Røhls Radikale Reol – Marts 2017

Det er blevet tid til et kig i de radikale historiebøger endnu en gang. Og denne gang skal bogen findes på Radikal Ungdoms helt egen bogreol i kælderen på sekretariatet.
Bogen er den svære to’er til den bog, der blev beskrevet tilbage i Januar 2016 om Radikale Venstres første 50 år af Erik Rasmussen og Roar Skovmand.
Denne måneds bog er ”Det Radikale Venstre i medvind og modvind 1955-1980” under redaktion af Helge Larsen, tidligere radikal minister.

Bogen tager os tilbage til tiden med Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen i tiåret efter anden verdenskrig. Bertel Dahlgaard, der som I kan læse i bogen om Radikal Ungdoms historie anmeldt tidligere, var Radikal Ungdoms anden landsformand. De havde styret partiet igennem mange år, og mens Jørgen Jørgensen gerne ville have partiet i regering og sikre store reformer, blev det Bertel Dahlgaard, der skar igennem og sikrede de mange forlig på kryds og tværs af midten.

Det blev i 1960, at Radikale Venstre som det sidste anti-militaristiske parti, lod sig lokke med i forsvarsforligene i bedste Martin Lidegaard stil, med en række betænkeligheder. Det var den store Hermod Lannung, der havde været engageret i en menneskealder hos Radikal Ungdom såvel som Radikale Venstre, der i folketinget fik det forhandlet på plads. Betingelserne for at lægge de anti-militaristiske værdier i skuffen var: Ingen atombevæbning i Danmark, den militære tjenestetid skulle ned fra 16 til 12 måneder og ingen stationering af fremmede tropper i Danmark. Det gjorde man efter den gamle Viggo Hørup devise: ”Thi den, der vil handle skal findes på torvet, og den, der vil køre, han skal døje landevejens støv.”

Udover bruddet med forsvarspolitikken og den mere pragmatiske tilgang til dette spørgsmål, var spørgsmålet om EF også en stor nød at knække. Vores norske søsterparti var sprængtes på spørgsmålet og i Radikale Venstre fandt man et kompromis i en landsmødeudtalelse udformet af to modstandere og to tilhængere. Konklusionen blev, at man ville lade det danske folk afgøre holdningen. Manges frygt var dels at miste England som marked, hvis de ikke kom med i EF og dels, at man ikke kunne lave et tæt nordisk samarbejde, der i mange år har været en radikal drøm.

Efter Dahlgaard blev pensioneret, kunne Hilmar Baunsgaard komme til. Han lagde en anden linje end Dahlgaard og var blandt andet kendt for ordene på et internt møde: ”Jeg agter ikke at vælte en regering på gamle fordomme, men kun på en forkert politik.” Han arbejde selv for den rigtige politik og lavede sammen med andre et skattepolitisk program ”problemer og løsninger”, der blev fremlagt på fjernsynet, fortalt med legoklodser og stor karisma. Indsatsen sikrede Radikale Venstre 27 mandater i slutningen af 60’erne og det blev ikke aktuelt at vælte nogen regering, for Radikale Venstre fik nemlig statsministerposten med støtte fra Venstre og Konservative.

Baunsgaard sad som politisk leder længe efter hans tid som statsminister og på et tidspunkt blev det naturligt han trådte tilbage, som han gjorde efter eget ønske. Det betød, at Niels Helveg Petersen blev hentet tilbage i folketinget efter en kort tid hos det danske kommissionskabinet i EF. En fortælling og tid, man kan finde i en tidligere anmeldelse af biografien om Helveg.
Efter tiden med Baunsgaard som statsminister vandt man et radikalt koryfæ ind på formandsposten i folketinget, Karl Skytte, der sad på stolen igennem ti år.

De 25 år var kendetegnet ved en omfattende bogstaveleg i folketinget, hvor Radikale Venstre viste sit værd som et midterparti, der kan gå til begge sider. Det blev en tid, hvor vi bevægede os væk fra anti-militarismen og over i pragmatismen i mange spørgsmål. Hvor nye partier skød frem, og blev skudt ned igen.

Bogen kan findes i Radikal Ungdoms kælder og nådigst udlånes, hvis overtalelsesevnerne er til det overfor vores generalsekretær. Den gør sig samlet på 181 sider og er trykt af det gamle Radikale.