Er Folkemødet elitens fest?

Jeg elsker folkemødet. Alle mine venner og bekendte samlet på ét sted. Interessante debatter dagen lang. Kolde fadøl i solnedgangens flotte skær. På mange måde indkapsler folkemødet alt det smukke ved dansk demokrati og samfundsdeltagelse.

Alligevel bliver folkemødet altid indhyllet i en monoton debat om, hvor meget folk der i virkeligheden er over hele misæren. Det ligger jo i navnet, at det er ’folkets’ møde, hvorfor dette folks tilstedeværelse er temmelig essentiel. Ikke desto mindre kritiseres folkemødet af mange for at være elitens klub, stedet hvor DJØF’ere møder andre DJØF’ere og selvfede bloggere endelig kan blive genkendt, når de bevæger sig rundt i gadebilledet.

Reimer Bo forsøgte at affeje kritikerne, da han under åbningen af folkemødet spurgte publikum, hvor mange der ikke var almindelige mennesker. Ganske få rakte hånden i vejret, for hvem betegner sig selv som et ualmindeligt menneske? Derfor kunne vi fra start konkludere, at det altså er helt ordinære folk, der kommer på folkemødet – med et stærkt blink i øjet, bemærkes.

Jeg er sådan set enig i Reimer Bos underliggende pointe om, at journalister, lobbyister, embedsmænd og politikere jo også tilhører det danske folk og ikke uden videre kan negligeres, når man opgør, om ’folket’ er til stede på folkemødet.

Men jeg synes også, kritikerne har fat i noget. Vi er nødt til at anerkende, at gruppen af akademikere er i massivt overtal over for fx borgere med en kort eller ingen uddannelse. At de fleste folkemødedeltagere har mønt på lommen, og at dem, der befinder sig på samfundets bund, aldrig kommer afsted. At der formentlig er flere til stede på folkemødet, som har et formål med at være der, fx ved at skulle debattere, lobbiere eller sætte bod op, end folk som bare kommer, fordi de har lyst.

Hvis folkemødet skal leve op til sit kæmpe potentiale, er det nødt til at blive mere tilgængeligt. Hvorfor skal det ligge i midten af juni måned, når tusindvis af studerende landet over har eksamener netop her? Flyt det til slutningen af august i stedet. Hvorfor skal det være så helt ufattelig dyrt at finde et sted at overnatte? Tænk i billige sovepladser til folk, som ikke behøver havudsigt og dobbeltseng.

Der er mange knapper, man kan skrue på, og jeg tror egentlig ikke, der skal så meget til. Selvom vi næppe kommer til at se en fuldstændig ligelig repræsentation af professioner, postnumre, og etniciteter, uanset hvor meget vi skruer. Men det gør heller ikke noget. Så længe vi arbejder hen imod et folkemøde, der virkelig er for alle, vil det gøre underværker.

Én ting er stensikkert. Hvis politikere, meningsdannere og arrangører bliver enige med sig selv om, at folkemødet i sin nuværende form ikke fejler noget, og at vi bare skal fortsætte som hidtil, vil diskussionen af folkemødets folkelighed blive ved. Og det bliver vi nok trætte af i længden.

Macron president!

Jeg har deltaget i mange internationale valg efterhånden. Små som store; lokale som nationale. Med nederlag til både Brexit og Trump, var min valghistorik ikke decideret imponerende sidste år. Heldigvis gik det bedre i Frankrig. Macron slog højrenationalisten Le Pen med overbevisende 66 % af stemmerne til stor jubel i hele Europa.

Stemningen i Paris var anderledes end noget andet, jeg før har oplevet. Gamle mænd brød ud i store kram, da de fandt ud af, at vi stod med Macron-flyers. Unge lømler faldt i snak med os, fordi de også var Macron-fans. Flere hastede flygtigt forbi vores stand, men kom tilbage, da det gik op for dem, at det var Macron, vi delte ud for. Ham ville de da gerne have en flyer med.

Gejsten omkring ”vores” kandidat var slående og overgik markant entusiasmen fra det sammenlignelige storbyfolk i Washington og London, da jeg kæmpede for Hillary i den amerikanske præsidentvalgkamp og EU-fortsættelse i England. Der følte man sig overbevist om sejr og afviste kritik og tvivl med henvisning til overbevisende meningsmålinger – med det ganske tragiske resultat, at det aldrig lykkes at mobilisere en specielt overvældende optimisme om eget projekt.

Det gjorde det virkelig i Paris. Folk elskede Macron! De var vilde med hans tro på europæisk samarbejde, økonomiske reformer og investeringer i uddannelse. Den gejst skabte en fantastisk kulisse at føre valgkamp i – selvom Paris selvfølgelig ikke er repræsentativ for hele Frankrig, og at der sikkert var mindre Macron-optimisme i særligt de nordlige franske distrikter, hvor flere stemte Le Pen

Det gode spørgsmål nu er selvfølgelig, om Macron kan levere på sine flotte visioner, eller om det hele bare var flot scenelys og stærke punchlines. Meget kommer til at afhænge af parlamentsvalget, som finder sted i juni måned.

Lykkes det Macron at mønstre et flertal i parlamentet, kan han selv styre tempoet – og så vil vi med al sandsynlighed se en byge af socialliberale vinderforslag blive indført. Et mere realistisk scenarie er, at Macrons En Marche! får i omegnen af 200 parlamentssæder og derfor må ud i byen for at samle et flertal.

Sker det, kan Macron få det svært. Måske de andre – særligt republikanerne – vil spille bold og hjælpe med at føre nogle af Macrons kæpheste ud i livet. Men der er også en risiko for, at de hellere vil stikke en kæp i hans for øjeblikket helt abnormt velkørende hjul og stille sig på tværs. Det vil gøre livet rigtig surt for den nye præsident.

Spændende bliver det. I første omgang skal vi juble over, at det langt om længe lykkes en vestlig nation at vælge en optimistisk statsleder, der virkelig tror på Europa.

Vi er gået overvågnings-amok!

Jeg husker det overraskende tydeligt. Den kolde novemberaften i år 2012, da der var møde blandt ordførere og landsformandskab på B15. Emnet var RU’s mediestrategi. Hvordan skulle vi gå til kommunikationsarbejdet i det nye foreningsår? Hvad kunne vi gøre for at få RU’s politiske budskaber ud over rampen?

Selvom snakken bølgede frem og tilbage i en rum tid, var konklusionen ret entydig: Radikal Ungdom har hverken størrelsen eller den parlamentariske vigtighed til at kunne sætte egne dagsordener. Vi skal kritisere, når Dansk Folkeparti siger noget dumt, eller rose Radikale Venstre, når de har ret, men vi har ikke musklerne til at brage igennem med vores egne mærkesager, uden at der er en eksisterende krog at hænge dem op på.

Jeg var meget enig, og jeg tror også, strategien var rigtig på det tidspunkt. Så snart vi fik muligheden for at reagere på andres udmeldinger, slog vi til, og fik på den måde temmelig stort udbytte af vores relativt begrænsede muligheder.

Alligevel kan jeg ikke lade vær at trække på smilebåndet, når jeg i dag tænker tilbage. For hold op, hvor har vi rykket os. Det vidner Påskens avisoverskrifter om, som vi vist roligt kan sige har været præget af vores udmelding om at stoppe den massive overvågning, danskerne hver dag udsættes for i det offentlige rum. Uden nogen form for krog eller hjælp fra andre, har vi blæst RU-politik ud i æteren, som jeg aldrig har set det før. Det er for vildt!

Der er mange grunde til, at vi i dag er i stand til at gøre det, vi for få år siden blev enige med os selv om var utopisk. Men der er i især to faktorer, jeg tror har gjort en forskel:

1) Vores politikudvikling er i topklasse. Både politiske udvalg, lokalforeninger og medlemmer er ubehageligt dygtige til at finde på nye idéer og visioner, som vi kan skyde afsted til medierne som små socialliberale bomber, så snart de er blevet vedtaget.

2) Vi dominerer de sociale medier. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest et ustyrlig dygtigt kommunikations- og kampagneudvalg, men mindst lige så vigtigt, er vi eksemplariske til at bakke hinanden op på Facebook. Det giver vores visionære forslag det skub i ryggen, der er nødvendigt for at kunne skabe overskrifter.

For et par år siden var Liberal Alliancens Ungdom dem, der satte standarden for, hvordan et godt ungdomsparti kommunikerer. I dag er det os. Det er i hvert fald den meget lidt ydmyge og jantelovs-brydende påstand herfra.

Hvis I bliver ved med at udvikle nye visioner og støtte hinanden på de sociale medier, er jeg fuldt overbevist om, at det ikke er sidste gang, Radikal Ungdom har sat dagsordenen i pressen. Så er vi kun lige begyndt. Let’s go!

Er populismen på tilbagetog?

I Holland er der ingen tvivl. Geert Wilders ”løgn og latin”-politik har tabt pusten og står ikke til at gå nær så meget frem som tidligere ventet ved dagens parlamentsvalg. Bevares, hans PVV-parti kommer til at sætte sig på i omegnen af 20 sæder i parlamentet, hvilket jo er en god sjat. Men den massive medvind fra Wilders fantom-meningsmålinger de sidste par år er bremset – måske som led i et større tilbageslag for de ganske ubehagelige populister, der har domineret snart sagt alle valg verden over de sidste par år.

Nu skal valgresultatet selvfølgelig tikke ind, før vi kan konkludere noget som helst. Vi er før blevet snydt af meningsmålinger og mavefornemmelser om populisternes forfald. Men min tid på forreste sæde i den hollandske valgkampsbus den sidste uge gør mig optimistisk på den liberale bevægelses vegne.

D66 har vind i sejlene og spås solid fremgang. Modsat er mange hollændere trætte af Geert Wilders pop-politik, usaglige islamkritik og identitets-navlepilleri. De vil have ordentligheden tilbage i hollandsk politik, hvilket formentlig vil gøre PVV’s fremgang langt mindre end tidligere målinger har spået.

Der tegner sig konturerne af samme trend i Frankrig, hvor Emmanuel Macron stormer frem i meningsmålingerne på bekostning af storpopulisten Marine Le Pen, der langt om længe har fået grus i kampagnemaskineriet. Vinder Macron, der jo på det nærmeste har kopieret Radikal Ungdoms resolutionskatalog, vil franskmændene tage epokegørende afstand fra den engelske og amerikanske isolationisme og give populisterne et gevaldigt rids i lakken.

Forårets valg i Holland og Frankrig er så pokkers vigtige, fordi de kan skabe et narrativ om liberal genopstand efter et par kedelige år med populister i medvind. Det kan blive et vendepunkt for europæisk politik og give et tiltrængt rygstød til (social)liberale parlamentarikere i Tyskland og Italien, hvor der (for sidstnævntes vedkommende med al sandsynlighed) også skal afholdes valg i 2017.

2016 var et træls år. 2017 kan blive fantastisk. Vi hverken kan eller skal lade champagnepropperne poppe – for der ligger stadig et enormt stykke arbejde foran an os, hvis vi skal gøre liberalt comeback på verdensplan. Men muligheden er der. Efter intens valgkamp i Holland kan jeg i al fald stille konstatere, at luften meget vel kan være på vej ud af populisternes ballon. Det skal vi udnytte.

Danmark for danskerne

Endnu en uge; endnu en danskhedsdebat. Jeg troede faktisk, emnet var blevet godt og grundigt uddebatteret. Men nej; et flertal i Folketinget vedtager en (ny) tåbelig lov, der på det nærmeste forhindrer alle med udenlandske forfædre i at kalde sig danske, og 1-2-3 vupti ruller diskussionen igen.

Misforstå mig ikke. Det er vigtigt, at vi tager debatten, når højrefløjen spiller op til danskheds-dans. Hvis ikke vi undsiger forsøgene på at sætte danskhed på formel og indordne befolkningen i 1.- og 2. gradsdanskere, løber danskhedskæmpere som Pia Kjærsgaard med både overskrifter og opmærksomhed. Det ville være ubærligt.

Min frustration er i stedet rettet mod politikernes utrættelige forsøg på at definere, hvad der er dansk, og hvem der er danske. Hvorfor skal de blande sig i det? Folk kan tænke selv – og hvis Ali på 47 synes, han er dansk, kan det da aldrig blive politikernes opgave at fortælle ham det modsatte.

Tænk hvis politikerne havde samme lyst til at definere alt muligt andet her i livet. Hvem der var ”ægte” gode til at lave mad, hvem der var ”ægte” dansemus, hvem der var ”ægte” fodboldgenier. Så kunne vi fint hver især have en idé om, at vi fx er gode til at lave mad – lige indtil højrefløjen fandt ud af, at det vil de altså også være til at bestemme, og at vi slet ikke var køkkendygtige, fordi man først kan kalde sig masterchef, hvis man lever op til en række helt urimelige krav på en statsejet tjekliste.

Det virker præcis lige så åndssvagt, som det er. Og danskhedsdebatten er – i princippet – ikke anderledes. Politikerne tror, de skal bestemme, hvad der skal til for at kalde sig dansk, selvom folk jo helt fint kan lave den vurdering selv.

Lad os sætte danskheden fri. Hvis man føler sig som dansker – velkommen til! Det behøver vi ikke politikerne til at finde ud af, for os. Du er dansk, hvis du føler dig dansk.