Macron president!

Jeg har deltaget i mange internationale valg efterhånden. Små som store; lokale som nationale. Med nederlag til både Brexit og Trump, var min valghistorik ikke decideret imponerende sidste år. Heldigvis gik det bedre i Frankrig. Macron slog højrenationalisten Le Pen med overbevisende 66 % af stemmerne til stor jubel i hele Europa.

Stemningen i Paris var anderledes end noget andet, jeg før har oplevet. Gamle mænd brød ud i store kram, da de fandt ud af, at vi stod med Macron-flyers. Unge lømler faldt i snak med os, fordi de også var Macron-fans. Flere hastede flygtigt forbi vores stand, men kom tilbage, da det gik op for dem, at det var Macron, vi delte ud for. Ham ville de da gerne have en flyer med.

Gejsten omkring ”vores” kandidat var slående og overgik markant entusiasmen fra det sammenlignelige storbyfolk i Washington og London, da jeg kæmpede for Hillary i den amerikanske præsidentvalgkamp og EU-fortsættelse i England. Der følte man sig overbevist om sejr og afviste kritik og tvivl med henvisning til overbevisende meningsmålinger – med det ganske tragiske resultat, at det aldrig lykkes at mobilisere en specielt overvældende optimisme om eget projekt.

Det gjorde det virkelig i Paris. Folk elskede Macron! De var vilde med hans tro på europæisk samarbejde, økonomiske reformer og investeringer i uddannelse. Den gejst skabte en fantastisk kulisse at føre valgkamp i – selvom Paris selvfølgelig ikke er repræsentativ for hele Frankrig, og at der sikkert var mindre Macron-optimisme i særligt de nordlige franske distrikter, hvor flere stemte Le Pen

Det gode spørgsmål nu er selvfølgelig, om Macron kan levere på sine flotte visioner, eller om det hele bare var flot scenelys og stærke punchlines. Meget kommer til at afhænge af parlamentsvalget, som finder sted i juni måned.

Lykkes det Macron at mønstre et flertal i parlamentet, kan han selv styre tempoet – og så vil vi med al sandsynlighed se en byge af socialliberale vinderforslag blive indført. Et mere realistisk scenarie er, at Macrons En Marche! får i omegnen af 200 parlamentssæder og derfor må ud i byen for at samle et flertal.

Sker det, kan Macron få det svært. Måske de andre – særligt republikanerne – vil spille bold og hjælpe med at føre nogle af Macrons kæpheste ud i livet. Men der er også en risiko for, at de hellere vil stikke en kæp i hans for øjeblikket helt abnormt velkørende hjul og stille sig på tværs. Det vil gøre livet rigtig surt for den nye præsident.

Spændende bliver det. I første omgang skal vi juble over, at det langt om længe lykkes en vestlig nation at vælge en optimistisk statsleder, der virkelig tror på Europa.

Repskap i NCF

I weekenden d. 28-30 april deltog Radikal Ungdom i Repskap i vores nordiske paraplyorganisation NCF, Nordiska Centerungdomen Förbund.
Repskap minder om ligesom vores landsmøde, hvor der skulle vælges en ledelse bestående af præsident, 1. vicepræsident og 2. vicepræsident, indsættes ny bestyrelse og drøftes politik.

Den danske delegation udgjorde fire, nemlig (højre mod venstre) : Erik (den afgående præsident, RU’er), Ida (Organisatorisk Næstformand i RU), Caroline (RU’er og nu suppleant til bestyrelsen i NCF) og Lucas (RU’s repræsentant i NCF’s bestyrelse). For både Lucas og jeg var det første gang vi skulle deltage. Erik og Ida havde derimod en del erfaring med NCF og kendskab til de andre deltagere på Repskap, så det var alletiders.

På Repskap diskuterede vi ligheder og forskelle mellem medlemsorganisationerne og vi drøftet de to resolutioner, som Radikal Ungdom havde stillet. Der var spænding i luften inden vi præsenterede resolutioner: ”Decriminalise the consumption of illegal drugs” og ”Stop the Nord Stream Pipeline”, men begge resolutioner blev vedtaget igennem dog med et rimelig snævert flertal, hvilket var lidt overraskende, men også en fed fornemmelse.
Det var rigtig spændende, at diskutere politik og forstå de andre medlemsorganisationers holdninger og overvejelser til den foreslående politik. hvad de andre har at sige til resolutionerne der var det mest spændende.

Derudover accepterede bestyrelsen enstemmigt optagelse af et færøsk ungdomsparti, Ungt Sjálvstýri, som observatørmedlem i NCF.. Ungt Sjálvstýri er det ungdomsparti vi samarbejder med, og et af deres mærkesager at Færøernes selvstændighed. Alle var interesseret i Radikal Ungdoms, der jo repræsenterer Danmarks holdning til deres selvstændighed, men vi synes selvfølgelig at Ungt Sjálvstýri skal optages i NCF som observatørmedlem! De blev drøftet at de havde nogle interessante initiativer på det grønne område, som vi ser frem til at samarbejde og endvidere styrke det nordiske samarbejde.

Ud over at diskutere politik var vi også på sightseeing i Helsingborg, hvor vi oplevede mange flotte bygninger og en skøn natur. Deltagerne fra de andre medlemsorganisationer var rigtig søde og snakket på kryds og tværs. På trods af at det officielle sprog i NCF er engelsk, snakkes der ofte nordisk i den uofficielle del af mødet. Vi forsøgte os så godt vi kunne på immiteret svensk og indså hurtigt at Finlandsvenka var nemmere at forstå end skånsk og at det hele gik godt så længe man snakkede ’långsamt’. Den sproglige variation førte til meget grin og det var i det hele taget en fantastisk oplevelse af møde andre politisk interesserede unge fra Norden.
Lørdag aften til Cultural Evening var mycka fun, hvor hver delegation havde forberedt underholdning. Men, what happens at Cultural Evening stays at Cultural Evening 😉

Allerede inden afgang var Lucas blevet valgt som Radikal ungdoms repræsentant i NCF – og Caroline som suppleant, og vi vil fremover kæmpe for en fortsat stærk ungradikal stemme.
Hele weekenden bar præg af at Erik var afgående præsident. Erik har virkelig gjort meget for NCF og det var overvældende at bevidne at hans engagement og hans store arbejde er ligeså værdsat af de andre ungdomsforeninger, som det er af Radikal Ungdom. Han har gjort det fantastisk, og nu er Lucas er klar til at tage over og fortsat udbrede RU’s mærkesager i Norden.