Røhls reol

I sidste bog fulgte vi opstarten af Radikal Ungdom beskrevet af historiker og politisk kommentator, Tage Kaarsted, der også var engageret i arbejdet med RU’s medlemsbladet i 1950’erne.
Denne måneds bog er skrevet af samme person, men denne gang følger vi ikke Radikal Ungdom, men Radikale Venstre, og mere præcist følger vi Ove Rode.

Bogen ”Ove Rode – Som partipolitiker” udkom i 1971 og fik en fin anmeldelse af ingen ringere end Bertel Dahlgaard. Ham, som I fra sidste måned kunne forstå, var RU’s anden formand i formandsrækken.

Ove Rode er på mange måder en af fædrene bag den radikale bevægelse. Han overtog i bogstaveligste forstand stolen efter Viggo Hørup på Politiken, men Hørups rolle som redaktør fik han ikke. Han blev politisk reporter og Edvard Brandes blev redaktør.

En af de konkrete eksempler på deres strid var under dækningen af kommunalvalget i Frederiksberg i starten af 1900-tallet. Brandes mente, at kun to partier ville eksistere i fremtiden. Et for borgere og et for socialdemokrater. Rode derimod så en fremtid for fire politiske partier: Et konservativt overklasseparti, et moderat, liberalt parti, et dristigere, radikalere fremskridtsparti og et socialdemokrati. Hvem af de to der fik ret, er en diskussion, der ser ud til at strække sig helt til i dag afhængigt af, om man betragter statsministerkandidater eller regeringsbærende partier.

Men det ledte til et meget svært forhold mellem de to, der det til trods, senere skulle sidde i Zahles andet ministerium og lede Danmarks neutralitet sikkert gennem første verdenskrig.
Bogen er imidlertid ikke en bog om tiden under første verdenskrig, men fortællingen om Ove Rodes lange vej ind i Folketinget. En vej, hvor han måtte kæmpe hårdt i blandt andet Holbæk, men hvor det lykkedes af flere omgange at sikre sig en plads. Udover at være reporter og folketingsmedlem var han også valgt til Københavns Borgerrepræsentation og man må sige manden havde mange jern i ilden.

Rode havde mange vigtige bidrag til samfundet som partipolitiker, men særligt to er værd at pege på. Den første er stiftelsen af radikale Venstre.
Det gjorde han i første omgang ved at tage initiativ til mødet for den Radikale klub, hvor meningsfælder fra det gamle Venstre mødtes og diskuterede deres ønsker og visioner for samfundet. Det resulterede i et programudvalg bestående af Ove Rode, P. Munch og Oskar Johansen. Mens Ove Rode var personen, der ikke ønskede at bryde båndet med det gamle Venstre, men kæmpede hårdt for Hørups tanker om at nedlægge landstinget og afruste Danmark, var Munch mere båret af ønsket om de sociale reformer og et samarbejde med Socialdemokratiet. Oskar Johansen, der var formand for Politikens bestyrelse sørgede for at binde de to initiativtageres tanker sammen. Rode fungerede som pragmatikeren, der ønskede at skabe bro til udbryderne fra Venstre, der sad i folketinget, hvor Zahle i høj grad fungerede som frontfigur.

En anden vigtig præstation fra Ove Rode var dækningen af Alberti sagen. Alberti var justitsminister for Venstre op til århundredskiftet og han fungerede mildest talt korrupt. Hans virke blev fulgt tæt af Ove Rode og til sidst faldt Alberti, hvilket ledte til en rigsretssag mod Alberti såvel som statsministeren I. C. Christensen. I.C. slap imidlertid bare med en reprimande.

Den 240 sider lange bog slutter i tiden op til Zahles første ministerium. Et historisk kapitel, der blandt andet er blevet dækket i Zahles dagbøger beskrevet andetsteds her på reolen.
Det var et medlem fra Radikale Venstre, der gjorde mig opmærksom, og lånte mig bogen. Så hermed en opfordring: Har du en bog, der skal sættes på vores radikale reol her i nyhedsmailen så skriv til mig på facebook eller Christopher.roehl.andersen@gmail.com, så vi sammen kan få kortlagt den radikale, litterære verden.