Danmark for danskerne

Endnu en uge; endnu en danskhedsdebat. Jeg troede faktisk, emnet var blevet godt og grundigt uddebatteret. Men nej; et flertal i Folketinget vedtager en (ny) tåbelig lov, der på det nærmeste forhindrer alle med udenlandske forfædre i at kalde sig danske, og 1-2-3 vupti ruller diskussionen igen.

Misforstå mig ikke. Det er vigtigt, at vi tager debatten, når højrefløjen spiller op til danskheds-dans. Hvis ikke vi undsiger forsøgene på at sætte danskhed på formel og indordne befolkningen i 1.- og 2. gradsdanskere, løber danskhedskæmpere som Pia Kjærsgaard med både overskrifter og opmærksomhed. Det ville være ubærligt.

Min frustration er i stedet rettet mod politikernes utrættelige forsøg på at definere, hvad der er dansk, og hvem der er danske. Hvorfor skal de blande sig i det? Folk kan tænke selv – og hvis Ali på 47 synes, han er dansk, kan det da aldrig blive politikernes opgave at fortælle ham det modsatte.

Tænk hvis politikerne havde samme lyst til at definere alt muligt andet her i livet. Hvem der var ”ægte” gode til at lave mad, hvem der var ”ægte” dansemus, hvem der var ”ægte” fodboldgenier. Så kunne vi fint hver især have en idé om, at vi fx er gode til at lave mad – lige indtil højrefløjen fandt ud af, at det vil de altså også være til at bestemme, og at vi slet ikke var køkkendygtige, fordi man først kan kalde sig masterchef, hvis man lever op til en række helt urimelige krav på en statsejet tjekliste.

Det virker præcis lige så åndssvagt, som det er. Og danskhedsdebatten er – i princippet – ikke anderledes. Politikerne tror, de skal bestemme, hvad der skal til for at kalde sig dansk, selvom folk jo helt fint kan lave den vurdering selv.

Lad os sætte danskheden fri. Hvis man føler sig som dansker – velkommen til! Det behøver vi ikke politikerne til at finde ud af, for os. Du er dansk, hvis du føler dig dansk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *