Vi har fået ny hjemmeside!

Halvfemserne ringede, og de ville have deres hjemmeside tilbage – så det fik de, og nu har vi fået en ny!

Af Adnan Al-Adhami, Kommunikations- og kampagneansvarlig i Radikal Ungdom

Vores gamle hjemmeside lignede noget fra halvfemserne. Den var grim (lad os bare sige det som det er), uoverskuelig og rummede så meget information at man som besøgende mest af alt blev rundtosset istedet for oplyst efter en tur på radikalungdom.dk. Den er overskuelig, lækker og kan det, som en hjemmeside skal.

Hvad skal den nye hjemmeside?
Den nye hjemmeside skal give brugeren et overblik over vores politik, gøre det nemt at melde sig ind og give mulighed for at komme i kontakt med os. Den skal også gøre det nemt for medlemmerne at tilmelde sig arrangementer, engagere sig gennem projektbanken og bestille merchandise – altsammen pakket ind i et visuelt lækkert og enkelt layout, som giver en god brugeroplevelse.

Enkeltheden betyder naturligvis også, at vi må sige farvel til en masse undersider og oplysninger, som man kunne finde på den gamle hjemmeside – indhold, vi nu flytter til eksempelvis Facebook-gruppen R U Connected? eller andre platforme. Men der er også kommet meget nyt til – f.eks. kan du som medlem nu booke B15 direkte via hjemmesiden, vi har udvidet vores webshop og gjort det muligt at betale med Mastercard såvel som med Dankort. Og ikke nok med det – vi er stadig i gang med at skabe nyt indhold!

Hjemmesiden er lavet af webvirksomheden Oerwood. Det grafiske indhold er lavet af kommunikations- og kampagneansvarlig Adnan Al-Adhami og indhold og opsætning er skabt af generalsekretær Sissel Rasmussen og tidl. kommunikationsmedarbejder Katrine Holst Nielsen.

Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller forslag til forbedringer, så skriv gerne til Sissel eller Adnan.

God fornøjelse med den nye hjemmeside!