Face off: RU vs. DFU / Kvoteflygtninge?

Dansk Folkepartis Ungdom og Radikal Ungdom er ikke enige om meget. Det er de heller ikke, når det kommer til spørgsmålet om kvoteflygtninge. I denne udgave af face-off tørner Freja Fokdal og Tobias Weische sammen i flygtningespørgsmålet.

KRÆV ASYLSTOP I DANMARK
Af Tobias Weische, Politisk landsnæstformand for Dansk Folkeparti Ungdom
Danmark skal ikke tage imod 10.000 kvoteflygtninge, faktisk skal Danmark ikke tage imod flygtninge overhovedet de næste 3 år.
Fordi at dansk flygtningepolitik handler om prioriteringer. Danmarks flygtningepolitik er fuldstændig afgørende for de kommende generationer. Denne fører os mod en skillevej om fremtidens Danmark. Flygtningepolitik bestemmer om Danmark bliver et multikulturelt samfund, uden sammenhængskraft og frihed, eller et Danmark, der er dansk med dansk kultur, danske normer og som hviler på et demokratisk og kristent grundlag. Spørgsmålet er ganske enkelt: Skal vi hjælpe danskerne eller flygtningene? Svaret er selvfølgelig danskerne først!

Den ikke-vestlige indvandring er vores nations største udfordring, hvis vi ikke handler og får øjnene op for den massakre der foregår på vores velfærdssamfund og nationale kultur, så bliver vores fædreland, som vi kender det, kun husket i H.C. Andersens fortællinger. Den veritable folkevandring, der startede i 2015 hvor millioner af ikke-vestlige indvandrer krydsede over grænserne til Europa, er desværre først lige begyndt. Millioner står klar til at marchere videre op igennem Europa når sommeren kommer. Danmark har de sidste to år modtaget over 30.000 flygtninge og problemerne er allerede ubærlige.

Derfor skal Danmark sende et klart signal om at vi ikke kan klare flere flygtninge. Konsekvenserne af denne enorme folkevandring vil betyde, at der er færre penge til vores fælles velfærd, til de danskere som er allermest udsat.

Og den kulturskadelige påvirkning som tusindvis af nytilkomne påfører er, at vores samfund bliver splittet og vi skal give afkald på vores traditioner og værdier. Det kan vi ikke acceptere. Finansministeriet kunne i april i år dokumentere, at indvandring fra ikke-vestlige lande koster 33 milliarder kroner. Dette beløb vil kun vokse, hvis vi tillader endnu en omgang af sommeren i 2015.

Hvis vi ønsker at bevarer vores nationalstat, integritet, velstand, frihed, traditioner og kultur, så må vi kræve en fuldstændigt og komplet asylstop til Danmark. Den danske nationalstats primære opgave er at sætte de bedst mulige rammer for dets egne borgere og ikke 10.000 nytilkomne, som vandrer op igennem flere fredelige lande for at søge asyl i det mest velstående.

DANMARK BØR MODTAGE 10.000 KVOTEFLYGTNINGE FRA SYRIEN
Af Freja Fokdal, integrations- og udlændingeordfører for Radikal Ungdom
Halvdelen af Syriens befolkning er drevet på flugt. Det betyder, at 11,5 millioner syrere er blevet fordrevet fra deres hjem. Størstedelen er bosat i lejre enten inden eller udenfor Syrien, og en lille del har søgt lykken i vestlige lande, hvor de har fået mulighed for arbejdstilladelse og husning.

I Syriens nærområder, lever flygtninge i horrible flygtningelejre, og en stor del lever i ekstrem fattigdom. I 2014 husede Danmark 3,2 flygtninge pr. 1.000 indbyggere, hvorimod Libanon husede 232 flygtninge pr. 1.000 indbyggere. Det betyder, at næsten hver fjerde indbygger i Libanon, er flygtning. Er det retfærdigt, at få lande skal bære så stor en byrde? Er det fair, at i forvejen økonomisk ustabile lande, skal tage så stort et ansvar, mens resten af verden ser passivt til? Det bliver et stort, rungende nej, hvis du spørger mig.

Når jeg skriver dette, kan jeg næsten allerede høre de borgerlige sige: ”så må vi sende flere penge til nærområderne”. Og det har de helt ret i. Vi skal øge udviklingsbistanden og sende penge direkte til Syriens nærområder. Men det er ikke nok. Vi skal tage et internationalt ansvar, der rækker længere end at sende penge til Mellemøsten i håb om, at problemet går væk. At problemet ikke er lige her, betyder ikke, at det ikke findes.

Danmark har modtaget et meget lille antal flygtninge set i internationalt perspektiv. De mennesker, der formår at tage den farefulde færd over Middelhavet og opnår asyl i Danmark, er nogle af de mest ressourcestærke flygtninge. Men tilbage i flygtningelejrene i Mellemøsten sidder mennesker med et massivt beskyttelsesbehov, men uden ressourcerne eller muligheden for at flygte.

Danmark bør modtage 10.000 kvoteflygtninge fra Syrien over de næste tre år. For på den måde, kan vi tilbyde asyl til de mennesker, med det største beskyttelsesbehov. Vi aflaster også Syriens nærområder, og giver tusindvis af mennesker en ny chance. En chance for et liv uden frygt. Et liv uden fattigdom. Et liv, hvor der er plads til at drømme om en bedre fremtid.

Det kan godt være, at vi ikke kan redde hele verden. Men så må vi redde så mange, som vi kan.

Face-off: Peberspray

Legaliser selvforsvar!
Morten Dam Laursen, Retsordfører, Venstres Ungdom
I dagens Danmarks estimeres der hvert år at blive begået minimum 2000 voldtægter om året. Det svarer til over fem voldtægter hver evig eneste dag. Mange af disse voldtægter bliver begået steder, hvor politiet ikke har mulighed eller grund til at befinde sig. Mange voldtægter bliver begået i hjemmet eller andre steder, hvor politiet, af helt naturlige årsager, ikke befinder sig regelmæssigt.
For hver evig eneste af disse grove frihedskrænkelser nægter staten i dag at give offeret muligheden for at forsvare sig selv med en peberspray. Selvfølgelig kan alle voldtægter ikke blive afværget med den, men så længe vi redder bare én i ny og næ, er det det hele værd. En peberspray kan pacificere en overfaldsmand, uanset hvor stor og farlig han så skulle være, uden at give ham varig skade.
Det må altid være en ansvarlig stats pligt at give borgeren mulighed for at sikre sig selv i de tilfælde, hvor den selv fejler. En peberspray er et våben, men et ’’harmløst’’ et af slagsen.
Det er et våben, som kan sikre den unge pige på vej hjem fra byen. Det er et våben, der kan hjælpe en stakkels sjæl, der bliver misbrugt af sin kæreste. Det er et våben, som er med til at give den almene borger chancen for at forsvare sig selv.

I dag kan man få en bøde på op til 3000,- for at bære en peberspray, hvilket er fuldstændig grotesk. Derfor ser man flere og flere unge kvinder begynde at bære små hårlak, da det har den samme pacificerende effekt på en overfaldsmand, men til gengæld er helt lovlig at bære. Forskellen på hårlak og peberspray er bare den, at hårlak beskadiger dine øjne permanent og kan gøre dig blind, hvorimod peberspray kun har en midlertidig virkning, hvorefter modtageren har det fint igen.
Hvis man ønsker et mere trygt og sikkert samfund, skal man legalisere peberspray! Hvis man ønsker at give ’’den lille mand’’ muligheden for at forsvare sig selv, skal man legalisere peberspray! Hvis man ønsker at nedbringe antallet af voldtægter, skal man legalisere peberspray!

Frihed handler ikke om peberspray
Asger Bromose, Retsordfører, Radikal Ungdom
Grundlæggende ser man som liberal alle mennesker som lige og frie. Lige som en anerkendelse af alle menneskers medfødte ligeberettigelse og frie, fordi fra ligheden følger, at enhver bedst selv kan forme sit eget liv og derfor bør have den størst mulige frihed til at gøre det.

Men hvad så, når borgere påvirker hinandens frihed? Her kan skadeprincippet hjælpe; en borger bør have frihed til enhver handling, der ikke frarøver eller begrænser andre borgeres frihed.
Hvad har det så med peberspray at gøre? Som det følger af skadesprincippet, må den situation hvor der må gøres vold på et andet menneske, være den, hvor vedkommende allerede har forbrudt sig på skadesprincippet. Som udgangspunkt er liberalismen dog ukomfortabel med at udøve vold på andre mennesker, da vold jo netop medfører ufrihed for ofrene. Forbryderens handling uagtet, så kan en halv dåse peberspray lige i øjnene skade vedkommendes fremtidige muligheder for at forme sit liv.

Når vi så af nødvendighed tillader vold gennem staten, kan vi gøre dette, fordi vi her har en magt, hvis håndhævelse har en legitimitet og regelstruktur, som kommer fra vores demokratiske deltagelse i lovenes udformning. Og vi har mulighed for at holde offentlige personer ansvarlige, hvis håndhævelsen ikke fungerer eller er uhensigtsmæssig brutal. Dette sikrer den mest effektive håndhævelse af skadesprincippet, ved at skabe et voldsmonopol, hvor kun staten udøver vold i sit territorie.
Alternativet er en pærevælling af vold, gengældelse, selvtægt og et lynchningssamfund. Her udmåles straf ikke på baggrund af overtrædelsens alvorlighed, men på baggrund af opinionen og tilfældigheder. Hvilken situation der så er mest befordrende for den personlige frihed, kan man selv bedømme.

Face-off om topskatten: RU vs. SFU

Topskatten er venstrefløjens grænsebom

Af Thomas Rohden, økonomi- og erhvervsordfører for Radikal Ungdom

Topskatten er for venstrefløjen, hvad grænsebom er for højrefløjen. En omgang symbolpolitik der har få gavnlige effekter, men er både ineffektiv og dyr. Venstrefløjen har i årtier tjent billige point på at hylde topskatten med floskler om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs. Men sandheden forholder sig anderledes.

En af de mest udbredte myter om den danske topskat er, at den i særlig grad sikrer lighed i det danske samfund.  Men topskatten er kun i meget lille grad med til at omfordele i vores samfund. Topskatten udgør kun 0,75 % af den samlede danske velstand. Ud af statens budget på over 1100 milliarder vil en afskaffelse af topskatten kun betyde et fald i de samlede indtægter på ca. 7 promille.  Topskatten er derfor i langt højere grad at betragte som socialistisk symbolpolitik, der i den virkelige verden står for en forsvindende lille del af indkomstfordelingen.

Mens topskatten kun i et lille omfang bidrager til omfordelingen, er den en hæmsko for vækst. Finansministeriet anslår, at Danmark hvert år bliver over 9 milliarder fattigere grundet topskatten. Venstrefløjen er ofte hurtig til at skyde professorer og økonomiske vismænd ned, når de kommer med disse beregninger, der påviser effekten af at sænke skatten på arbejde. Med argumenter om at de bare er liberale, skydes landets dygtigste økonomer usande motiver i skoene. Denne kritik er for mig totalt useriøs. I Danmark har vi saglige og faglige økonomer, der ikke løber et ideologisk korstog for hverken højre eller venstrefløjen.

Topskattens effekter opleves både af almindelige danskere og virksomheder. Hvert år betaler flere tusinde danske sygeplejersker topskat, fordi de har overarbejde eller arbejdet om natten. Danske virksomheder oplever, at det er sværere at tiltrække dygtige udlændinge på grund af den høje topskat. Alt dette er med til at stille Danmark dårligere i den internationale konkurrence om at få de dygtigste medarbejdere til landet. Det gør det også sværere at få de mest produktive medarbejdere til at tage overarbejde.

For mig er en afskaffelse af topskatten ikke værdipolitik, det er en rational kalkulering. Jeg er tilhænger af, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Men jeg er modstander af topskatten, fordi utallige analyser viser, at den gør Danmark mindre velhavende år for år. Lad os derfor omtænke det danske skattesystem. Lad os sænke skatten på arbejde, både i top og bund. Og lad os i stedet beskatte de boligejere der de sidste 15 år har, kunne tjene millioner af kroner på deres hjem uden at betale en krone ekstra i skat.

Vær stolt af din skat
Af Ronja Ravnskov, medlem af SF Ungdom og folketingskandidat for SF

Jeg har ærligt talt aldrig forstået, hvorfor det at betale skat altid ses som noget negativt. Som om vi bliver tvunget til det, som om pengene forsvinder ned i et sort hul og som om det ikke er noget vi får gavn af. Jeg synes, man burde være stolt.

Derudover mener jeg, at det er rimeligt, at landets rigeste betaler mere i skat. Det er faktisk helt fair, at dem der tjener mest bidrager mest, for det er en myte, at det også er dem som arbejder mest. Til gengæld er det oftest dem, der har taget den længste uddannelse, og dermed har fået en hel del af samfundet og er kommet senere ud på arbejdsmarkedet. Den mulighed skal man selvfølgelig fortsat have, og derfor er det også kun rimeligt, hvis de giver noget ekstra tilbage via skatten.

De sidste 10 år er flere blevet fattige i Danmark. Faktisk bliver de fattige fattigere og de rige bliver rigere. En afskaffelse af topskatten vil øge denne ulighed. Man hører ofte argumentet om, at det er gratis at fjerne topskatten og at det oven i købet vil skabe vækst. Problemet er bare, at det var præcis samme type modelantagelser fra samme skole af neoliberale økonomer, der gav VK-regeringen belæg for at påstå, at kun 2.000-4.000 mennesker ville miste dagpengeretten, da man forkortede dagpengeperioden til to år. I dag ved vi, at tallet er over ti gange så højt. Jeg synes derfor ikke, at vi skal spille hassard med vores velfærd, for at de rigeste kan blive lidt rigere.

Når dette er sagt, er der gode muligheder for at bygge et stærkt velfærdssamfund ved at trække skatten andre steder fra. Jeg så gerne, at man øgede indsatsen for bekæmpelse af skattely og indførte skat på finansielle transaktioner, høje arvebeløb og en øget boligbeskatning. På den både ville man få råd til at hæve bundfradraget. Så kommer en skattelettelse på arbejde alle til gavn og ikke blot de rigeste og samtidig kan vi fortsat bevare et velfungrende progressivt skattesystem.

Jeg synes det er på tide at vi i Danmark beliver lige så stolte af vores skattesystem som vi er af vores velfærdsstat, for de to går hånd i hånd.

Face-off om privatisering af DSB, RV vs. RU

Radikale Venstre: Har Radikal Ungdom drømt?
Af Andreas Steenberg, Medlem af Folketinget for Radikale Venstre
Mig bekendt findes der ikke nogen private togselskaber. Arriva, som Radikal Ungdoms landsformand nævner som en privat leverandør, er ejet af den tyske stat. Jeg kender simpelthen ikke til nogen private selskaber. Derfor giver Radikal Ungdoms forslag ikke rigtig mening at diskutere.
Udfordringerne for dansk jernbane er manglende investeringer og fejlagtige investeringer. Ser vi bort fra Storebæltsbroen, så er der ikke sket det store siden verdenskrigene. Vi har signaler fra 1920’erne, der er ikke lagt nye baner, vores tog kører langsomt og vi har ikke elektrificeret, så vi kan køre el-tog. De manglende investeringer betyder, at infrastrukturen bryder ned med forsinkelser til følge. På banerne er der heller ikke plads til at køre de tog, som skal til, og det betyder også forsinkelser, fordi man laver meget sårbare køreplaner.
Endeligt har man også alt for gamle tog og tog der ikke virker. Fordi vi ikke kan køre med el-tog, begav Danmark sig ud i at få udviklet dieseltog. Kun Albanien har også valgt den vej i Europa. Det betyder, at vi har fået IC4-togene, som er det rene lo… Udover det har vi tog, der stammer helt tilbage fra 1970’erne. Det så håbløst elendigt.
Radikale Venstre har i Folketinget indgået forlig med investeringer i banerne på over 110 mia. kr. Alle baner i hele landet løftes og moderniseres. Lige nu kæmper vi for at holde fast i togfonden, som regeringen vil skære. Næste skridt ville have været at lave et stort togindkøb, så vi også kan få den del på plads. Det må nok desværre vente til vi får et nyt flertal.
Vil RU ikke hjælpe til med det i stedet for at finde på ting?

Radikal Ungdom: Der er brug for konkurrence
Af Philip Tarning, klima-, energi-, miljø- og infrastrukturordfører for Radikal Ungdom
Hvorfor skal det være så dyrt at gøre det rigtige for kloden? Når jeg skal fra Aalborg til København kan jeg vælge mellem en flybillet til 299 kroner eller en togbillet til 438. Klart, at mange foretrækker flyet, når det både er hurtigere og billigere. Men flyveturen udleder også 5,3 gange så meget CO2. Hvad er meningen? Det er jo helt sort…
Hvordan får vi andre end hippiemeteorologer som mig til at tage toget? Hvis prisforholdet var i modsat favør kunne det nok ændre holdningen for folk, der ikke har travlt. På flyruten mellem København og Aalborg konkurrerer SAS og Norwegian om at give brugerne en lav pris og god service, på togruten bekymrer DSB sig ikke synderligt om nogen af delene.
Vi skal have konkurrence på skinnerne. Ikke at flere operatører kører den samme rute, det kan vores skinnenet ikke klare. Men vi skal med nogle års mellemrum vurdere, om nogen kan gøre det bedre, end det vi har. Det nytter ikke, at vi allerede har besluttet, at et statsligt monopol skal vinde opgaven, uanset hvor skidt de hidtil har klaret opgaven.
Men dette kan selvfølgelig ikke stå alene, for dansk togtrafik har mange problemer. Store strækninger mangler stadig at blive elektrificeret, så vi kan komme væk fra dieseltog. Nettet skal være klar til hurtigere tog, så det ikke tager så længe at komme rundt i vores lille land. Signalerne skal opdateres, så de faktisk regulerer trafikken, som vi ønsker det. Alt dette hører under Banedanmark, som staten stadig skal eje og investere i – massive investeringer over mange år.
Det er fedt, at Radikale Venstre står ved de planlagte investeringer i togfonden. Det kan Radikal Ungdom kun bakke op om.
Men disse investeringer skal laves uanset, hvem der kører på skinnerne. Når vi investerer så mange penge, så skylder vi også, at det er den bedste operatør, der kører togene. Det kan få flere til at tage toget i stedet for bil eller fly – til klodens bedste. Det er det, vi drømmer om i Radikal Ungdom.

House of Cards er flyttet til Bruxelles

Har vi ikke alle set scenen? Den amerikanske vicepræsident træder selvsikkert ned af en glorværdig marmortrappe, omgivet af svedige embedsmænd og stilfulde vagter, der alle marcherer troligt ved hans side. Det giver nærmest kuldegysninger, at se en mand være i så fuld kontrol. At se et menneske der fremstår så selvsikker og magtfuld. Alene på turen ned af trappen, fremstår han som et klart billede på de mytiske idealer vi alle har for en sand, stor politiker.

Scenen jeg nævner her er dog desværre ikke fra det virkelige liv. Den er fra den kendte serie House of Cards, hvor Frank Underwood sparker døren ind til Senatet, og overtager styring over slagets gang.  Med et kynisk blik og lav morale, får han alt hvad han peger på, og vi kan slet ikke lade vær med at blive en lille smule betagede af manden.  Ja, vi begynder nærmest at savle af magtliderlighed over den indflydelse et menneske, som Underwood kan besidde.

Men ak, det er og bliver en tv-serie, og det eneste vi dødelige kan gøre er, at venter troligt på den næste sæson.

Men her i det nye år kan man jo også vælge, at vende blikket en smule fra Netflix og over på live-transmissionerne fra Europa parlamentet.

Selvom sådan opfordring normalt ville gøre de fleste selvmordstruede, så får de nuværende begivenheder i EU, magtserien på Netflix til at ligne en lidt halvkedelig islandsk krimi.

En benhård, kynisk magtkamp har nemlig sat parlamentet i flammer, og endevendt den Europæiske politiske balance i sådan en grad, at man næsten ikke kan fatte det. Parlamentets præsident, Martin Schulz, træder af, og det betyder der skal findes en afløser.

En simpel afstemning skal afgøre hvem der skal lede EU’s eneste direkte valgte institution. At skaffe et flertal har dog vist sig, at være lettere sagt end gjort. Intet parti har de 376 mandater det kræver, og kapløbet om at samle en koalition er gået ind.

Vores Europæiske parti, ALDE, har satset alt på formanden Guy Verhofstadt.

Frontløberne er dog ikke fra ALDE. De begge Italienere, den ene fra Socialdemokraterne og den anden for de konservative kristendemokrater, og meget tyder på at deres intense kampe mod hinanden, skaber et hul til ALDE, der som midterpartiet håber på at kunne samle fløjene.

Det lyder alt sammen vældigt ordinært, men et gammelt papir har kastet parlamentet ud i en historisk valgkamp. Ved sidste EP valg gik de tre pro-europæiske partier nemlig sammen, og dannede en koalition med et stort flertal, i forsøget på at holde partier som DF og UKIP ude for indflydelse.

Men foruden en aftale om at samarbejde, skrev de tre partiformænd også under på, at de halvvejs inde i valgperioden ville give præsidentposten videre til de konservative, som et kompromis.

Det skulle så være sket nu. Needless to say – Socialdemokraterne har ikke gjort det.  De er blevet for vant til magten.

Inden det historiske opgør om Brexit, skal parlamentet altså foretage et lige så skælsættende valg om hvem der skal holde præsidentembedet, og hvordan magtbalancen skal fordele sig fremadrettet.

En beslutning der kan få afgørende betydning for EU’s fremtid.Så slå hælene sammen, hold tungene lige i munden og hep på at de pro-europæiske liberale vinder magten i parlamentet.

Indtil da kan du slappe af og nyde de politiske magtkampe i EU, der tilsammen giver en underholdningspakker der kan skræmme selv Frank Underwood ud af sit gode skind.

Af ordfører for europæiske forhold, Alexander Bjørn Jensen