Er du Radikal Ungdoms nye Økonomimedarbejder?

Har du flair for tal og har du lyst til at arbejde i hjertet af en dynamisk politisk organisation? Så er du måske Radikal Ungdoms nye økonomimedarbejder.
Du vil blive en del af et ungt sekretariat, som dagligt betjener de mange politisk aktive medlemmer i Radikal Ungdom. Dine primære arbejdsopgaver vil være at bogføre og holde regnskab.

Dine arbejdsopgaver:

·       Bogføring af vores forskellige bankkonti

·       Betaling af regninger og løn

·       Udbetaling af rejserefusion

·       Klargøring til og gennemførelse af årsrevision med eksterne revisorer

·       Samt diverse økonomiske ad-hoc opgaver

Din profil:

·       Som person er du initiativrig, selvstændig og struktureret

·       Du kan bevare overblikket i travle perioder og tage ansvar for en bred vifte af arbejdsopgaver

·       Du arbejder grundigt og står ikke tilbage for at tage nye udfordringer

·       Det er en fordel, hvis du har kendskab til e-conomic og Dataløn, men det er ikke et krav

·       Det er også en fordel at have kendskab til bogføring og regnskaber

Vi tilbyder:
Som medarbejder hos Radikal Ungdom bliver du en del af et ungt miljø og kommer tæt ind på hjertet af en politisk organisation. Du kommer til at arbejde på vores sekretariat på Islands Brygge I København. Du arbejder og sparrer primært sammen med vores generalsekretær, som er fuldtidsansat, og landskassereren, som er frivillig. Stillingen er normeret til 10 timer ugentligt. Arbejdstiden kan dog svinge løbende, alt efter hvilken aktivitet og arrangementer der foregår i Radikal Ungdom. Lønnen er efter aftale.

Er det dig? Eller vil du vide mere?
Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til den nuværende økonomimedarbejder, LuccaRambrand på oekonomi@radikalungdom.dk eller sekretariatet på 21 38 35 38.
Der er tiltrædelse fra 1. juli 2022. Der vil være oplæring i de første to uger af Juli. Ansøgning vedlagt CV og evt. bilag sendes senest d. 23/5 kl. 11.59 til ru@radikalungdom.dk eller
Radikal Ungdom
Bergthorasgade 15, st.
2300 Kbh. S

Er du Radikal Ungdoms næste Generalsekretær?

Leder du efter et spændende arbejde med plads til udvikling og stor variation i det daglige arbejde? Vil du gerne arbejde i et ungt, dynamisk miljø præget af politisk interesse og foreningsglæde? Så er du måske Radikal Ungdoms nye generalsekretær.

Radikal Ungdoms sekretariat er foreningens administrative og organisatoriske hjerte, hvor generalsekretæren har sin daglige gang. Generalsekretæren varetager en række centrale funktioner i relation til Radikal Ungdoms medlemmer samt foreningens eksterne samarbejdspartnere. Arbejdsopgaverne udføres i samarbejde med de øvrige ansatte og i tæt sparring med ledelsen.

Generalsekretærens arbejde består af tre ben:

  • Daglig administration
    • Ledelse af øvrige ansatte, medlemsregistrering, ansøgning af diverse drifttilskud, administration af Radikal Ungdoms lokaler, repræsentation af Radikal Ungdom særligt ved Dansk Ungdoms Fællesråds arrangementer o.lign, samt andre ad.hoc administrative opgaver
  • Understøttelse og servicering af lokalforeninger
    • Understøttelse af lokalaktivitet, sparring ift. administrative aspekter, indsamling af aktivitetsdokumentation og tæt samarbejde med det lokalforeningsansvarlige forretningsudvalgsmedlem.
  • Understøttelse og samarbejde med den frivillige ledelse
    • Understøttelse og sparring ifm. afholdelsen af nationale arrangementer. Understøttelse af ledelsen i Radikal Ungdom – organisatorisk såvel som politisk. Dette gælder både deltagelse til møder i Forretningsudvalget og udvalget for Politik og Strategisk kommunikation (PoSK)

Stillingen er normeret til 37,5 timer ugentligt, og det forventes derudover, at generalsekretæren herudover har mulighed for at lægge timer til deltagelse i større arrangementer, oplæg og møder med ledelsen. Disse kan ligge om aftenen og i weekenden.

Hvad forventer vi af dig?

Vi forventer, at du:

  • har kendskab til frivillig ledelse
  • er god til at samarbejde og kan lide at arbejde i et ungt og dynamisk miljø
  • kan arbejde selvstændigt og er i stand til at prioritere og overskue flere arbejdsopgaver på samme tid
  • er fleksibel
  • har organisatorisk tæft
  • har politisk interesse
  • har et godt humør, stort gåpåmod og er omstillingsparat
  • har lyst til at blive i stillingen i minimum 1 år
  • er kommunikativt stærk – gerne med IT-flair
  • har kendskab til Radikal Ungdom

Det er en fordel, hvis du har et indgående kendskab til Radikal Ungdom, men det er ikke et krav. Stillingen er egnet til dig, som netop har afsluttet en ungdomsuddannelse og holder sabbatår, eller som tager orlov fra studiet. Du vil hovedsageligt arbejde fra Radikal Ungdoms sekretariat på Islands Brygge i København, men vil også besøge lokalafdelinger og deltage i møder rundt om i landet. Det forventes, at generalsekretæren deltager ved Radikal Ungdoms landsmøde, som afholdes årligt i august, for at bistå landsmødets afholdelse.

Stillingen er fast månedslønnet efter aftale.

Hvis du er interesseret, så send en motiveret ansøgning og dit CV til: ru@radikalungdom.dk

Ansøgningsfristen er d. 31. maj 2022. Der holdes som udgangspunkt jobsamtaler d. 6.-8. juni 2022 med tiltrædelse på stillingen fra d. 1. august 2022. Det forventes, at du har mulighed for at deltage ved vores landsmøde d. 12.-14. august samt indledende landsledelsesmøder d. 19.-21. august.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du henvende dig til nuværende generalsekretær Mikkel Westh Jepsen, på ru@radikalungdom.dk eller
21 38 35 38.