Radikal Ungdom til kamp for Socialliberalismen i Storbritannien

Der var spænding til bristepunktet hos Liberal Democrats, Radikale Venstres britiske søsterparti, da tre RU’ere besøgte partiet i forbindelse med parlamentsvalget d. 8 juni i London-bydelen Bermondsey. I en tid hvor BREXIT, højrepopulisme og frygten for fremtiden har vundet vind i sejlene overalt i Europa, havde Liberal Democrats mere end nogensinde brug for alle de håndsrækninger, de kunne få. RU’s delegation var derfor taget afsted med en forventning om dels at blive klogere på britisk politik, dels at kunne hjælpe Liberal Democrats med at opnå en valgsejr i området, der gennem mange år har været præget af tæt løb mellem Liberal Democrats og Labour. Den lokale Labour-kandidat, Neil Coyle, havde vundet knebent til parlamentsvalget i 2015, og de lokale socialliberale havde derfor alt at vinde i Bermondsey-området.

Den britiske valgkamp bød både på canvassing (at gå fra dør til dør og tale med potentielle vælgere), telefonopkald til vælgerne i lokalområdet, husstandsomdeling, gadekampagner samt en række andre mere eller mindre traditionelle valgkampsaktiviteter. Som ung, dansk politisk aktiv var det en kæmpe overraskelse at finde ud af, hvor mange informationer den lokale partiforening lå inde med om områdets vælgere; på alenlange telefonlister var vælgerne registreret med adresser, telefonnummer og for de flestes vedkommende også med deres politiske overbevisning. Vores undren over denne praksis vagte stor nysgerrighed blandt medlemmerne af Liberal Democrats. “Men hvis I ikke registrerer jeres vælgere, hvordan ved I så hvem de er?” blev vi spurgt et par gange eller 5 og mit noget vævende svar om, at dem kendte vi nok i virkeligheden slet ikke, blev modtaget med stor forbløffelse.

Desværre blev det ikke i denne omgang til en valgsejr for den lokale Liberal Democrats kandidat, Simon Hughes, og valgresultatet blev derfor langt fra hvad vi havde håbet på. Ikke desto mindre vendte vi alligevel hjem med maverne fulde af Fish and Chips, nye indtryk og inspiration til fremtidige valgkampe i Danmark, så vi forhåbentlig kan få kampagneapparaterne i de lokale RV-foreninger til at køre endnu mere velsmurte end det allerede er tilfældet! 🙂

Lokalsprøjten

Vi vil fortælle en smule om hvad der sker ude i lokalforeningerne, da det jo er her foreningens daglige liv befinder sig. Denne gang vil Radikal Ungdom Sønderjylland og Radikal Ungdom Syd-Vest fortælle lidt om hvad de arbejder med lige nu.

Radikal Ungdom Sønderjylland
Radikal ungdom Sønderjylland er i gang med at vende stærkt tilbage som lokalforening. Hele bestyrelsen samt formanden er nyvalgt. Det er begivenhedsfulde tider, hvor der sker en masse spændende arrangementer, med b.la. oplæg af Thomas Rohden (se billedet). Til det fik vi lokket en masse DSU’er og SUF’er med, som er klar på et stærkt samarbejde med RUSJ og andre ungdomspartier i det sønderjyske. Gode grin, flere medlemmer, godt samarbejde og ny bestyrelse, er nyheder fra os i RUSJ.

Radikal Ungdom Syd-Vest
Hos Radikal Ungdom Syd-Vest har der været udskiftning i formandsskabet, da den afgående formand skal på udveksling til Canada. Vi siger tak til Bjarke for en god indsats og byder velkommen til det nye formandskab, bestående af formand Viktor Jørgensen, næstformand Cornelius Sode og kasserer Mathias Vinther.
Men vi har altså også en hyggelig solstrålehistorie. Vi har i Esbjerg for gangske nyligt sammen med RV’erne lavet en gadekampagne omkring mentalsundhed. I denne gadekampagne brugte vi os selv, både vores spidskandidat(ADHD, stress, angst og depression) og vores formand Viktor(ADHD) har haft det inde på livet. Det kampagnen gik ud på var at vi lavede en quiz, hvor folk skulle gætte hvem der af de fem (Fem fordi en ud af fem rammes af en psykisk lidelse) som sad i stolene, der enten havde haft eller stadigvæk havde en eller anden form for psykisk lidelse. Anne Marie Geisler og jeg skiftede så til at sidde blandt de andre i stolene, og når så folk gættede på en af os, så delte vi vores egne historier og spurgte folk indtil om de selv havde oplevet noget. Responsen på vores kampagne var rigtig god, og vi kom i dialog med en masse mennesker.

Er Folkemødet elitens fest?

Jeg elsker folkemødet. Alle mine venner og bekendte samlet på ét sted. Interessante debatter dagen lang. Kolde fadøl i solnedgangens flotte skær. På mange måde indkapsler folkemødet alt det smukke ved dansk demokrati og samfundsdeltagelse.

Alligevel bliver folkemødet altid indhyllet i en monoton debat om, hvor meget folk der i virkeligheden er over hele misæren. Det ligger jo i navnet, at det er ’folkets’ møde, hvorfor dette folks tilstedeværelse er temmelig essentiel. Ikke desto mindre kritiseres folkemødet af mange for at være elitens klub, stedet hvor DJØF’ere møder andre DJØF’ere og selvfede bloggere endelig kan blive genkendt, når de bevæger sig rundt i gadebilledet.

Reimer Bo forsøgte at affeje kritikerne, da han under åbningen af folkemødet spurgte publikum, hvor mange der ikke var almindelige mennesker. Ganske få rakte hånden i vejret, for hvem betegner sig selv som et ualmindeligt menneske? Derfor kunne vi fra start konkludere, at det altså er helt ordinære folk, der kommer på folkemødet – med et stærkt blink i øjet, bemærkes.

Jeg er sådan set enig i Reimer Bos underliggende pointe om, at journalister, lobbyister, embedsmænd og politikere jo også tilhører det danske folk og ikke uden videre kan negligeres, når man opgør, om ’folket’ er til stede på folkemødet.

Men jeg synes også, kritikerne har fat i noget. Vi er nødt til at anerkende, at gruppen af akademikere er i massivt overtal over for fx borgere med en kort eller ingen uddannelse. At de fleste folkemødedeltagere har mønt på lommen, og at dem, der befinder sig på samfundets bund, aldrig kommer afsted. At der formentlig er flere til stede på folkemødet, som har et formål med at være der, fx ved at skulle debattere, lobbiere eller sætte bod op, end folk som bare kommer, fordi de har lyst.

Hvis folkemødet skal leve op til sit kæmpe potentiale, er det nødt til at blive mere tilgængeligt. Hvorfor skal det ligge i midten af juni måned, når tusindvis af studerende landet over har eksamener netop her? Flyt det til slutningen af august i stedet. Hvorfor skal det være så helt ufattelig dyrt at finde et sted at overnatte? Tænk i billige sovepladser til folk, som ikke behøver havudsigt og dobbeltseng.

Der er mange knapper, man kan skrue på, og jeg tror egentlig ikke, der skal så meget til. Selvom vi næppe kommer til at se en fuldstændig ligelig repræsentation af professioner, postnumre, og etniciteter, uanset hvor meget vi skruer. Men det gør heller ikke noget. Så længe vi arbejder hen imod et folkemøde, der virkelig er for alle, vil det gøre underværker.

Én ting er stensikkert. Hvis politikere, meningsdannere og arrangører bliver enige med sig selv om, at folkemødet i sin nuværende form ikke fejler noget, og at vi bare skal fortsætte som hidtil, vil diskussionen af folkemødets folkelighed blive ved. Og det bliver vi nok trætte af i længden.