Face off: RU vs. DFU / Kvoteflygtninge?

Dansk Folkepartis Ungdom og Radikal Ungdom er ikke enige om meget. Det er de heller ikke, når det kommer til spørgsmålet om kvoteflygtninge. I denne udgave af face-off tørner Freja Fokdal og Tobias Weische sammen i flygtningespørgsmålet.

KRÆV ASYLSTOP I DANMARK
Af Tobias Weische, Politisk landsnæstformand for Dansk Folkeparti Ungdom
Danmark skal ikke tage imod 10.000 kvoteflygtninge, faktisk skal Danmark ikke tage imod flygtninge overhovedet de næste 3 år.
Fordi at dansk flygtningepolitik handler om prioriteringer. Danmarks flygtningepolitik er fuldstændig afgørende for de kommende generationer. Denne fører os mod en skillevej om fremtidens Danmark. Flygtningepolitik bestemmer om Danmark bliver et multikulturelt samfund, uden sammenhængskraft og frihed, eller et Danmark, der er dansk med dansk kultur, danske normer og som hviler på et demokratisk og kristent grundlag. Spørgsmålet er ganske enkelt: Skal vi hjælpe danskerne eller flygtningene? Svaret er selvfølgelig danskerne først!

Den ikke-vestlige indvandring er vores nations største udfordring, hvis vi ikke handler og får øjnene op for den massakre der foregår på vores velfærdssamfund og nationale kultur, så bliver vores fædreland, som vi kender det, kun husket i H.C. Andersens fortællinger. Den veritable folkevandring, der startede i 2015 hvor millioner af ikke-vestlige indvandrer krydsede over grænserne til Europa, er desværre først lige begyndt. Millioner står klar til at marchere videre op igennem Europa når sommeren kommer. Danmark har de sidste to år modtaget over 30.000 flygtninge og problemerne er allerede ubærlige.

Derfor skal Danmark sende et klart signal om at vi ikke kan klare flere flygtninge. Konsekvenserne af denne enorme folkevandring vil betyde, at der er færre penge til vores fælles velfærd, til de danskere som er allermest udsat.

Og den kulturskadelige påvirkning som tusindvis af nytilkomne påfører er, at vores samfund bliver splittet og vi skal give afkald på vores traditioner og værdier. Det kan vi ikke acceptere. Finansministeriet kunne i april i år dokumentere, at indvandring fra ikke-vestlige lande koster 33 milliarder kroner. Dette beløb vil kun vokse, hvis vi tillader endnu en omgang af sommeren i 2015.

Hvis vi ønsker at bevarer vores nationalstat, integritet, velstand, frihed, traditioner og kultur, så må vi kræve en fuldstændigt og komplet asylstop til Danmark. Den danske nationalstats primære opgave er at sætte de bedst mulige rammer for dets egne borgere og ikke 10.000 nytilkomne, som vandrer op igennem flere fredelige lande for at søge asyl i det mest velstående.

DANMARK BØR MODTAGE 10.000 KVOTEFLYGTNINGE FRA SYRIEN
Af Freja Fokdal, integrations- og udlændingeordfører for Radikal Ungdom
Halvdelen af Syriens befolkning er drevet på flugt. Det betyder, at 11,5 millioner syrere er blevet fordrevet fra deres hjem. Størstedelen er bosat i lejre enten inden eller udenfor Syrien, og en lille del har søgt lykken i vestlige lande, hvor de har fået mulighed for arbejdstilladelse og husning.

I Syriens nærområder, lever flygtninge i horrible flygtningelejre, og en stor del lever i ekstrem fattigdom. I 2014 husede Danmark 3,2 flygtninge pr. 1.000 indbyggere, hvorimod Libanon husede 232 flygtninge pr. 1.000 indbyggere. Det betyder, at næsten hver fjerde indbygger i Libanon, er flygtning. Er det retfærdigt, at få lande skal bære så stor en byrde? Er det fair, at i forvejen økonomisk ustabile lande, skal tage så stort et ansvar, mens resten af verden ser passivt til? Det bliver et stort, rungende nej, hvis du spørger mig.

Når jeg skriver dette, kan jeg næsten allerede høre de borgerlige sige: ”så må vi sende flere penge til nærområderne”. Og det har de helt ret i. Vi skal øge udviklingsbistanden og sende penge direkte til Syriens nærområder. Men det er ikke nok. Vi skal tage et internationalt ansvar, der rækker længere end at sende penge til Mellemøsten i håb om, at problemet går væk. At problemet ikke er lige her, betyder ikke, at det ikke findes.

Danmark har modtaget et meget lille antal flygtninge set i internationalt perspektiv. De mennesker, der formår at tage den farefulde færd over Middelhavet og opnår asyl i Danmark, er nogle af de mest ressourcestærke flygtninge. Men tilbage i flygtningelejrene i Mellemøsten sidder mennesker med et massivt beskyttelsesbehov, men uden ressourcerne eller muligheden for at flygte.

Danmark bør modtage 10.000 kvoteflygtninge fra Syrien over de næste tre år. For på den måde, kan vi tilbyde asyl til de mennesker, med det største beskyttelsesbehov. Vi aflaster også Syriens nærområder, og giver tusindvis af mennesker en ny chance. En chance for et liv uden frygt. Et liv uden fattigdom. Et liv, hvor der er plads til at drømme om en bedre fremtid.

Det kan godt være, at vi ikke kan redde hele verden. Men så må vi redde så mange, som vi kan.