Folketinget for Radikale Venstre
Mig bekendt findes der ikke nogen private togselskaber. Arriva, som Radikal Ungdoms landsformand nævner som en privat leverandør, er ejet af den tyske stat. Jeg kender simpelthen ikke til nogen private selskaber. Derfor giver Radikal Ungdoms forslag ikke rigtig mening at diskutere.
Udfordringerne for dansk jernbane er manglende investeringer og fejlagtige investeringer. Ser vi bort fra Storebæltsbroen, så er der ikke sket det store siden verdenskrigene. Vi har signaler fra 1920’erne, der er ikke lagt nye baner, vores tog kører langsomt og vi har ikke elektrificeret, så vi kan køre el-tog. De manglende investeringer betyder, at infrastrukturen bryder ned med forsinkelser til følge. På banerne er der heller ikke plads til at køre de tog, som skal til, og det betyder også forsinkelser, fordi man laver meget sårbare køreplaner.
Endeligt har man også alt for gamle tog og tog der ikke virker. Fordi vi ikke kan køre med el-tog, begav Danmark sig ud i at få udviklet dieseltog. Kun Albanien har også valgt den vej i Europa. Det betyder, at vi har fået IC4-togene, som er det rene lo… Udover det har vi tog, der stammer helt tilbage fra 1970’erne. Det så håbløst elendigt.
Radikale Venstre har i Folketinget indgået forlig med investeringer i banerne på over 110 mia. kr. Alle baner i hele landet løftes og moderniseres. Lige nu kæmper vi for at holde fast i togfonden, som regeringen vil skære. Næste skridt ville have været at lave et stort togindkøb, så vi også kan få den del på plads. Det må nok desværre vente til vi får et nyt flertal.
Vil RU ikke hjælpe til med det i stedet for at finde på ting?

Radikal Ungdom: Der er brug for konkurrence
Af Philip Tarning, klima-, energi-, miljø- og infrastrukturordfører for Radikal Ungdom
Hvorfor skal det være så dyrt at gøre det rigtige for kloden? Når jeg skal fra Aalborg til København kan jeg vælge mellem en flybillet til 299 kroner eller en togbillet til 438. Klart, at mange foretrækker flyet, når det både er hurtigere og billigere. Men flyveturen udleder også 5,3 gange så meget CO2. Hvad er meningen? Det er jo helt sort…
Hvordan får vi andre end hippiemeteorologer som mig til at tage toget? Hvis prisforholdet var i modsat favør kunne det nok ændre holdningen for folk, der ikke har travlt. På flyruten mellem København og Aalborg konkurrerer SAS og Norwegian om at give brugerne en lav pris og god service, på togruten bekymrer DSB sig ikke synderligt om nogen af delene.
Vi skal have konkurrence på skinnerne. Ikke at flere operatører kører den samme rute, det kan vores skinnenet ikke klare. Men vi skal med nogle års mellemrum vurdere, om nogen kan gøre det bedre, end det vi har. Det nytter ikke, at vi allerede har besluttet, at et statsligt monopol skal vinde opgaven, uanset hvor skidt de hidtil har klaret opgaven.
Men dette kan selvfølgelig ikke stå alene, for dansk togtrafik har mange problemer. Store strækninger mangler stadig at blive elektrificeret, så vi kan komme væk fra dieseltog. Nettet skal være klar til hurtigere tog, så det ikke tager så længe at komme rundt i vores lille land. Signalerne skal opdateres, så de faktisk regulerer trafikken, som vi ønsker det. Alt dette hører under Banedanmark, som staten stadig skal eje og investere i – massive investeringer over mange år.
Det er fedt, at Radikale Venstre står ved de planlagte investeringer i togfonden. Det kan Radikal Ungdom kun bakke op om.
Men disse investeringer skal laves uanset, hvem der kører på skinnerne. Når vi investerer så mange penge, så skylder vi også, at det er den bedste operatør, der kører togene. Det kan få flere til at tage toget i stedet for bil eller fly – til klodens bedste. Det er det, vi drømmer om i Radikal Ungdom.

Klap lige hesten, Danmark

70.000 public service-kroner for at flyve en hest fra Danmark til USA. Det er mange penge. Og selvom hovedperson Johannes Langkilde fik skrevet hestefragten ind i sin kontrakt, har han været overalt i medierne de seneste dage – på den kedelige måde.

Jeg forstår forargelsen. 70.000 offentlige kroner på en hestefragt er bizart, uanset hvordan man vender og drejer det.

Men selvom DR træffer en hovedløs beslutning i ny og næ, må vi ikke glemme det store billede. Danmark ville være et fattigere samfund uden public service-medier.

Først og fremmest fordi DR, TV2 og Radio24Syv som danske public service-medier er forpligtet til at levere en saglig og neutral nyhedsdækning. Det er fuldstændig afgørende for danskernes evne til at deltage i demokratiet, at de ved, hvad der foregår på nyhedsfronten.

Det kan private medier som Politiken og Berlingske selvfølgelig også hjælpe med at belyse, men public service-medierne har sort på hvidt skrevet under på at være objektive i deres nyhedsdækning, hvilket i sidste ende kommer danskerne til gode, fordi de kan læne sig tilbage i sofaen og modtage den daglige nyhedsoplæsning uden at være bekymret for historiernes bias eller oprigtighed.

De danske public service-medier er ud over troværdighed med til at sikre mangfoldighed i mediebilledet. Hvis det hele foregik på kommercielle vilkår, ville gode og samfundsrelevante indslag som P1 Orientering og DR’s Prinsesser fra Blokken næppe være blevet til noget, fordi de ikke (i første omgang) skaber profit på bundlinjen.

Det ville være skidt. Selvom programmer koster penge, kan de vække danskernes interesse for samfundet på en helt unik måde, som i sidste ende kommer det danske samfund til gavn. Jo mere oplyste og dannede danskerne bliver, desto sundere et demokrati får vi.

Vi kan diskutere, hvad public service-medier skal beskæftige sig med, og hvad de skal overlade til TV3 og Nova FM. Men den helt grundlæggende idé om, at nogle medier er forpligtet til at levere alsidig og saglig kulturformidling i topklasse er fantastisk.
Det skal vi huske, når folk i kølvandet på Johannes Langkildes dyre hestetransport er klar til at hive public service-ordningen fra hinanden. Uden public service ville vi være et fattigere samfund.

House of Cards er flyttet til Bruxelles

Har vi ikke alle set scenen? Den amerikanske vicepræsident træder selvsikkert ned af en glorværdig marmortrappe, omgivet af svedige embedsmænd og stilfulde vagter, der alle marcherer troligt ved hans side. Det giver nærmest kuldegysninger, at se en mand være i så fuld kontrol. At se et menneske der fremstår så selvsikker og magtfuld. Alene på turen ned af trappen, fremstår han som et klart billede på de mytiske idealer vi alle har for en sand, stor politiker.

Scenen jeg nævner her er dog desværre ikke fra det virkelige liv. Den er fra den kendte serie House of Cards, hvor Frank Underwood sparker døren ind til Senatet, og overtager styring over slagets gang.  Med et kynisk blik og lav morale, får han alt hvad han peger på, og vi kan slet ikke lade vær med at blive en lille smule betagede af manden.  Ja, vi begynder nærmest at savle af magtliderlighed over den indflydelse et menneske, som Underwood kan besidde.

Men ak, det er og bliver en tv-serie, og det eneste vi dødelige kan gøre er, at venter troligt på den næste sæson.

Men her i det nye år kan man jo også vælge, at vende blikket en smule fra Netflix og over på live-transmissionerne fra Europa parlamentet.

Selvom sådan opfordring normalt ville gøre de fleste selvmordstruede, så får de nuværende begivenheder i EU, magtserien på Netflix til at ligne en lidt halvkedelig islandsk krimi.

En benhård, kynisk magtkamp har nemlig sat parlamentet i flammer, og endevendt den Europæiske politiske balance i sådan en grad, at man næsten ikke kan fatte det. Parlamentets præsident, Martin Schulz, træder af, og det betyder der skal findes en afløser.

En simpel afstemning skal afgøre hvem der skal lede EU’s eneste direkte valgte institution. At skaffe et flertal har dog vist sig, at være lettere sagt end gjort. Intet parti har de 376 mandater det kræver, og kapløbet om at samle en koalition er gået ind.

Vores Europæiske parti, ALDE, har satset alt på formanden Guy Verhofstadt.

Frontløberne er dog ikke fra ALDE. De begge Italienere, den ene fra Socialdemokraterne og den anden for de konservative kristendemokrater, og meget tyder på at deres intense kampe mod hinanden, skaber et hul til ALDE, der som midterpartiet håber på at kunne samle fløjene.

Det lyder alt sammen vældigt ordinært, men et gammelt papir har kastet parlamentet ud i en historisk valgkamp. Ved sidste EP valg gik de tre pro-europæiske partier nemlig sammen, og dannede en koalition med et stort flertal, i forsøget på at holde partier som DF og UKIP ude for indflydelse.

Men foruden en aftale om at samarbejde, skrev de tre partiformænd også under på, at de halvvejs inde i valgperioden ville give præsidentposten videre til de konservative, som et kompromis.

Det skulle så være sket nu. Needless to say – Socialdemokraterne har ikke gjort det.  De er blevet for vant til magten.

Inden det historiske opgør om Brexit, skal parlamentet altså foretage et lige så skælsættende valg om hvem der skal holde præsidentembedet, og hvordan magtbalancen skal fordele sig fremadrettet.

En beslutning der kan få afgørende betydning for EU’s fremtid.Så slå hælene sammen, hold tungene lige i munden og hep på at de pro-europæiske liberale vinder magten i parlamentet.

Indtil da kan du slappe af og nyde de politiske magtkampe i EU, der tilsammen giver en underholdningspakker der kan skræmme selv Frank Underwood ud af sit gode skind.

Af ordfører for europæiske forhold, Alexander Bjørn Jensen

Røhls reol

I sidste bog fulgte vi opstarten af Radikal Ungdom beskrevet af historiker og politisk kommentator, Tage Kaarsted, der også var engageret i arbejdet med RU’s medlemsbladet i 1950’erne.
Denne måneds bog er skrevet af samme person, men denne gang følger vi ikke Radikal Ungdom, men Radikale Venstre, og mere præcist følger vi Ove Rode.

Bogen ”Ove Rode – Som partipolitiker” udkom i 1971 og fik en fin anmeldelse af ingen ringere end Bertel Dahlgaard. Ham, som I fra sidste måned kunne forstå, var RU’s anden formand i formandsrækken.

Ove Rode er på mange måder en af fædrene bag den radikale bevægelse. Han overtog i bogstaveligste forstand stolen efter Viggo Hørup på Politiken, men Hørups rolle som redaktør fik han ikke. Han blev politisk reporter og Edvard Brandes blev redaktør.

En af de konkrete eksempler på deres strid var under dækningen af kommunalvalget i Frederiksberg i starten af 1900-tallet. Brandes mente, at kun to partier ville eksistere i fremtiden. Et for borgere og et for socialdemokrater. Rode derimod så en fremtid for fire politiske partier: Et konservativt overklasseparti, et moderat, liberalt parti, et dristigere, radikalere fremskridtsparti og et socialdemokrati. Hvem af de to der fik ret, er en diskussion, der ser ud til at strække sig helt til i dag afhængigt af, om man betragter statsministerkandidater eller regeringsbærende partier.

Men det ledte til et meget svært forhold mellem de to, der det til trods, senere skulle sidde i Zahles andet ministerium og lede Danmarks neutralitet sikkert gennem første verdenskrig.
Bogen er imidlertid ikke en bog om tiden under første verdenskrig, men fortællingen om Ove Rodes lange vej ind i Folketinget. En vej, hvor han måtte kæmpe hårdt i blandt andet Holbæk, men hvor det lykkedes af flere omgange at sikre sig en plads. Udover at være reporter og folketingsmedlem var han også valgt til Københavns Borgerrepræsentation og man må sige manden havde mange jern i ilden.

Rode havde mange vigtige bidrag til samfundet som partipolitiker, men særligt to er værd at pege på. Den første er stiftelsen af radikale Venstre.
Det gjorde han i første omgang ved at tage initiativ til mødet for den Radikale klub, hvor meningsfælder fra det gamle Venstre mødtes og diskuterede deres ønsker og visioner for samfundet. Det resulterede i et programudvalg bestående af Ove Rode, P. Munch og Oskar Johansen. Mens Ove Rode var personen, der ikke ønskede at bryde båndet med det gamle Venstre, men kæmpede hårdt for Hørups tanker om at nedlægge landstinget og afruste Danmark, var Munch mere båret af ønsket om de sociale reformer og et samarbejde med Socialdemokratiet. Oskar Johansen, der var formand for Politikens bestyrelse sørgede for at binde de to initiativtageres tanker sammen. Rode fungerede som pragmatikeren, der ønskede at skabe bro til udbryderne fra Venstre, der sad i folketinget, hvor Zahle i høj grad fungerede som frontfigur.

En anden vigtig præstation fra Ove Rode var dækningen af Alberti sagen. Alberti var justitsminister for Venstre op til århundredskiftet og han fungerede mildest talt korrupt. Hans virke blev fulgt tæt af Ove Rode og til sidst faldt Alberti, hvilket ledte til en rigsretssag mod Alberti såvel som statsministeren I. C. Christensen. I.C. slap imidlertid bare med en reprimande.

Den 240 sider lange bog slutter i tiden op til Zahles første ministerium. Et historisk kapitel, der blandt andet er blevet dækket i Zahles dagbøger beskrevet andetsteds her på reolen.
Det var et medlem fra Radikale Venstre, der gjorde mig opmærksom, og lånte mig bogen. Så hermed en opfordring: Har du en bog, der skal sættes på vores radikale reol her i nyhedsmailen så skriv til mig på facebook eller Christopher.roehl.andersen@gmail.com, så vi sammen kan få kortlagt den radikale, litterære verden.

Ny generalsekretær i byen

20 år gammel, jysk og svært glad for vin; mød din nye generalsekretær.

Som en del af jer nok har bemærket, har vi gang i en større udskiftning på sekretariatet. D. 10. januar 2017 startede vores nye generalsekretær, Caroline Valentiner-Branth, på jobbet. Hun kommer til at tage over for Sissel Rasmussen, der har gjort et fremragende stykke arbejde, men nu skal videre.

Tidligere har Caroline siddet i hovedbestyrelsen som lokalforeningsrepræsentant, arrangeret studieturen til USA, arrangeret landsmødegalla og skrevet og rettet utallige referater.

Caroline blev student fra Vejle Tekniske Gymnasium i sommers, kan recitere hele teksten til Slem Igen, har en mindre fetisch for kontor artikler og intet mindre end 5 tatoveringer. Kig forbi sekretariatet til en snak og en kop kaffe, døren står altid åben.