Klap lige hesten, Danmark

70.000 public service-kroner for at flyve en hest fra Danmark til USA. Det er mange penge. Og selvom hovedperson Johannes Langkilde fik skrevet hestefragten ind i sin kontrakt, har han været overalt i medierne de seneste dage – på den kedelige måde.

Jeg forstår forargelsen. 70.000 offentlige kroner på en hestefragt er bizart, uanset hvordan man vender og drejer det.

Men selvom DR træffer en hovedløs beslutning i ny og næ, må vi ikke glemme det store billede. Danmark ville være et fattigere samfund uden public service-medier.

Først og fremmest fordi DR, TV2 og Radio24Syv som danske public service-medier er forpligtet til at levere en saglig og neutral nyhedsdækning. Det er fuldstændig afgørende for danskernes evne til at deltage i demokratiet, at de ved, hvad der foregår på nyhedsfronten.

Det kan private medier som Politiken og Berlingske selvfølgelig også hjælpe med at belyse, men public service-medierne har sort på hvidt skrevet under på at være objektive i deres nyhedsdækning, hvilket i sidste ende kommer danskerne til gode, fordi de kan læne sig tilbage i sofaen og modtage den daglige nyhedsoplæsning uden at være bekymret for historiernes bias eller oprigtighed.

De danske public service-medier er ud over troværdighed med til at sikre mangfoldighed i mediebilledet. Hvis det hele foregik på kommercielle vilkår, ville gode og samfundsrelevante indslag som P1 Orientering og DR’s Prinsesser fra Blokken næppe være blevet til noget, fordi de ikke (i første omgang) skaber profit på bundlinjen.

Det ville være skidt. Selvom programmer koster penge, kan de vække danskernes interesse for samfundet på en helt unik måde, som i sidste ende kommer det danske samfund til gavn. Jo mere oplyste og dannede danskerne bliver, desto sundere et demokrati får vi.

Vi kan diskutere, hvad public service-medier skal beskæftige sig med, og hvad de skal overlade til TV3 og Nova FM. Men den helt grundlæggende idé om, at nogle medier er forpligtet til at levere alsidig og saglig kulturformidling i topklasse er fantastisk.
Det skal vi huske, når folk i kølvandet på Johannes Langkildes dyre hestetransport er klar til at hive public service-ordningen fra hinanden. Uden public service ville vi være et fattigere samfund.

Indtryk fra Jordan

Ved første øjekast er alt normalt. Kedelig lufthavn, sand, palmer, dårligt engelsk og vovede taxachauffører. Jordan er på mange måder et land som alle andre.

Alligevel befinder Jordan sig i en liga for sig.

De menneskelige tragedier hænger på stribe. Arbejdsløsheden er galoperende og økonomien gået i stå. Flygtningekrisen har ramt alle samfundets afkroge med 180 km/t.

Det er med andre ord en ganske deprimerende liga, Jordan befinder sig i.

Jeg nåede at tilbringe 5 dage i Jordan, nærmere bestemt hovedstaden Amman. Her afholdt den internationale paraply for liberale ungdomspartier – IFLRY – generalforsamling, hvor jeg repræsenterede Radikal Ungdom.

Da generalforsamlingen var slut, og vi fik lov at kigge ud af konferencesalenes gardinbelagte facader, besøgte jeg et behandlingssted for traumatiserede flygtningebørn og var hjemme hos en syrisk flygtning. Det var hårrejsende.

Først lytte. Derefter hjem på gader, hotel og i flyet for at fordøje. Men da indtrykkene havde lagt sig, blev det lysende klart for mig, at vi altid har en vis sproglig distance, når vi snakker om flygtninge herhjemme.

De er et antal. 5.000, 10.000, 100.000. De er en masse. Syrere, irakere, afghanere. De er en udfordring, vi skal løse med bedre integration, de er fanget i dårlige EU-regler, de er gode eller dårlige. Men de er ikke her for øjnene af os.

I Jordan er de der. 1,5 millioner flygtninge i et land, der arealmæssigt er lidt større en Danmark med en samlet befolkning på 9 millioner og en rusten økonomi.

Jeg ved ikke, hvordan de i jordansk politik snakker om flygtninge, men ude i marken snakker man om mennesker.

Mennesker, der lider af psykologiske traumer, fordi de har mistet mand og to sønner til ISIL.

Mennesker, der lever i et skur med tusindvis af andre flygtninge og er tvunget til at se dårligt producerede tegnefilm dagen lang.

Mennesker, der er fanget mellem syrisk undergang på den ene side og europæisk modvilje på den anden.

Det har både været lærerigt og ganske modbydeligt at komme så tæt på flygtningekrisens egentlige ansigt. Helt sikkert er det, at vi aldrig må stoppe kampen for bistand, flygtninges rettigheder og internationalt samarbejde. Der er brug for det som aldrig før.

Af Victor Boysen, landsformand for Radikal Ungdom

1.000 medlemmer – let’s make history!

Hver gang du melder en af dine venner ind, bliver der spyttet 1.000 kr. i Radikal Ungdoms kasse. 75 af kronerne kommer fra din vens indmelding; de sidste 925 dask får vi ind som støttekroner fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Hvis vi når historiske 1.000 medlemmer ved udgangen af året, vil det derfor give os økonomiske muskler, som vi aldrig har set mage. Det giver måske sig selv, men penge er fedt, og flere penge er endnu federe.

Fx kan en større kistebund åbne døren for flere politiske temadage, endnu bedre mad til introkurserne, flere studieture og større kampagner. Kun fantasien sætter grænser, og med 1.000 medlemmer vil vi kunne omsætte tidligere drømme til virkelighed.

Mindst lige så vigtigt: Det er fedt at være en del af et stort fællesskab. Det er ingen hemmelighed, at Radikal Ungdom historisk set har været en lille organisation. Det er vi ved at lave om på nu.

Hvis vi alle giver den en ekstra skalle i årets sidste uger, kan vi fortsætte foreningens vokseværk og samle endnu flere unge om den ungradikale sag. Og det er bare sjovere at mødes, diskutere og feste, når man er lidt flere.

Jo flere mennesker vi er, desto lettere bliver det også at råbe politikerne op. Hvis vi når 1.000 medlemmer, er der flere end nogensinde til at flage de ungradikale visioner, blande sig i debatten og påvirke offentligheden. Det er brug for i øjeblikket.

Derfor. I har været knaldhamrende gode til at introducere jeres venner til det ungradikale fællesskab de sidste 11 måneder. Lad os give den alt, hvad vi har, og håbe at vi på nytårsaften, ud over årsskiftet, kan fejre, at Radikal Ungdom for første gang i en menneskealder tæller 1.000 fantastiske medlemmer.